I december 1991 gik jeg op på Ekstra Bladets redaktion og spurgte, om de havde lyst til at sende mig ned på Balkan for at rapportere fra den krig, der var startet nogle måneder før. Det var krigens første fase, hvor Kroatien krævede løsrivelse, og Serbien svarede igen med etniske udrensninger, massakrer og omringning af byer, et mønster, der skulle blive gentaget i endnu større skala nogle måneder senere, da nabolandet Bosnien gjorde op med de storserbiske magtfantasier. På det tidspunkt var der endnu ingen, der forstod, hvad der foregik, og næsten alle kommentatorer forsøgte at holde sig grusomhederne fra livet ved enten at stemple dem som udslag af et middelalderligt vanvid eller som udtryk for så komplekse samfundsforhold, at ingen udenforstående iagttager havde nogen jordisk chance for at forstå dem, endsige tage stilling til dem. Jeg forstod heller ikke krigen. Det var andre motiver, der drev mig, da jeg foreslog Ekstra Bladet en artikelserie med titlen ‘Jul ved fronten’. Jeg var på flugt fra en skilsmisse, der havde efterladt mig i et tomrum. I en blanding af naivitet og kynisme, der, når jeg i dag ser tilbage på den, nærmest forekommer mig frivol, forestillede jeg mig, at en god portion skræk ville være en effektiv kur.
Ekstra Bladet havde kort tid før haft en reporter på rejse i Kroatien, og da journalister kun havde bevægelsesfrihed på den kroatiske side af fronten, var der en temmelig stor risiko for, at jeg ville ende med at fortælle samme historie en gang til. Det mente avisens daværende chefredaktør Sven Ove Gade imidlertid ikke. »Du er forfatter,« sagde han til mig. »Du bruger dine sanser. Du skal fortælle læserne, hvordan de døde lugter.«
Det var, hvad jeg gjorde. Jeg fortalte Ekstra Bladets læsere, hvordan de døde lugter, og jeg kunne fortælle dem, at de ikke lugtede særligt godt.
Jeg gjorde også noget andet. Jeg fortalte dem en historie om kamp for løsrivelse, frihed og uafhængighed ført af ganske almindelige, oftest unge mennesker, der pludselig befandt sig midt i en krig, som var lige så skræmmende og overraskende for dem, som den ville være for enhver af os. Som dagene blev til uger kom jeg til at sympatisere med kroaterne.
Jeg var godt klar over, at de fleste af dem, jeg talte med, var højreorienterede, måske endda nationalistiske, og at den frihed, de drømte om, ikke på alle måder lignede det demokrati, jeg kendte til. Jeg havde læst Salman Rushdies frontberetning fra Nicaragua, Jaguarens smil, hvor han betegnede det nyetablerede sandinist-styre som »et ufuldkomment, venstreorienteret demokrati«, et meget præcist udtryk, som jeg overførte på Kroatien, idet jeg mente, at det, kroaterne kæmpede for, var, hvad jeg kaldte »et ufuldkomment højreorienteret demokrati«, altså ikke noget idealsamfund, men dog altid bedre end det storserbiske diktatur med dets blodige undertrykkelse.
Det var ikke, fordi jeg brugte mine sanser og lugtede til de døde, at jeg nåede frem til denne konklusion. Ekstra Bladets korrespondent havde rejst den samme rute som mig. Han havde også brugt sine sanser og mærket lugten af død, men han var nået til den modsatte konklusion. Han havde talt med de mest ekstreme mennesketyper, som der midt i en krig altid synes at være en overflod af, mennesker, der elsker den hidsende følelse af geværets magt, af kaos og opløsning. Disse mennesker havde bekræftet ham i, at krigen er meningsløs, og at der i en kamp- zone kun findes to slags mennesker, bødler og ofre.
Vi forholdt os til de samme kendsgerninger, men vi nåede til to vidt forskellige konklusioner. For den ene af os åbenbarede krigen en afgrund af afstumpethed, og derfor havde ingen af krigens parter retten på deres side. Det var ikke sådan, at jeg ikke også så krigens kynisme. Men jeg fandt også en længsel efter frihed i den, og derfor endte jeg med at skrive en helt anden historie. Ingen af os løj om krigen. Vi vægtede blot dens aspekter forskelligt, måske fordi vores menneskesyn var forskelligt.
Da jeg nogle år senere alene rejste jorden rundt, forestillede jeg mig hele tiden, at jeg havde en usynlig rejsekammerat, en kameramand fra CNN. Jeg havde truffet en beslutning, som var så tæt på en arbejdsmetode, som det nogen sinde lykkedes mig at komme. Hver gang han så til højre, ville jeg se til venstre. Hver gang han gik til venstre, ville jeg gå til højre. Det var mit svar på mediernes billede af Den Tredje Verden. Jeg vidste allerede alt om den meningsløse blodsudgydelse, de endeløse borgerkrige, flygtningemasserne på flugt gennem afsvedne landskaber, for det er sådan, den overvældende del af menneskeheden, som befinder sig i Den Tredje Verden, altid fremstilles på tv-skærmen. Jeg ønskede at finde ud af, hvad der holdt sammen på disse menneskers liv, frem for alt når deres tilværelse brød sammen, og de måtte slippe enhver forbindelse til en normal tilværelse. Det var ikke blot den stædige vilje til at holde ud, der interesserede mig, det var i lige så høj grad alle de drømme og håb, den kærlighed og det fællesskab, der sikrer, at livet fortsætter. Jeg søgte efter de steder, hvor livet stædigt begynder igen midt i ødelæggelsen.
Ser man nærmere efter har stort set alle reportager fra Den Tredje Verden samme dramaturgi som en action-film fra Hollywood. I sit vittige essay Voldens Budbringere - action-filmens metafysik viser den tyske filosof Peter Sloterdijk, hvordan action-filmen med sin handling altid viser tilbage til den arkaiske erindring om en forhistorisk eksistens, hvor vi som art stadig var i nærkamp med naturen. De første hundredtusind år efter at vi var kravlet ned fra træerne og havde erhvervet det tobenede dyrs elementære færdigheder, tilbragte vi ikke som homo sapiens, det tænkende menneske, men i fuldt firspring, som det løbende menneske, der desperat forsøgte at stikke af fra de afrikanske sletters rapfodede rovdyr.
Det næste trin i vores udvikling som art fandt sted, da vi drejede hovedet, holdt op med at sprinte og i stedet gjorde front mod vores forfølgere, idet vi smed et eller andet i hovedet på dem. Først en sten, så et spyd og endelig - meget senere - kugler affyret fra et gevær. At løbe og kaste - disse to basale, forhistoriske aktiviteter er de klassiske, bærende ingredienser i Hollywoods action-film, der for evigt fejrer det øjeblik, da mennesket fra et jaget bytte forvandler sig til jægeren.
Den samme fiksering på det arkaiske præger rapporterne fra Den Tredje Verden. De mange milliarder, der befolker de tre kontinenter, Afrika, Asien og Latinamerika, dukker kun op tv-skærmen for at optræde i action-filmens to hovedroller, som løber eller kaster, bytte eller jæger: flygtninge på flugt fra bevæbnede mænd eller de bevæbnede mænd selv, krigsherrer, oprørere eller hensynsløse regeringssoldater, der skyder løs efter ordre fra korrupte diktatorer. Sjældent om nogen sinde får indbyggerne i Den Tredje Verden lov at optræde uden for deres foreskrevne rollefag. Opfører de sig som homo sapiens, det tænkende menneske, forsvinder de med det samme ind i den moderne medie-verdens version af Hades, en tusmørkezone, hvor usynligheden venter på dem.
Mellem Talebans fald og deres senere genopstandelse hørte eller så vi næppe noget til afghanerne. Først da de faldt tilbage i deres tilsyneladende foretrukne aktiviteter, at løbe og kaste ting i hovedet på hinanden, var de i stand til at genvinde vores opmærksomhed, især da de oven i købet begyndte at sigte efter os. Mediedækningen af evighedskrigen i Afghanistan bekræfter os i en eneste ting: Afghanerne magter ikke andet end at gentage det forhistoriske menneskes begrænsede handlingsmønstre.
Om de åndeligt højt udviklede burmesere, der i mere end et halvt århundrede har levet under en brutal og inkompetent militærjuntas åg, ved vi praktisk taget ingenting, undtagen ved de få lejligheder, hvor munke i mørkerøde kutter får deres glatbarberede hovedskaller læderet af geværkolber, eller endnu en ødelæggende stormflod skyller ind over Irrawaddy Flodens delta. Når de sønderslåede munke trækker sig tilbage til deres klostre og de oversvømmede landsbyer igen dukker op af vandet, trækker vores opmærksomhed sig også tilbage.
Ingen forudså tøbruddet i Teheran. De underjordiske strømninger, der må være gået forud for det, samlede sig aldrig til nogen medieegnet historie. Hvor slutter action-filmen, og hvor begynder verdenshistorien? Hvad er politik?
Hvordan kan det være, at vi altid falder i et baghold af uforudsete begivenheder? Er det fordi, vi kun sjældent træder ind i den tusmørkezone i menneskesindet, hvor livet leves fra dag til dag, og intet drama synes at finde sted, der kan gøre sig fortjent til mediernes dækning? Ved vi i en tidsalder, der pralende kalder sig informationsalderen, alt for lidt om hinanden?
Måske burde informationsalderen omdøbes til fortælle-alderen. Fortælle-industrien er en af verdens mest magtfulde. Den omfatter ikke blot Hollywood og de store bestseller-fabrikker, der kalder sig forlag, den omfatter også reklamebranchen og det politiske liv. Du køber ikke kun et æg, du køber også fortællingen om hønen, der lagde det, og dens harmoniske liv på en økologisk farm. Politikere forsøger ikke længere at overbevise dig om rigtigheden af deres program. De sælger dig i stedet en fortælling, der minder om den om hønen på æggebakken. De fortæller dig, hvem du er, og hvor du hører til, og hvis du ikke køber historien, vil deres rådgivere, også kaldet spindoktorer, ikke sige til dem, at de er nødt til at finde bedre løsninger på samfundets mest presserende problemer. De vil i stedet forklare politikerne, at det, de mangler, er en overbevisende fortælling, idet de hele tiden benytter sig af den sprogbrug, der gør det klart, at den moderne politiker ikke hører hjemme i et parlament, men på markedspladsen.
Hvad er en fortælling? I den snævre litterære betydning af ordet er en fortælling en kædereaktion af begivenheder af stigende dramatisk intensitet. I centrum står en hovedperson, som tvinges ud i vanskelige valg, indtil han i en sidste afgørende beslutning må satse alt og dermed bevise for verden hvilke værdier, han sætter højest. I en bredere forstand giver en fortælling form og mening til en tilsyneladende kaotisk verden. Tilfældighed bliver til orden, begivenhedernes ukontrollable strøm har i sidste ende en retning og et mål.
Som medlem af et fællesskab kan du blive en del af en fortælling, som er større end dig selv: Så er fortællingen opgraderet til religion eller ideologi, leverandør af den helende kraft, der kalder sig identitet og håb.
De store fortællinger er filosoffernes betegnelse for religion og ideologier, eller rettere, det var, hvad de døbte dem i samme sekund, de skrev deres nekrolog, da Berlinmuren faldt, og truslen fra de totalitære verdensbilleder syntes at forsvinde.
Globaliseringen, der nu var befriet for de lænker, Den Kolde Krig havde lagt på markedets amokløb, reducerede politik til pragmatisk administration af en udvikling, der under alle omstændigheder var ude af kontrol. Fra en kamp mellem rivaliserende ideer om udformningen af samfundet blev politik et maskebal, hvor alle promenerede nye kreationer på et ideologi-frit milleniums catwalk. Neoliberale forsvarede velfærdsstaten, socialdemokrater blev fortalere for privatisering, højreorienterede gik ind for kvinders rettigheder, venstreorienterede udgjorde pludselig en helt ny fløj, de desorienterede. Kun en ting forenede dem: en stakåndet jagt på en ny fortælling. Det er den politiske fortælle-industris paradoks: De store fortællinger kollapsede, men behovet for dem gjorde ikke.
Al Qaeda vidste det, Midtvestens kristne vidste det, de neokonservative, der planlagde korstoget i Irak, vidste det, og hver for sig satte de sig for at genoplive de store fortællinger. I ingen af tilfældene lykkedes det. Typisk for alle disse genoplivningsforsøg er, at de ikke er i stand til at skabe fællesskab hverken globalt eller inden for rammerne af den enkelte nation. De samler ikke, de polariserer. De stabiliserer ikke verden, de destabliserer den. De opbygger intet, de efterlader sig kun ruiner. Ingen af disse bevægelser har været i stand til at gennemtvinge nogen virkelige forandringer eller skabe et handledygtigt flertal i nogen befolkning. Ingen af dem er sande arvtagere til nogen stor vision. De er blot senmodernitetens stedbørn på jagt efter en tabt fortælling. Snarere end revolutionære er de sårede, forvildede egoer.
Journalistikken er uundgåeligt en del af fortælle-industrien, og derfor bliver den ofte bebrejdet, at den svigter sin vigtigste opgave, at informere, til fordel for en sekundær opgave, at underholde. Når journalistik bliver til cirkus, har det alvorlige konsekvenser for borgeren i et demokrati. Han lammes i sin handleevne, fordi han holdes hen i uvidenhed om verden og derfor er ude af stand til at danne sig en holdning til den. Ikke blot er underholdning i medie-kritikernes øjne per definition overfladisk, det rene vrøvl ender uundgåeligt med at dominere nyhedsbilledet, fordi paradokserne mand bider hund, kvinde voldtager mand altid vil finde et større publikum end en kulegravning af Den Internationale Valutafonds komplekse lånepolitik.
Det kunne se ud, som om der er en alvorlig konflikt mellem information og underholdning, men problemet er langt mere indviklet og handler i virkeligheden ikke om hjernedød underholdning over for hjernekrævende information. Det handler i stedet om forholdet mellem fortælling og kendsgerninger, eller for at formulere det mere præcist: om vores behov for historier og vores behov for sandheden.
Uformidlede informationer gør ikke meget indtryk. De kan endog virke fuldstændig uforståelige, hvis de ikke sættes ind i en sammenhæng. Uundgåeligt råber de på en fortolkning. Helt af sig selv begynder de at omgruppere sig for til sidst at udgøre en fortælling. Selv videnskabsmænd ved det. Stephen Hawkings berømmelse skyldes ikke kun, at han er trængt dybere ind i universets hemmeligheder end nogen før ham. Hans visne stump af en krop med den leddeløse hals og et tungt hoved, der hvert øjeblik ser ud til at kunne falde ned i skødet på ham, er i sig selv en klassisk fortælling om åndens sejr over kroppen, og det er denne fortælling, der er med til at skabe hans berømmelse. Vores behov for historier er universelt. De fortæller os, hvem vi er. Vores behov for kendsgerninger er mere historisk specifikt: Kendsgerningerne fortæller os om den verden, vi lever i, og denne viden er demokratiets grundlag: uden viden om verden kan vi ikke handle som borgere.
I selve ideen om en journalistik, der ikke kun repræsenterer sin læser for kendsgerninger, men også fortæller ham en historie, er der en konflikt, der ikke kan løses, og som heller ikke skal løses, for journalistikken vil blive ringere af det. En overbevisende historie er ikke nødvendigvis sand. En god fortæller benytter sig af de samme kneb som en god løgner. Et talent for fiktion er ingen garanti for god journalistik, ligesom litteraturhistorien er fuld af eksempler på gode journalister, der viste sig at være elendige forfattere.
Skal journalisten altså bare holde sig til kendsgerningerne? Sagen er, at han eller hun ikke har noget valg. Reportagen bliver helt af sig selv til en historie, og det er kun et problem, hvis journalisten taber blikket for konflikten mellem den fortællende journalistik og den undersøgende. Sandheden kan ofte sabotere en god historie på samme måde, som gode historier kan fornægte sandheden til fordel for myten.
Virkeligt nyt land erobrer journalistikken kun, hvis den indser, at der findes mere end én måde at fortælle en historie på, og at action-filmens dramaturgi ikke er den eneste. Mennesker lever på mange andre planeter end Hollywoods.
Fortællingen skal ikke ud af journalistikken. Der i skal i stedet fortælles på nye måder.
Dette er det tredje af Carsten Jensens seks essays om journalistikkens og litteraturens vilkår. De foregående blev bragt 24. juli og 29. juli