Det er en glødende aften udenfor, men vi glider lyksalige op ad de hårdt pressede rulletrapper og inden for i Koncerthusets store airconditionerede sal. For vi skal opleve Lou Reed og Laurie Anderson. Sammen.
Det skal være en aften i ægteskabets tegn. De to mestre blev gift sidste år, men de har været viklet sådan rent romantisk såvel som musikalsk ind i hinanden siden engang i midten af 90’erne. Og så har de begge været forankret i New York gennem årtier (hvor deres veje også har krydsedes). Reed fra begyndelsen af 60’erne, ikke mindst i rock-visionen Velvet Underground og på Andy Warhols Factory. Og hans efterfølgende store fortællende, kyniske, brillante, men også bumlede solokarriere behøver vist ikke flere ord i indeværende artikel.
Anderson har opereret i mere performance-orienteret retning fra slutningen af 60’erne med samarbejder med William S. Burroughs, men også John Giorno, der var tæt knyttet til Warhol. Hun fik et usandsynligt hit med »O Superman«, men har uforstyrret af dens succes etableret sig gennem årene som en gudsbenådet avant-pop-musiker, performance-kunstner og fortæller.
Så går det løs: Anderson og Reed går på scenen i selskab med tangent- og computerbetvingeren Sarth Calhoun og Reeds personlige guitar-coach, der bizart nok sidder standby på scenen lige bag Reed under hele koncerten, som om hans guitarer skulle være ved særlig dårligt helbred. Men det er måske snarere aftenens mandlige hovedperson, som det gælder. Det ser i hvert fald ud til at knibe med hukommelsen for den 67-årige herre, der betjener sig af telepromptere for at kunne synge sine egne ord. Han sidder ned under hele koncerten og har undervejs problemer med at finde akkorderne på elguitaren.
Helt anderledes står det til med den 62-årige Laurie Anderson, der udsender en dybt betagende glød og en kølig sensualitet. Hendes evne til med civiliseret elegance at udtrykke desperation, henførthed, undergang, humor, ætsende analyse er uden lige. Og hendes intellektuelle skarphed er umiskendelig, men også hendes milde tilgivelse af menneskehedens vildfarelser. Hendes evne til at lyde hjemsøgt i al sin ophøjede kontrol; både menneskelig og maskinel; uforlignelig til at formulere den personlige afmagt og mulighed i teknologiens, regeringens, institutionernes og de multinationale selskabers favntag. Også i aften.
Nu begynder musikken: Anderson stående med violinen og ved synthesizer, Reed siddende med guitaren foran sine pedaler og touchpads monteret på et bord. En mørkladen ouverture af feedback og flydetoner. Så fortæller Anderson en historie om Hans og Grethe, om hvordan Hans i virkeligheden var forelsket i den onde heks. Da Reed synger sin første sang er det med en om muligt endnu mere knortet frasering end tidligere. Kort formulerede, nærmest excentrisk forvredent fraseret, men også karakteristisk kort for hovedet bjæffet. Væsensforskellige fra Andersons smukt rundede fraseringer, uforcerede mørke stemme og aristokratiske amerikanske. Ikke en ringe kontrast.
Og der er langt til Reeds udsagn om, at »nothing beats two guitars, bass and drums«. Reed arbejder med guitarsamplinger på sine touchpads, Anderson betjener violin og synth og bearbejder sin stemme (også med vocoder-effekter, der genkalder »O Superman«) og Calhoun spiller bas og andre lyde på sit elektroniske udstyr. Og vi får nyfortolkninger af Reed-sange som »Romeo Had Juliet«, »Halloween Parade« og »Who Am I«. De foregår i et sindigere tempo (måske for at finde nye sprækker i genopdagelsen af arvegodset), og det er fint. Lige som Laurie Andersons bidrag til dem er sirlige og elegante. Men aftenens højdepunkter er uden konkurrence, når hun er i centrum.
Når hun med nedpitchet stemme skifter til den store eksistentielle klinge: »The reason I really love the stars, is that we can’t hurt them () but we’re reaching for them«.
Og hvor hun så også med vanlig ynde bevæger sig til lavpraktikken. »Let’s face it,« siger hun med gammeltestamentlig buldren om laptoppen, »it has a lifespan of a hamster«.
Eller i den fremragende kulturkritiske og politiske »Only An Expert«, hvor hun fortæller om ekspertdiktaturet tilsat et techno-beat, som fungerer sensuelt pulserende, dikterende og giver os åndenød, når hun start-stopper det for at udstanse sit sært berusende »only an expert can deal with the problem«. For så at opbygge det til et omkvæd med mindelser om Pet Shop Boys (eller er det omvendt?). Og der er referencer til masseødelæggelsesvåben, diskussion af den kunstige skabelse af problemer i Oprahs talkshow, og der er visdomsordene »sometimes the solution becomes the problem«.
Lugten af brændt hud
Og der er hendes sublime, talte fortælling – åh denne diktion, denne diktion – om da hun som 12-årig ramte ved siden af en swimmingpool og brækkede ryggen. Man gribes af fornemmelsen af hendes genoplevelse af hospitalet, hvor hun hverken kunne gå eller tale. Og hvor brændte børn roterede i væskebade. Den fortælles i løftet stemning. Men. »There was always something weird about telling the story. Like something was missing«. Og så genkalder hun sig, hvordan hun en dag, mens hun fortæller historien, transporteres tilbage til dengang, på hospitalet. Og hun husker pludselig for fuld styrke lugten af brændt hud. Og lydene. »The sound of children dying«.
Hun indprenter os den uhyggelige morale, at hun rengjorde sin historie, som sygeplejerskerne fjernede sporene af afdøde børn. »You tell your story () and you hold on to it. And every time you tell it, you forget more«.
Om historien er sand eller ej, så indrammer den et hovedtema denne aften. Måden vi fortæller vores liv, former det gennem ord, og hvordan hukommelsen rengør uden for vores kontrol. Også uden for Lou Reeds kontrol. Tag bare teleprompterens genkaldelse af Reeds fortid, som glider over skærmen, videre og væk. Gør plads for nye ord, sanglinie for sanglinie. Måske er sætningerne allerede uden for hans hukommelses rækkevidde, efter at de er gledet væk igen?
Måske har stofmisbruget og/eller alderen og/eller de institutionelle overgreb indhentet Reed: »They put the thing down your throat so you don’t swallow your tongue, and they put electrodes on your head. That’s what was recommended in Rockland County then to discourage homosexual feelings. The effect is that you lose your memory and become a vegetable. You can’t read a book because you get to page seventeen and have to go right back to page one again,« som han fortæller om sin oplevelse af hospitaler og af elektrochok-terapi i Please Kill Me: The Uncensored Oral History of Punk (læs den på googlebooks).
Publikums hukommelse er også i fuldt spil, når to aldrende og så agtværdige kunstnere står på scenen. Vores erindring kan ikke andet end blive lagt ned over Lou Reed- og Velvet Underground-sangene, og det forstørrer givetvis den musikalske værdi i nuet i statsradiofoniens nye gemakker. Så når Laurie Anderson giver sig i kast med »Pale Blue Eyes«, så sker det i en dialog med den kollektive musik-arv og publikums individuelle oplevelser og personlige tilskrivninger til sangen. Og det er et smukt øjeblik.
Og så slutter koncerten: Der bukkes, Reed med armene støttende mod lårene. På gensyn. Og vi får ekstranumrene »The Lost Art of Conversation« og Velvet Underground-tilbuddet om narcissistisk tosomhed »I’ll Be Your Mirror«, begge passende sunget som duetter. Og det er nok. Det har været en fin aften. Men også anstrengende: Det var vemodigt at se Reed vaklende. Man har spidset ører for at orientere sig i det gode, men af og til også umage møde mellem to store personligheder. Man har forsøgt at navigere i fortolkningerne af Lou Reeds sange og at følge hvert ord i Laurie Andersons fremragende fortællinger og monologer. Det er hendes ord, jeg vil gemme på, når natten forsøger at trække glemselen over mit hoved.