Først i 80’erne var der japanere, som skrev bøger om dansk ældrepleje, om hvor god en omsorg man fik på plejehjem, hvor omfattende hjemmehjælp ældre fik i eget hjem osv. Der rapporteredes også, at der ikke fandtes nogen fast sengeliggende ældre i Danmark, hvilket gjorde kolossalt indtryk på os japanere, for dengang havde vi i Japan flere hundrede tusinde fast sengeliggende ældre.
Siden da besøgte mange japanere Danmark (og Sverige) for at lære om ældrepleje. Jeg var også heldig at komme på besøg på flere plejehjem, ældreboliger, dagcentre osv., da jeg læste på RUC i 1990-1991. Som alle andre japanere blev jeg vældig imponeret over, hvor godt ældreplejen var indrettet og så den som et forbillede for japansk ældrepleje. Det var uden tvivl den oplevelse, der fik mig til at fortsætte med at læse om ældrepleje i Danmark og i Japan - og siden da rejste jeg til Danmark hvert år for at lave feltarbejde.
I Japan har vi en lang tradition for at familien tager hånd om ældre. Det er typisk ældste søn - eller rettere sagt sønnens kone, der ofte er husmor, som passer de ældre i familien, idet næsten halvdelen af de ældre bor sammen med deres børn i Japan. Derfor har vi ikke udviklet offentlig ældrepleje. I de seneste år er der imidlertid flere kvinder, som går på arbejdsmarkedet, og flere ældre, som bor alene eller med sin gamle ægtefælle. Vi er på vej til at udvikle en ældrepleje, hvor behovene dækkes uden børnenes medvirken, selv om der er lang vej endnu.
Den japanske filminstruktør Sumiko Hata lavede først i 1990’erne en dokumentarfilm om dansk og svensk ældrepleje. Den viste blandt andet, hvordan en handicappet ældre dansk mand, som sad i kørestol, kunne fortsætte med at bo alene i eget hjem med hjælp af hjemmehjælp. Han fik besøg af hjemmehjælperen 10 gange om dagen og det virkede, som om han var tilfreds med sin hjælper, som han omtalte som værende dygtig. F.eks. da hans gode ven kom på besøg, lavede hjemmehjælperen kaffe og snakkede sammen med dem. Den film vakte stor opmærksomhed i Japan - dér blev Danmark igen vores forbillede.
Selv om dette indtryk hos os ikke har ændret sig så meget, hører vi dog nu om dage også om de negative tendenser i dansk ældrepleje. Når jeg er i Danmark for at lave undersøgelser, oplever jeg ofte selv, at tingene er blevet anderledes: Skandalerne om plejehjem, hvor ældre blev behandlet dårligt, samt om alt for meget bureaukrati og central styring i plejesektoren. Budgettet i ældreplejen er skåret ned, og der er ikke plejepersonale nok til ældre.
Hvad kan der gøres ved det?
Her vil jeg gerne komme ind på begrebet ‘følelsesmæssigt arbejde’. Det er en terminologi, som den amerikanske forsker A. R. Hochschild indført i sin bog The Managed Heart (1983). Mange medarbejdere i servicesektoren udfører følelsesmæssigt arbejde (psykisk pleje), som går ud på at få andre til at føle sig godt tilpas, men hvor man altså derfor nogen gange er nødt til at kontrollere sine egne følelser. Det er hårdt arbejde og kan føre til en negativ psykisk tilstand - blandt andet udbrændthed, fordi medarbejderne ikke kan adskille arbejdsmæssige følelser fra egne følelser, som Hochschild skriver. Dog er det netop det arbejde, som skal prioriteres højt i arbejdet med ældre. Tidligere socialminister Bent Rold Andersen (R) skriver i sin artikel i bogen Ældre i Danmark hvis ansvar? (Gyldendal, 2001): »Hjemmepleje og plejehjem drejer sig om andet og mere end at gøre rent og hjælpe med personlig hygiejne. Den gode hjemmehjælper kommer fast i det enkelte hjem og lærer både den ældre og de nærmeste pårørende at kende … Hun er opmærksom på, om den ældre har behov for fællesskab og samvær med andre.«
Hvordan kan man prioritere/sikre følelsesmæssigt arbejde i ældreplejen?
Først og fremmest skal plejepersonale have tid. Tid nok til at sidde hos de ældre og lytte til dem. Dernæst er det også væsentligt, at hjemmehjælpere har indflydelse på, hvordan den tildelte tid skal bruges hos ældre. Man skal selv kunne bestemme inden for en vis ramme, hvad man skal hjælpe den ældre med. Hvis den ældre er ked af det og vil snakke med hjemmehjælperen, så er det jo bedst, at hjemmehjælperen gør det i stedet for at gøre rent, som der ellers står i beskrivelsen af tildelt hjælp. I virkeligheden er det svært at realisere, dels fordi det kniber med tid, og dels fordi der nu er så meget bureaukratisk styring i plejesektoren. Hochschild peger på, at speed-up på arbejde umuliggør det følelsesmæssige arbejde i omsorgen, og at det kan føre til stress og træthed.
I japansk ældrepleje har vi indført et nyt plejesikringssystem i år 2000 med standardiserede visitations- og behovskriterier, hvilket resulterede i, at ældres virkelige behov og den hjælp, de får, ikke passer sammen. Det ser ud til, at man ser samme tendenser i Danmark med henblik på standardisering af plejen, ‘fælles sprog’, kvalitetsstandarder, ‘frit valg’ m.m. Jeg forstår, at det alt sammen blev indført for at give en præcis beskrivelse af serviceniveau, såsom at sikre ensartede afgørelser om hjælp til ældre med samme behov inden for samme kommune og at give ældre kendskab til deres rettigheder og frihed til at vælge.
Det er faktisk et stort fremskridt i dansk ældrepleje, dog må man tænke sig lidt om. Findes der egentlig to mennesker med samme behov? Alle mennesker er forskellige, og det er en forudsætning for individualisering af ydelserne i omsorgsarbejdet.
Dernæst spiller gode relationer til kollegaer og ledere en vigtig rolle for at plejepersonale kan udføre følelsesmæssigt arbejde i ældreplejen.
Medarbejdere i ældreplejen udtrykker selv i en del danske undersøgelser, hvor vigtigt det er med forholdet til kollegaerne. De vil til daglig snakke om deres arbejde med kollegaerne og også med ledelsen, især når arbejdet er hårdt og med direkte brugerkontakt. Supervision på arbejdspladsen, hvor medarbejderne får råd, vejledning og støtte, er også nyttig. I en japansk undersøgelse viste det sig, at supervision på arbejdspladsen i plejesektoren kan forebygge stress og udbrændthed. I den forbindelse vil jeg nævne, at mentorordning i ældreplejen, som Svendborg Kommune indførte i 2007, var et vældig godt tiltag, som gavner nye medarbejdere og ældresektoren i det hele taget.
Men det kniber med tid til at mødes med kollegaer og ledere. Så vidt jeg ved, har nogle kommuner i Danmark skåret ned på tid til møder for at effektivisere. Naturligvis forstår jeg, at ‘bare 30 min. pr. dag’ ender med store personaleudgifter, men man risikerer, at det går ud over medarbejdernes psykiske tilstand.
Man har snakket meget om kvalitet i ældreplejen i de senere år både i Danmark og i Japan. Det følelsesmæssige arbejde, som medarbejdere udfører, er netop en kernekvalitet i omsorgen. Det er svært at måle og derfor svært at dokumentere.
Jeg har dog også set lyspunkter i dansk ældrepleje. Flere gange inden for det sidste par år har jeg fulgt med hjemmehjælperen rundt til ældres hjem og observeret deres arbejde. Det virkede som om, hjemmehjælperne havde tid til at snakke med de ældre og deres familie, lyttede til dem og hyggede sig sammen med dem. Da jeg spurgte hjemmehjælperne, så sagde de ofte: »Det skulle jeg faktisk ikke have gjort, hvis jeg havde arbejdet efter reglerne« eller: »Jeg er bag ud i tid, men det gør ikke så meget« og lignende. De bryder altså en gang imellem reglerne, men på en positiv måde.
Jeg mener, at den detaljerede styring af systemet udhuler det følelsesmæssige arbejde, hvilket er et stort problem. Medarbejderne bør få mest mulig indflydelse og fleksibilitet i udførelsen af netop dette meget vigtige arbejde.
Japanerne betragter stadigvæk Danmark som et forbillede for ældrepleje. Man ser stadig en del artikler og bøger, hvor Danmark beskrives som et foregangsland. Men hvor længe vil japanerne blive ved med det? Det ironiske er jo, at Danmark reelt er i færd med at udhule det, som japanerne kunne lære af.
Nobu Ishiguro er lektor på Research Institute for World Languages, Osaka University, Japan