Mens hungersnøden i verden nåede et historisk højdepunkt i 2009 – over en mia. mennesker sulter – vil G8-mødet, som sluttede den 10. juli, gå over i historien som en overdådig fest, hvor 25.000 måltider i løbet af tre dage blev serveret for de magtfulde eliter fra verdens rige lande. Drøftelserne i L’Aquila i Italien førte til vedtagelsen af et program for fødevaresikkerhed, og G8-landenes løfte om at give 20 milliarder dollar til fødevaresikkerhed og landbrugsudvikling fik stor opmærksomhed i medierne. Eftersom detaljerne i hjælpepakken endnu er uklare – nogle af de lovede penge er sandsynligvis gamle bevillinger, der bliver regnet for nye – kan initiativet højst betragtes som ’moralsk brændstof’ for G8-landene. De foreslåede løsninger, f.eks. i L’Aquila, fokuserer især på at øge landbrugsproduktionen med genmodificerede afgrøder eller kemiske gødningsmidler og/eller på at fjerne handelshindringer for at sikre adgangen til fødevarer gennem en liberalisering af landbrugserhvervet. Denne forklaringsmodel udelukker, at der sættes spørgsmålstegn ved den politik, som donorlandene og de internationale finansinstitutioner i mange årtier har ført, og som har undermineret fødevaresikkerheden i udviklingslandene. Samtidig med at G8-landene bedyrer deres engagement i kampen mod hungersnød, fastholder de deres støtte til frihandel og effektive markeder. Antagelsen om, at frihandel kan løse problemerne med sult, forudsætter et politisk hukommelsestab. Olivier De Schutter, FN’s særlige rapportør for retten til mad, påpegede i maj, at det multilaterale handelssystem er »stærkt skævvredet til gavn for en lille gruppe land og har akut brug for reformer«. Han refererede til, at rige lande bruger den statsstøttede landbrugssektor til at beskytte deres markeder ved at oversvømme udviklingslande med billige varer og således hæmme deres landbrugs konkurrenceevne og gøre dem økonomisk ustabile.
De værste konsekvenser af den hensynsløse frihandel kan mærkes i de landområder, hvor de fleste er beskæftiget i landbruget, som også giver adgang til magten. Øget import, som har ødelagt befolkningens indtjeningsmuligheder, har ikke øget fødevaresikkerheden. Forestillingen om, at en liberalisering af landbrugsmarkederne fremmer adgangen til mad, overser den kendsgerning, at størstedelen af befolkningen i de lande, hvor der hersker »udbredt mangel på adgang til mad«, på grund af deres lave indtægt ikke kan skaffe sig mad. Et forbud mod eksport af fødevarer, som bl.a. Indien, Egypten og Vietnam gennemtvang i 2008, blev opfattet som en trussel mod frihandlen og fik skylden for de stigende fødevarepriser. Men dette tiltag var et forsøg på at beskytte lokalbefolkningerne mod de globale prisstigninger på landbrugsvarer ved at sikre, at befolkningen kunne få mad til priser, der lå under prisen på verdensmarkedet, før man tillod eksport til andre lande.
I L’Aquila fastholdt G8-landene, at en teknologisk revolution i landbruget, f.eks. udbredelsen af genmodificerede afgrøder, vil øge produktiviteten i landbruget. Men håbet om, at verden kan brødfødes med genmodificerede afgrøder, har indtil videre været forgæves. En rapport fra 2009, som analyserer to årtiers forskning omkring udbyttet af genmodificerede afgrøder i USA, viser, at de genmodificerede afgrøder ikke øger udbyttet i væsentlig grad. Kun én genmodificeret afgrøde, BT-majs, har oplevet et øget udbytte på tre til fire pct. i løbet af 13 års kommerciel opdyrkning, hvilket dog blegner i sammenligning med de resultater, som i den samme periode er opnået med andre metoder, deriblandt almindelig opdyrkning.
Andre undersøgelser viser, at f.eks. økologisk opdyrkning kan mere end fordoble udbyttet. Et FN-støttet forskningsprogram om fødevaresikkerhed i Afrika viser, at økologiske opdyrkningsmetoder er langt mere udbytterige end opdyrkning med brug kemisk gødning, har miljømæssige fordele og bidrager til større fødevaresikkerhed.
Når G8-landene på trods af disse videnskabelige undersøgelser fortsat forsøger at øge landbrugsproduktionen med teknologiske løsninger som genmodificerede afgrøder, tjener det kun de multinationale fødevarekoncerners interesser. I 1996 lovede regeringsledere fra hele verden inden 2015 at halvere antallet af sultende i verden, som dengang var 815 millioner mennesker. Det seneste tal, mere end en milliard sultende i verden, viser, at krisen er ude af kontrol.
Hvis G8 virkelig er opsat på at gøre en ende på hungersnøden, må medlemslandene holde op med at slå på tromme for frihandel og teknologiske løsninger. Et ægte engagement vil kræve, at man anerkender udviklingslandenes behov for selv kunne tilrettelægge en landbrugspolitik, der opfylder befolkningens behov; at man implementerer en ægte landbrugsreform, som sikrer bøndernes adgang til marker, vand, såsæd og andre ressourcer; og at man sikrer, at de lokale varer er konkurrencedygtige. I stedet for at præsentere gamle løsninger i ny forklædning er G8-landene kort sagt nødt til at tage ansvar og hjælpe udviklingslandenes regeringer med igen at få en bæredygtig landbrugsproduktion.
Anuradha Mittal er leder for tænketanken Oakland Instiute
© The Independent og Information
Oversat af Mads Frese