Sidst i juni kunne man læse i en række aviser og på nettet, at både Socialdemokraterne og De Radikale ville arbejde for et forbud mod købesex og dermed lægge sig på linje med SF og Enhedslisten. Artiklerne citerede Marianne Jelved således:
»I partiet har der været uenighed om spørgsmålet, men der er en bevægelse i gang, og jeg tror, at vi vil sige ja til et forbud mod købesex.«
Margrethe Wivel, radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, bakkede hurtigt op på sin blog:
»Jeg stiller derfor resolutionsforslag om dette ved vores landsmøde i september og regner med massiv opbakning.«
Det er Marianne Jelved, Margrethe Wivel og andre velkomne til at mene, men der er også gode grunde til at mene, at de tager fejl. Disse og andre prominente radikales udtalelser kan let give det indtryk, at en forbudspolitik er så godt som vedtaget, men det er langt fra tilfældet.
Disse spekulationer ligner forsøg på at kapre partiets linje, i hvert fald i medierne og vælgernes bevidsthed, men linjen er ikke lagt endnu. Og er det overhovedet en fornuftig linje?
Godt nok allierer vi os værdipolitisk med det store S og de populære medie-darlings SF, men kan radikale virkelig gå så meget på kompromis med egen politik?
Et sexkøbsforbud harmonerer meget dårligt med mange radikales opfattelse af partiets værdipolitiske ideologi - det lugter lidt af formynderi. De partimedlemmer, der vægter det ‘liberale’ mindst lige så højt som det ‘sociale’ i socialliberalisme, er ikke parate til at give afkald på de grundlæggende demokratiske - og ikke mindst radikale - kerneværdier: frisind og tolerance. I kraft af den sidste tids medieprofilering kunne man let komme til at tro, at partiet var ved at sælge ud af sine liberale værdier.
Men et parti, der lancerer en tillidsreform med sloganet »Vi tror, du kan selv« har altså en holdning til formynderi og kontrol. Disse værdier sælger man ikke bare ud af, fordi emnet er seksualpolitik. Eller fordi man vil have indflydelse i en kommende S-SF-regering. Ikke uden en kamp.
Der er vist bred enighed om, at interne stridigheder ikke er sunde for politiske partier, især ikke når kampene raser i medierne. Men spørgsmålet her er tvær- partisk, og de værdier, der står på spil, er vigtigere end partistruktur. Frisind er trods alt ikke forbeholdt det ene parti, hellere ikke den ene politiske fløj, og hvis det kræver nye alliancer at forsvare og bevare det, så er dette vigtigere i det lange løb, end hvem der får magten, og hvem de kommer til at dele den med.
Debatten om kriminalisering af sexkøb er præget af ubesvarede spørgsmål.
Hvordan har forbuddet virket i Sverige, hvor sexkøb har været forbudt i 10 år? Hvor godt går det i Norge, hvor forbuddet trådte i kraft i år? Føler de prostituerede at det har hjulpet dem, eller at de nu er endnu mere udsatte?
Der hersker mange forskellige opfattelser og fortolkninger af de få tilgængelige undersøgelser. Og desværre har mange politikere dannet sig en mening uden overhovedet at have snakket med dem, det handler om, eller kigget på de sparsomme undersøgelser, der findes.
Havde man i de undersøgelser kunnet konstatere, at et forbud gav prostituerede bedre forhold, så kunne det måske have været grundlag for en værdipolitisk debat omkring frisind kontra det sociale sikkerhedsnet. Men når det oven i købet ser ud til at gøre forholdene for de prostituerede væsentligt værre, så er det ganske svært at se, hvilke argumenter der ligger til grund for et sexkøbs- forbud ud over moralske.
I forbudsretorikken bliver prostitution præsenteret som et socialt problem. Afspejler dette syn hele virkeligheden eller blot en lille delmængde af en række subkulturer, der sammen udgør fænomenet prostitution? I stedet for at håndtere fællesbetegnelsen ‘prostitution’ som en pærevælling af sociale problemer, bør de særskilte problemer håndteres gennem målrettede tiltag, der differentierer mellem fredelige og frivillige aktiviteter på den ene side og misbrug og tvang på den anden. Det er svært at se et sexkøbsforbud som nødvendigt, gavnligt, eller etisk forsvarligt.
Fortalere for kriminalisering af sexkunder har ikke gjort nok for at begrunde deres sag. Når de ønsker en lovgivning, der vil indskrænke borgerrettigheder, så er det dem, der har bevisbyrden. Vi andre er ikke forpligtet til at præsentere en alternativ sag. Vi er ikke forpligtet til at erkende modstandernes opfattelse af problematikken prostitution eller medgive, at noget burde gøres, i hvert fald ikke før man bedre forstår, hvad der er på spil. For at forsvare borgerrettigheder behøver vi ikke andet end vores skepsis og vores vilje til at stille spørgsmål.
Verdens ældste erhverv - en livsstil og en levevej - er under anklage. Som fortalere for frisind påtager vi os opgaven, at forsvare det. Ikke fordi vi selv er særlige tilhængere af prostitution eller har grund til at tro, at den er et bedre erhverv end så mange andre. Men kun fordi dens skyld ikke er bevist, og indtil da må vi regne den for uskyldig. Som demokratisk samfund er vi forpligtet til at lade enhver tvivl komme den - og de mennesker, der deltager i den - til gode.
Når man ikke kan bevise, at et flertal af prostituerede tager skade af deres erhverv, er vi som demokratisk samfund forpligtet til at antage, at de fleste, der frivilligt vælger erhvervet, har det godt nok med deres valg af levevej, dvs. at de ikke har det væsentligt dårligere end folk i andre erhverv. At nogle har det skidt, enten som følge af arbejdet, noget ved siden af eller noget i forvejen, er ikke en særlig egenskab ved prostitution: Det kan man konstatere hos folk i alle erhverv, dog uden at dette lægger op til forbud. Man forbyder ikke handel med aktier på grund af stress, frisørfaget pga. farlige kemikalier eller elitesport pga. fare for tidlig nedslidning.
Indtil vi ved med sikkerhed, hvordan det hænger sammen med stress eller skader i en bestemt branche, må vi antage, at myndige borgere som regel træffer de beslutninger, der bedst tjener deres egne interesser. Vi kan konstatere, at dette ikke altid er tilfældet, og derfor er vi også forpligtet til at tilbyde hjælp, bistand og rådgivning - samt acceptere, når der bliver takket nej til disse. I tilfælde, hvor den ene borgers valg truer andres sikkerhed, frihed eller velvære, har vi et ansvar for at gribe ind.
Men uden sikker viden kan vi kun formode, at den største del af prostitutionen præges af frivillige valg. At formode det modsatte og udpege den ene part i en sexhandel til offer for en forbrydelse svarer til umyndig- gørelse, hvis denne part ikke har bedt om hjælp eller beskyttelse.
Den mistillid til, at de prostituerede har truffet et frit og selvstændigt valg, hænger ikke godt sammen med sloganet »Vi tror, du kan selv«.
Kampen for indførelse af et forbud har mange bekymrende aspekter. Et argument, der ofte lyder, er, at det vil »sende et signal«. At bruge lovgivning som propaganda virker i bedste fald useriøst og i værste fald som kynisk magtmisbrug. Intentionen er ikke at komme et problem til livs, men at skabe et politisk korrekt image. Det er en falliterklæring fra en lovgivende instans og, endnu værre, undergravende for samfundets sammenhængskraft: Man gør samfundet stuerent på overfladen, mens man udstøder en underklasse, blot fordi den ikke opfylder, hvad en veluddannet elite opfatter som kriterierne for normalitet.
Et andet bekymrende aspekt er den forskelsbehandling, forslaget lægger op til. Man vil kriminalisere den ene part i en frivillig handel, mens man gør den anden part til uskyldigt og umyndigt offer. Magen til absurditet skal man lede længe efter: Man må sælge en ydelse, men ikke købe den. Hos forbudsfortalere hedder begrundelsen, at man ikke ønsker, at kriminalisere de prostituerede, at man foretrækker, at hjælpe og ikke retsforfølge dem.
Det er diskutabelt, hvorvidt denne forskelsbehandling egentligt skåner de prostituerede. At stemple dem som hjælpeløse ofre er også en dom, der forringer deres vilkår for at bestemme over eget liv. Under alle omstændigheder er en sådan forskelsbehandling uforenelig med ligestilling.
Man giver kunden hele ansvaret og hele skylden, mens yderen ikke regnes for at eje en fri vilje.
Det tredje bekymrende aspekt er ligegyldigheden med konsekvenserne og advarslerne fra de prostituerede i vores nabolande. Havde formålet været hjælp, havde man vel også interesseret sig for, hvordan et forbud har påvirket de prostituerede i Sverige og Norge.
Som stiftere af gruppen Radikalt Frisind repræsenterer vi en kerne af Radikale, der stadig går ind for frisind, tillid og tolerance. En kerne, der håber og satser på, at vores parti ikke sælger ud af sin rolle som forkæmper for disse værdier.
Vi tror stadig, du kan selv.
Linda Kristiansen er medlem af De Radikales hovedbestyrelse og folketingskandidat i Ringstedkredsen. Phil Nice, musiker, er radikal kandidat til kommunalvalg i Næstved. Begge er stiftere af gruppen Radikalt Frisind