Et forelsket par flygter til Berlin og dyrker kærligheden. Mens de hænger ud, køber tøj og spiser forårsruller, dukker erindringer om seksuelle overgreb op hos en af dem. Det er handlingen i ‘Å’ - en historie som Sigurd Buch Kristensen har skrevet. Han er afgangselev fra Forfatterskolen og har netop afleveret den sidste bunke tekster til lærerne på skolen. En af de tekster er ‘Å’, som han skrev på et par uger i maj. Historien er på én gang personlig og så alligevel ikke, fortæller han.
»Jeg ved godt, hvad der er fiktion og ikke fiktion i teksten. Det er svært for mig at komme nærmere ind på. Det har ikke været terapi for mig at skrive den, for der er ikke tale om en personlig erfaring, der skulle bearbejdes for mig som forfatter,« fortæller Sigurd Buch Kristensen.
Selvom historien ikke er direkte taget ud af forfatterens eget erfaringsregister, er han alligevel til stede i den.
»Det er svært at afvise, at der ikke skulle være en personlig erfaring i teksten, men hvor den ligger, er ikke til at sige. Er det så vigtigt?,« spørger Sigurd Buch Kristensen.
Han mener, at en tekst skal kunne adskilles fra den person, der har skrevet den.
»Det er i hvert fald vigtigt for mig, når jeg skriver. Jeg skal være i stand til at holde teksten ud i strakt arm, så den bliver objektiv for mig. For når man skal tage imod kritik på Forfatterskolen, er man nødt til at kunne se på sin tekst med fremmede øjne. Ellers kan man ikke læse den og arbejde videre med den,« siger han.
I ‘Å’ har Sigurd Buch Kristensen især arbejdet med de spring, der finder sted i de øjeblikke, hvor den idylliske fortælling bliver afbrudt af voldsomme sexscener. Skiftet mellem tid og rum er et bevidst brud, som optager forfatteren.
»Det er en måde at skabe spænding i teksten på uden at arbejde med en traditionel Hollywood-spændingskurve. Jeg kan ikke sætte finger på, hvornår skredet sker. Jeg bliver bare revet med, og i skrivesituationen tænker jeg ikke over det,« fortæller han.
Sigurd Buch Kristensen har aldrig været bevidst om det, han skriver. Han lader sig forføre af sproget, og derfor er de fleste af hans tekster skrevet i et enkelt åndedrag.
»Først bagefter retter jeg til, rykker rundt og skriver om - sætning for sætning. Det kan tage alt fra en time til flere år. På et tidspunkt er den bare færdig,« fortæller han.
Sigurd Buch Kristensen nåede aldrig at blive færdig med 2.G. Som 18-årig droppede han ud af Svendborg Gymnasium og blev optaget på Forfatterskolen. I begyndelsen havde han kun et begrænset kendskab til litteratur.
»Det første år fløj jeg rundt og ledte efter et sted at gribe fat i. Jeg mødte en masse nye mennesker, kom ind i et helt andet miljø og begyndte af leve et helt andet liv. I Svendborg var jeg vant til at stå op og gå i skole hver dag klokken 8. Pludselig skulle jeg gå i skole to gange om ugen uden pensum, eksamener og lektier,« fortæller Sigurd Buch Kristensen.
I stedet for et fast pensum gav Forfatterskolen ham frihed til selv at bestemme, hvor meget han ville skrive og læse - og hvad det skulle være. Valgfriheden fik Sigurd Buch Kristensen til at springe frit mellem forskellige genrer og tematikker i løbet af de to år.
»En overgang skrev jeg digte, og så prøvede jeg at skrive store fortællinger. Men det lykkedes aldrig helt for mig. På skolen fik vi hele tiden kritik på det, vi skrev, samtidig med at vi konstant blev præsenteret for ny litteratur,« fortæller han.
Det betød, at Sigurd Buch Kristensen fik læst en masse, mens det langsomt blev sværere og sværere selv at få skrevet.
»Jeg fik svært ved at danne mig et overblik over en simpel historie, og til sidst blev jeg nødt til at presse mig selv for at få skrevet noget ned. Det endte med at blive et pres for mig, at vi havde deadlines, som vi skulle overholde her til sidst,« fortæller han.
Presset for at få skrevet en tekst til den årlige antologi, som alle afgangseleverne skal bidrage til, mundede ud i historien om åen og overgrebet. Sigurd Buch Kristensen har svært ved at sætte ord på, hvordan idéen til historien opstod.
»Mine historier begynder altid med første sætning. Det er den første sætning, der starter det og definerer, hvad der videre sker. Sætningen åbner et rum, som jeg prøver at udfolde til en handling. Bagefter prøver jeg at bryde det op med nogle nye stykker,« fortæller han.
I lang tid havde Sigurd Buch Kristensen en idé om, at det at være forfatter krævede en personlig livserfaring at skrive ud fra. Han var helt sikker på, at et liv som forfatter krævede, at man havde levet et liv med særlige oplevelser, som man kunne skrive på baggrund af.
»Det er først meget sent, at det er gået op for mig, at der også er en mulighed for at finde erfaring i det, man skriver. I dag ved jeg, at man godt kan finde erfaring i litteraturen, frem for i det liv, man selv har levet«.
Der er striber og mønstre på åens bund. Orange ler skinner igennem, orange, i mønstrenes dybde. En hvirvlende strøm trækker sand og grus med sig ned ad åen; skøjteløbere, myg i klaser, i dansende sværme - en lavtgående guldsmed, der hænger i luften - et træ, der bøjer sig over åens vand, hvis blomster bliver mangfoldige i dens spejl.
Vi sidder på bredden. Vi river græs af, følger stråene, der deler sig og glider væk med strømmen, med øjnene. Græsset, der fanges i åkanderne, i sivene, længere oppe. Sivene, der hvisler, der fløjter i vinden.
Skal du ud, spørger hun, Ud og rejse?
Balkan, siger jeg, I hvert fald østpå.
Og dig, spørger jeg, Skal du?
Berlin, siger hun og skubber hovedet af en mølkebøtte.
Berlin, siger jeg.
Vil du med?
Man kan ikke se det, siger han, Du skal ikke skamme dig. Rør ved den, siger han, Prøv og rør den. Ja. Sådan, siger han, stønner, Du rør mig, siger han og spænder i bækkenet, så pikken spjætter, så blodet bruser i hans pik, i min hånd. Man kan ikke se det, siger han, Du skal ikke skamme dig. Kom. Tag mig i munden, siger han, Tag den i munden. Sådan. Ja. Det kan du’ li, siger han, Det smager godt.
Vi knepper på hotellet og går ud i solen, sætter os og drikker kaffe, hopper på en bus, et tog, et sted i undergrunden bliver vi væk og må spørge om vej, først på mit gebrokne tysk, så hende, på sit flydende tysk.
Vi keder os, på museerne, går fra skulptur til maleri til skulptur, tilbage til hotellet, rundtossede, sukkerkolde.
Køber kinesisk take-away, sidder nøgne på sengen på hotellet og spiser, fodrer hinanden med forårsruller, med friturestegte rejer, dyppet i sursødsovs. Sover i ske, står op. Vi går i bad. Sidder på trappen og peger fingre af alle, smiler til drengene med det krøllede hår.
Det føles koldt mod mit røvhul, cremen, den olierede glidecreme han hælder fra tuben ned over min åbning, lyden, en klaskende, slimet lyd, da han smører det ud over sin pik. Det gør ondt, siger han, Du kan li’ det, siger han, Slap af, og jeg mærker hans pik glide ind, glansen der forsvinder, der fylder, Du kan li’ det, siger han og skubber, lægger vægten i, Slap af. Mine håndflader sveder, jeg sveder og stønner, mærker hans hænder, der griber om mine hofter, pikken, der synker i til roden; jeg klynker.
Hvad med den her, siger hun og tager en rød, blomstret nederdel frem. Eller den her, siger jeg og trækker en lyseblå, frynset kjole ned. Den vil klæde dig, siger jeg.
Hun prøver den, forsvinder bag forhænget og tager kjolen på. Vi forsvinder bag forhænget og tager tøjet af, blusen, bh’en, trækker hendes cowboybukser ned, trusserne, jeg trækker trusserne af hende og begraver mit hoved i hendes skød, lægger kinden, så næsen mod hendes kønsbehåring, hendes sorte, svulmende behåring, bider i de krøllede spidser, slikker, stikker tungen ind mellem hendes skamlæber og slikker.
Eller den her, siger hun og vifter med nederdelen, en hvid, pufærmet skjorte.
Jeg hiver efter vejret. Han trækker pikken ud, savlet løber fra pikhovedet, fra min mund og ned over hagen. Jeg hiver efter vejret. Hans hænder om mit baghoved. Det gipper i mit underliv. Så skubber han til, griber hårdere om min nakke, mit hoved, og skubber pikken ned i min hals, i spiserøret, og knepper, skubber mit hoved, min mund, ned over pikken og knepper mig i halsen, mens han stønner, Ja, Ja, stønner han, slug mig, slug min pik. Slug. Slug. Jeg hiver efter vejret, skal brække mig, Det gør ondt, stønner han, Du kan li’ det gør ondt. Jeg skal brække mig, har kvælnings-fornemmelser, trækker mit hoved bagover mod sengen, væk, men kommer ingen vegne. Spyt og tårer blander sig i min mund. Den sure, søde smag af pik. Han skubber mig bagover, lægger min nakke mod sengens kant, sætter knæene mod madrassen, ligger over mit hoved med pikken i min mund og knepper mig, hvirvler en duft af lort fra røvhullet rundt og rundt om min næse, hug for hug.
Vi kysser. Jeg lægger armen om hendes talje, kysser hende, trækker hende ind under min skulder og lukker mine læber om hendes.
Vi dypper vores fødder i åens vand.