I grunden forestiller de midaldrende børn sig nok, at når far eller mor er afleveret på plejehjemmet, så er den hellige grav velforvaret. Her bliver der taget hånd om dem, nogen holder øje med dem, de får deres mad og medicin, der arrangeres underholdning, og fremfor alt er de ikke alene, men har altid selskab. Bedre end at sidde hjemme og glo alene. De midaldrende børn ånder lettet op. Samvittigheden er i orden. Velfærdsstaten har taget over.
Billedet holder ikke stik. Ikke helt. Af en ny undersøgelse, foranlediget af Ældre Sagen i Danmark, fremgår, at 38 procent af plejehjemsbeboerne ofte føler sig ensomme. Et frapperende højt tal, og selvfølgelig må det give anledning til nogle overvejelser om årsagen, og om noget kan gøres anderledes og bedre. Det skulle jo være så godt med disse plejehjem.
Undersøgelsens resultat kommer også bag på seniorforsker Merete Platz fra Videnscenter på Ældreområdet. Hun, der i en menneskealder har forsket i emnet, har tidligere været med til at lave en undersøgelse, som gjorde op med myten om, at mange ældre føler sig ensomme. Den gik dog ikke specifikt på plejehjemsbeboere. Til Ritzau siger hun, at de gamle har svært ved at skabe nye relationer, når de, fysisk og psykisk svækkede, anbringes på plejehjem. Der skal en aktiv indsats til.
Ja, mon ikke! Både fra den ældre selv, fra plejepersonalet og alle os andre, det vil sige staten. Men at placere ansvaret for 38 procents ensomhed er både nemt og svært.
DET ER LIDT for nemt at skyde på plejehjemspersonalet. Det er ikke så længe siden, at råbene gjaldede ud over det ganske land, at der ‘manglede hænder’ i den sociale sektor, ikke mindst plejehjemmene. Der er for få medarbejdere, og de, der er der, er pressede. Dette er da også, hvad chefkonsulent Olav Felbo fra Ældre Sagen fremhæver som årsag: Manglende ressourcer.
Det er ligeledes nemt at skyde på de pårørende. Det er gjort ofte, men diverse appeller synes at prelle af som på en teflonpande.
Man henviser ofte i diskussioner til sydeuro- pæiske lande eller tredjeverdenslande, hvor de gamle stadig er med som en integreret del af gadens eller landbyens liv, og hvor familien respekterer og tager sig af dem. Sådan var det også hos os, og det er svært at se bort fra, at noget væsentligt gik tabt ved overgangen fra aftægtsbolig til alderdomshjem, som plejehjemmenes forløbere så ubesmykket hed. Men så rosenrødt var det gamle system heller ikke. Det kunne være en mangeårig belastning at tage sig af de gamle, som på deres side heller ikke brød sig om at ligge familien til byrde.
Den positive version er, at de pårørende i dag ikke har så meget tid til at besøge deres gamle på grund af tidens stress, den negative, at de ikke gider eller orker. Vi er blevet mere selviske og kyniske.
Endelig er der den mulighed, at følelsen af ensomhed er en risiko og et grundvilkår ved det at aldres.
ALLIGEVEL bør bestræbelserne på forbedringer ikke dø. På de bedste plejehjem og i de bedste kommuner er der strålende eksempler på, at livet på plejehjemmene kan være et godt liv. Det hænger som regel sammen med ånden på stedet, om der er interessante aktiviteter, og om det er tid til at lytte til de ældre og snakke med dem. Andre steder soves tornerosesøvn, og personalet slår sig på kaffekanden for at holde det hele ud, hvad der ikke er godt, hverken for dem selv eller beboerne. Derfor må kommunerne holde øje med deres plejehjem, og lederne med deres institutions ånd. Meget afhænger af lederne.
Det var salig Peter Brixtofte (politisk salig), der introducerede ideen om, at de gamle skulle have hjemmebar i deres appartementer på plejehjemmene og charterrejser i stedet for at blive behandlet som ensomme og sygelig. Store armbevægelser, men meningen var jo god nok. Mere af den ånd, tak!
FAKTISK VED man en hel del om, hvordan man kommer ensomhed på plejehjem til livs med diverse gruppeaktiviteter, fysisk træning, husholdningsopgaver, terapeutiske snakkegrupper og det relativt nyopdagede begreb, reminiscens, som handler om at man ved at genopfriske minder fra de gamle dage kan komme i ny kontakt med gamle, som er helt eller delvis demente, og som ellers sidder hen. Sågar kan det at sms’e være med til at skabe bedre kontakt fra plejehjemsbeboere til børn og børnebørn, blot skal man lige lære at bruge den del af mobilapparatet.
Men der mangler stadig hænder på plejehjemmene, men det handler også om, at nogen har organisationstalent og tager initiativer. Man kan jo ikke sidde til evig tid og vente på, om det passer Gud, Løkke og Kjærsgaard at sende flere penge.
Det er bare med at komme i gang. Plejehjemme skal ikke være steder, hvor man primært bare opbevarer de gamle, og 38 procents ensomhed kan ingen være tilfreds med.