Da jeg fortalte min far på 87, at jeg skulle med familien i en hytte til Sverige, kunne han straks se gentagelsen for sig. Han fortalte historien om, at vi som børn altid var i Sverige eller Norge og boede i en hytte tæt på en sø eller elv, hvor vi kunne bade. Jeg kan stadig se den brusende og iskolde elv for mig; hvordan tåen blev sat forsigtigt ned - inden man gav fanden i det hele og bare kastede sig ud og bagefter stod i solen hyllet ind i et stort håndklæde. Min mor sad på en varm klippe og så det hele ske.
Hytten er næsten rigtig. Den ligger lidt for tæt på naboerne til at opfylde hele mindet. De har også en hund, der ikke kan lide børn. Jeg har tre børn. Græsset er klippet så pænt, at jeg føler trang til at samle spånerne op, når drengene har snittet pinde med deres spejderdolke. Sverige er blevet mere plysset, tænker jeg. Men det er Sverige. Her er skove og stier. Og en sø.
Jeg pakker bilen ud. Burde børnene ikke hjælpe her? Hjalp vi? Min kone fylder køleskabet. Jeg tænder grillen. Drengene ser en dvd.
»Nu skal vi rigtig hygge,« siger min kone.
Hun er ikke vild med denne tur. Hun vil have luksus, siger hun. Vi kæmper en ideologisk kamp om at definere rammerne for ferien. Jeg vinder ofte: Vi har sovet fire mand i et tremandstelt på Bornholm. Vi har boet på sovesale i Andesbjergene med tre børn og en snigende skimmelsvamp. Dagen efter måtte hun som kompensation have tapas og god rødvin på femstjernet hotel. Inden vi kunne rejse videre.
Min kone er som barn faldet i søvn på stammadrassen i baglokalet på forældrenes foretrukne restaurant. Hjemme hos mig stegte vi kartofler i en tønde.
Naboen med hunden har udendørs spa. Spaen står yderst på klippesiden med udsigt direkte ud over søen. I Sverige er CO2-regnskabet ikke så påtrængende endnu, fordi strømmen er billig Spaen er 38 grader celsius hele året rundt.
»I får gerne låne den!« siger svenskere, der er lige så flinke som dengang.
Snart forenes det primitive liv ved svenske skove med forestillingen om luksus. Jeg ser med bekymring, at alle tre drenge nyder den varme spa mere end den kolde afvaskning i søen.
Engang vil mine børn genskabe mindet om deres barndoms ferier for deres børn, tænker jeg og føler mig allerede en anelse ensom.
Øjvind Hesselager var inviteret i svensk hytte af Smålands Turism.