Hvornår er man kønsmoden? Når man fremstår som et modent og ansvarsbevidst menneske? Rent basalt når man er i stand til at avle? Eller er det, når man endelig tør stå ved og erkende sit køn?
Mennesker er nogle flygtige og overfladiske dyr, for hvem de dybere sanser og meninger er et ubekendt begreb. Hvis du har to hyacinter, så sælg den ene, og brug indtægten som føde for dit legeme; men gem den anden som føde for din sjæl. En sætning, hvis dybere mening går hen over hovedet på de fleste. Devisen er: Har du to hyacinter - sælg dem begge og lad pengene yngle!
Hvad er så dette aparte med legeme og sjæl? Noget, vi har svært ved at forholde os til. Det er underligt. For når det drejer sig om æg, er de fleste mennesker ret afklarede i deres synspunkter. Æg kan være små eller store - i mange farver. Det, som interesserer os, er indholdet. Vi er da ligeglade med æggets skal. Det er det indeni, som tæller. Farver, form - hvad gør det. Det vigtigste er at få skallen til at krakelere, så vi kan se æggets egentlige substans. Bekymrer vi os om indholdets køn? Nej; men substansen er vigtig.
Med et så enkelt syn på æg da er det underligt, at så mange, når det drejer sig om andre mennesker, tillægger skallen så megen værdi. Nu er det utroligt vigtig, om farven er hvid, brun, sort eller gul. Det er om ikke at bryde skallen for virkelig at komme ind bag facaden. Substansen har med et trylleslag mistet sin betydning.
Midt i denne vurderingsmodel står de transseksuelle. De hører ikke til i nogen af grupperne. Substansen har de tilfælles med den ene gruppe, og skallen har de tilfælles med den anden. Jeg skriger ud: »Vær dog fornuftig, det er indholdet, der er vigtigt. Skallen betyder intet. Jeg er en pige!«
De fleste mennesker bliver pludselig bange for at blive konfronteret med indholdet krænget ud over skallen. Nu bliver skallen deres holdepunkt. Det er, som om denne facade skal bestemme det hele. Vel er det praktisk. Ved fødslen bliver vi registreret på grundlag af vores ydre. Vi bliver kønsbestemt, målt og vejet. Alt bygges op omkring en skal, som egentlig intet betyder.
Der tales og skrives meget om transseksuelle. Medierne har fået de fleste transseksuelle med på vognen omkring sexet undertøj, make-up samt jagten efter en mand. Men det, som er mareridtet, er hverdagen med alle dens forhindringer og fortielser. Om dengang man var 13 og ikke kunne forstå, at ens bryster ikke blev så store som de andre pigers.
At sidde foran spejlet i timevis og indøve ens fars bevægelser, så man kunne bevæge hænder og krop som en rigtig mand. Det at jeg altid sidder ned på toilettet, jeg nægter at røre ved dette fremmedlegeme.
De gange, hvor jeg har snøret penis så kraftigt ind, at blodmanglen kunne føre til en koldbrand med en deraf følgende fjernelse, hvor jeg i sidste øjeblik skærer båndene over, fordi det hele skal bruges til at danne kvindelige kønsorganer. Alle de gange, jeg har brugt formuer på tøj og makeup, for atter at smide det væk. Det var jo ikke normalt, at en dreng havde sådan noget. Da jeg ofte sneg mig ud i ly af mørket, for i et par timer at kunne gå klædt som pige.
Også alle de frustrationer i skolen - alle sygesedlerne, fordi jeg ikke ville have gymnastik, det var jo umuligt at vise sig nøgen i badet foran drengene. Sidst, men ikke mindst, da jeg som ganske ung blev smidt på den lukkede psykiatriske afdeling med stærkt psykotiske mennesker, blot fordi jeg var en pige - fordi jeg havde fået en forkert skal.
Det er alt det, som det handler om. Det er det, som er så svært at forklare; men som, sammen med folks fordømmelse og nedladenhed, gør den transseksuelles liv til et helvede.
Endelig bliver jeg kønsmoden. Endelig beslutter jeg mig for at leve livet som den pige, jeg er. Skallen sprænges, og den indestængte substans: sjæl, meninger, blomme og hvide, flyder over i en sand rus, måske på vej hen for at krybe i en skal, som passer til indholdet - på vej til at blive et helt menneske. Her kommer mit eget paradoks så frem i lys lue. På det tidspunkt, da jeg er på vej til at blive frigjort fra ét handicap, kryber jeg over i et andet. Det viser sig nemlig, at min nye skal sidder i en kørestol, lam i benene efter en arbejdsskade. Det er absurd, at dette lige skulle ske?
Tænker jeg efter, så er det måske alligevel ikke så galt. Jeg er gået fra at være svært handicappet til kun at være gangbesværet. Dette at være låst inde i en forkert skal - at skulle lægge mit liv til rette efter folks meninger om mit køn, at være fastlåst og bundet i et hylster af snærende bånd, som forhindrede mig i rigtig at leve. Det er et handicap, som er uovervindeligt. Sammenligner man det med at sidde med genstridige ben i en kørestol, så kan jeg sige, at nu er det kun benene, som ikke kan styres. Resten af min krop er på vej til at få sin frihed - på vej til at leve som den person, jeg virkelig er. Om jeg vil bytte? Niks! At være en pige i kørestol med genstridige ben er vand ved siden af dette at være fysisk mobil, men lammet i sjælen.
Berøringsangsten, viljen og evnen til at kunne sætte sig ind i vores situation gennemsyrer samfundet. Selv blandt de mennesker, der burde gå forrest og gennembryde barrierer, er der snæversyn og vaklende holdninger. Hvorfor skal politikerne bestemme, hvad jeg er? De forholder sig entydigt til skallen uden at se på det hele menneske. Det burde være en menneskeret at bære et navn, der svarer til det køn, man har mellem ørerne. Ydermere burde juridisk kønsskifte være en formssag. Hvad tror politikerne egentlig? At horder af mennesker vil ændre navn og køn? Det vil ikke ske.
Jeg har altid været pige. Jeg føler ikke, at jeg er en pige. Jeg vil ikke gerne være en pige. Jeg ER en pige. Det er ikke noget valg, det er bare sådan. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at være en mand. Jeg har aldrig været det.
Danskerne tror, vi er i førerfeltet; men vi halter bagefter mange andre vestlige lande. Vi har da sexologisk klinik på Rigshospitalet? Ja, af navn, men ikke af gavn. Problemet er, at de heller ikke helt har forstået, hvad de har med at gøre. I starten af halvfjerdserne sagde lægen derinde rent ud sagt til mig, at jeg »skulle være glad for at være født i en mandekrop, for det var langt bedre at være en mand end en kvinde!«
Nu tror man måske, at vi omsider er nået videre. Nej desværre. Jeg har hørt, at en transseksuel kvinde blev bedt om at tage tøjet af foran et spejl. Lægen sagde så: »Se! Du ser ud som en mand, ergo er du en mand!« Utroligt! Er man virkelig ikke kommet videre end på Ludvig Holbergs tid? Jeg mener, det er i skuespillet Erasmus Montanus, der falder de berømte ord: »En sten kan ikke flyve, lillemor kan ikke flyve, ergo er lillemor en sten.«
Politikerne er af samme mening. De siger til de transseksuelle mænd: »Mænd har en penis, du har en penis, ergo er du en mand.« Og til transseksuelle mænd: »Kvinder har en skede, du har en skede, ergo er du en kvinde.«
Når man tænker på, hvor komplekst livet er, så er det utroligt, at politikerne og sexologerne kan simplificere en så mangefacetteret udfordring?
I dag, hvor mennesker praktisk talt i alle andre situationer accepterer et andet menneskes holdninger til farver, smag, velfærd, stil, social retfærdighed, politik og miljø med mere - så er det da utroligt, at man ikke accepterer, når et andet menneske fortæller dig: »Jeg er en kvinde«, eller »jeg er en mand« uden at skele til, hvad man ser. For at bruge det eneste udtryk, som politikerne på Christiansborg kender: Det er fuldstændigt uacceptabelt.
Min store drøm er, at mennesker vil være i stand til at betragte medmennesker, som de betragter æg. Pyt med skallen - farver betyder intet. Det, der er vigtigt, er indholdet. Det betyder noget for mig, om det er hårdkogt, blødkogt eller spejlæg. Andet er ligegyldigt. Sådan ser jeg på jer. Lykkedes det mig med denne artikel at få jeres skal til at krakelere en lille smule, håber jeg på at få et glimt af indholdet. Skulle jeg være så heldig at skimte sjælen, må jeg da være i den lykkelige situation at kunne sige:
»Jeg ser den, og den holder en hyacint i favnen!«
Marianne Hansen er forfatter og har desuden arbejdet som freelancejournalist. Ud over bøger har hun lavet tekster til revyer. Marianne Hansen er et pseudonym. Kronikørens rigtige identitet er redaktionen bekendt