Det er solskinsvejr under vores indflyvning til klippeøerne midt i Atlanterhavet. Som vi nærmer os, bliver de frodige og uspolerede øer større og større, og havets bølger splintrer som glas mod de lodrette klippevægge. Passageren ved siden af mig ser både overrasket og lettet ud. Han forklarer, at det gode vejr skam ikke er en selvfølge. Det kan nemlig være sol, regn, diset og blæsende på samme dag, og derfor kaldes Færøerne for ’a land of maybe’.
Vores rejsemål er hovedstaden, Tórshavn, hvor Olavsökan hver sommer afholdes og tiltrækker de fleste beboere på de 18 øer. Det er en todages nationalfest, som foregår den 28. og 29. juli og kulminerer med landets lagtingsåbning, hvor et nyt parlamentarisk og politisk år begynder.
Da min rejsefælle og jeg går ned ad de festramte gader i Tórshavn, virker de som forvandlet. Tusindvis af færinger går rundt imellem hinanden iført nationaldragter. Kvinder i lange røde, blå og sorte kjoler, fæstnet stramt i taljen, og mænd i skjorte, vest og bukser, der går til knæene.
For blot et par dage siden, da jeg ankom til havnebyen, lagde jeg dårligt nok mærke til de få forbipasserende mennesker på gaden. Synet af det høje, grønne klippelandskab, der omfavner Tórshavn tog min opmærksomhed. Det samme gjorde de gammeldags træhuse med græstage og de San Francisco-lignende gader, der snævrer sig ind til dalen og byens gågade, rådhus og havn.
Men nu hvor helligedagene er indtruffet, ligner byen mest af alt smukke kulisser til en gammeldags film, der vækker nostalgiske minder. Sandsynligvis er nationaldragterne et bevis på en stærk tradition, færingerne stolt holder i hævd. Det fornemmer jeg i mit møde med en af de lokale, en pensioneret fisker.
Den ældre herre, Ole Jakob, gjorde os selskab, da vi netop havde sat os på en cafe for at nyde en kold færøsk fadøl, en Föroya Bjór.
»Jeg holder meget af disse dage, for alle er samlet til fest, øl, dans og musik, og alle kender hinanden. Det er den største folkefest, vi har på Færøerne,« siger Ole Jakob og kigger ud ad vinduet, på gaden, hvor kulørte lamper, tombola og madboder har forvandlet hovedgaden til et minitivoli. Flere børn i små hjemmestrikkede uldsweatre og nationaldragter holder deres forældre i den ene hånd og en stor regnbueballon i den anden.
»Olavsökan stammer helt tilbage fra år 1030, hvor den norske konge Olav den Hellige faldt ved slaget i Stiklestad,« fortsætter Ole Jakob og giver os baggrunden for begivenheden.
Historien lyder, at Skt. Olavs vågenat, i katolsk tid, var en vigtig helligholdelse i Norge og de norske skatlande. På Olav den Helliges dødsdag fejrer man derfor den norske skytshelgen. Alligevel mindes mange færinger Kong Olav Tryggvason, der havde større direkte indflydelse på Færøerne, da han var med til at indføre kristendommen på Færøerne for omkring 1.000 år siden.
I dag spiller religionen stadig en stor rolle for de omtrent 50.000 færinger. 80 procent er evangelisk-luthersk katolske, og overalt på øerne er kirkerne velbevarede og placeret i byernes midtpunkt.
»De fleste bliver døbt og navngivet i kirken,« siger Ole Jakob og mener, at naturen har lige så stor betydning på øerne som religionen.
Indbyggerne i øsamfundet har altid levet tæt på naturen og været afhængige af den i form af transportmuligheder og fiskeri, som stadig udgør den største industri.
Vejret har siden tidernes morgen udgjort en afgørende faktor for, om fiskerne kunne tage ud med båden. Vejret har på den måde altid haft en stor indflydelse på hverdagslivet, og det er også en faktor, der kan mærkes som øjebliksturist.
I dag er transportmulighederne blevet bedre, idet kilometerlange bjergtunneler er bygget for at muliggøre hurtigere bevægelighed til lands end til søs.
Solskin tidligt om morgenen lovede godt for en vandretur på et af de utallige grønne fjelde, men allerede efter morgenmaden lagde tågen sig tungt over byen, som var Færøerne fløjet til vejrs blandt skyerne. Turen måtte udsættes, men til gengæld kom jeg nærmere en forståelse af Færøerne som ’a land of maybes’.
Heldigvis tillod vejret mig den næste dag at opleve de rå og stejle klippeøer fra dækket af et stort, gammelt sejlskib. Sejlturen er en turistattraktion, der bestemt er værd at opleve.
De smukke frodige fjelde huser både folk og fæ, og de forskelligt farvede træhuse ligger i klynger nede i dalene og tæt ved havet. Nogle steder så isoleret, at husejerne må hente forsyninger med skib i Tórshavn.
Vi var omkring 40 mennesker ombord. Atlantens åbne og mørke hav til den ene side og Streymoy klippeø på den anden. Fem timer til søs med den friske vind, der dikterer havets bølger og former livet på havet.
Kaptajnen, der også var kokken, serverede en yderst delikat fiskesuppe for os, der gav os varmen igen. Tørfisken var tilsyneladende det hemmelige krydderi.
På Færøerne er det svært at undgå tørfisk, hvalkød eller skærpekød, der er vindtørret fårekød, lagret i 4-6 måneder. Især skærpekødets kraftige lugt sved i mine næsebor, mens min rejsefælle spiste det med stor iver.
På sejlturen kastede vi anker ved en stor grotte. I speedbåde sejlede vi ind i grotten, der ved lejlighed bliver brugt til koncerter. Så snart vi sejlede ind gennem grottens dystre klippeåbning, blev der koldt omkring os. Bølgebruset hørtes i baggrunden, og grottens rum forstærkede dråber, der faldt fra loftet 10-15 meter over os.
Tilbage til Olavsökan og Ole Jakob på cafeen går snakken videre til et færøsk sagn.
»Yderst i sundet mellem Streymoy og Eysturoy er der to store fritstående klipper. Det er ’Risin og Kellingen’ (Kæmpen og Kællingen),« fortæller Ole Jakob.
Sagnet fortæller, at Island engang sendte en kæmpe og hans kælling til Færøerne for at drage øriget nord til sig. Kællingen skulle fæstne et reb til bjerget, mens kæmpen stod klar i havet til at bære byrden. Men dagslyset nåede at indhente dem, og de blev derfor til sten i havet, evigt skuende mod Island.
Vi har næsten drukket ud og er klar til at tage del i festlighederne. Ole Jakob rejser sig også, takker høfligt af, og han når lige at råbe:
»Vi ses i morgen aften ved midnatstid,« før han hurtigt forsvinder ind i menneskemylderet. På vej mod nye venskaber, mens de gamle skal genoptages.
Højdepunktet på Olavsökan er den 29. juli og afslutningen på festdagene. Da samles alle traditionen tro for at danse den færøske nationaldans til tonerne af korsang med 137 vers. 6.000-7.000 mennesker er samlet på ét sted. Ligegyldigt, hvad vind og vejr byder.