BEIRUT - Det sker, at personer med en kristen opdragelse, der krydser Allenby-broen mellem Kong Husseins østbred og den israelsk besatte vestbred af Jordan-floden, kommer i tvivl om deres barnetro: Blev Jesus virkelig døbt i den muddergrøft?
Det blev han, hvis man skal tro Bibelen. Højere oppe mod Tiberias-søen, hvor Jordan ligner et vandløb som Gudenå i Jylland, har vindskibelige folk etableret valfartsteder, hvor religions-turister bliver ‘døbt’ mellem souvenirboder og ballonsælgere. Lidt sydligere har jordanerne anlagt alternative døbesteder på deres side af flodbredden - der er penge i barnetroen.
Johannes Døberen, der i sin tid drev dåbsgesjæften og hvis afhugne kranie menes at bero i Ummayade-moskéen i Damaskus, er formentlig ligeglad i sin himmel.
Jordan er ikke længere den flod, han kendte. Den triste kendsgerning er, at dens nedre løb er voldsomt forurenet af spildevand, dens økosystem er smadret som følge af den mere end 60 år lange israelsk-arabiske konflikt, der hindrer fornuftigt samarbejde om regionens vigtigste vandreservoir, der strækker sig 251 kilometer fra nord for Tiberius til Det døde Hav, og som i dag udpiner områdets grundvandsressourcer med det dobbelte af deres naturlige bæredygtighed som leverandør af kunstvanding til såvel jordansk som israelsk landbrug - palæstinenserne har ikke adgang til Jordan-flodens vand, men må klare sig med brønde og regnvand. De jødiske kolonister, der udgør 10 pct. af Vestbreddens befolkning, forbruger 30 pct. af disse vandressourcer.
Jordan-flodens vanskæbne er langtfra enestående i Mellemøsten, og med den globale klimaforandring som følge af drivhusgassernes spærreild på ozonlaget udgør vandet og miljøet i det hele taget endnu en sikkerhedsrisiko i det plagede Levanten, fællesbetegnelse for Libanon, Syrien, Jordan og de palæstinensiske områder.
Eksperter mener, at Jordan-flodens vandmængde selv under normale klimaforhold vil være reduceret med 80 procent om 90 år, Eufrat vil være reduceret med 30 procent og er allerede nu i lighed med Tigris en sikkerhedsrisiko - Syriens bevæbning af PKK i 80’erne, der førte til de kurdiske separatisters opstand mod Tyrkiet med foreløbig 35.000 dræbte som resultat, var en direkte følge af det tyrkiske dæmningsprojekt i det sydøstlige Anatolien, der reducerede de to floders vandmængde i Syrien (og Irak).
For nylig udkom en rapport om denne risiko, udarbejdet af en canadisk tænketank, International Institute for Sustainable Development (IISD), finansieret af det danske udenrigsministerium som oplæg til klimakonferencen i København og præsenteret på Beiruts amerikanske universitet, AUB.
Titlen er Rising Temperatures, Rising Tensions, og om selve præsentationen er der ikke meget at sige - den globale opvarmning kalder ikke på inspirerende talegaver og slet ikke sort humor, men desto mere dyster er rapportens indhold i opsummeringen af de sikkerhedsproblemer, der lurer på en i forvejen miljøsårbar region, plaget af væbnede konflikter og i høj grad administreret af inkompetente, autoritære og ofte korrumperede regimer.
Klimaforandringen er en reel trussel mod den regionale sikkerhed, hedder det bl.a., og den kan opdeles i seks punkter:
Øget konkurrence om de sparsomme vandressourcer vanskeliggør fredsaftaler. Eksisterende aftaler er under pres, og forhandlinger om kommende fredsaftaler kompliceres af risikoen for national ustabilitet - eksempelvis vil det syriske alawit-styre blive presset af landets sunniflertal, hvis Golan-højderne leveres tilbage uden samtidig adgang til Tiberias-søen. Hvilket netop var grunden til, at præsident Hafez al-Assad sagde nej til en sådan aftale i 2000. Jordan, Israel og de palæstinensiske områder ligger under den accepterede tærskel for mangel på vand, som er 1.000 kubikmeter pr. person pr. år, hvorimod Libanon og Syrien ligger over grænsen, men kun lige over.
Den øgede temperatur med deraf følgende tørker vil mindske den samlede fødevaremængde, der kan forhindre aftaler om tilbagelevering af besat land - in casu Golan og Vestbredden, hvor israelske bønder har etableret sig. Ifølge FAO, FN’s fødevareorganisation, vil en temperaturstigning på 3-4 grader betyde et fald i afgrøder på 25-35 pct. Tørken i Levanten i 2007/8 medførte et fald på mere end halvdelen af Syriens hvedehøst i forhold til året før, ligesom produktion af byg og kikærter, råvaren til mellemøst-delikatessen humus, gik tilbage med 33 pct. I Jordan frygtede man, at hele høsten af byg, hvede og grøntsager ville gå tabt, ligesom antallet af høveder i kvægbestanden faldt fra en million til 600.000, hvilket medførte regeringsdekret om at sløjfe nationalretten mensef.
Klimaforandring hindrer økonomisk vækst med deraf følgende øget fattigdom og social ustabilitet. Regeringer vil have forringet evne til at skabe nye jobs, hvilket igen kan give grobund for ekstremisme, øget kriminalitet og social opløsning. Det mest aktuelle eksempel er jødiske bosætteres vanemæssige angreb på palæstinensiske farmere og fåreavlere, hvis brønde forgiftes, hvis afgrøder afbrændes, hvis dyr slås ned, og hvis marker konfiskeres af israelsk militær ‘af sikkerhedshensyn’.
Tørker som følge af vandmangel og fald i nedbør kan medføre øget emigration med deraf følgende spændinger mellem fastboende i byerne og økonomiske flygtninge fra områder, hvis livsvilkår er umuliggjort. I Syrien betød tørken i 2007/8 afvandring fra 160 landsbyer, hvis befolkninger søgte til de større byer - der i forvejen er belastede af irakiske flygtninge, der på det tidspunkt stadig udgjorde mere end en million individer. Dertil kommer befolkningstilvæksten, der i 2050 vil være næsten fordoblet fra 40 mio. til 70 mio. i de fire lande, og hvoraf mere end en tredjedel vil være under 15 år. I en rapport, udarbejdet til brug for FN’s Sikkerhedsråds klima-konference i april 2007 af amerikanske eks-officerer med marinegeneral Anthony Zinni, en erfaren mellemøstkender, i spidsen, hed det bl.a.:
»Hvis de lokale regeringer eller deres institutioner er ude af stand til at håndtere problemerne (relateret til klimaændring, red.), står vi over for kollapsede stater, som bliver vækstområder for ustabilitet og regeret af krigsherrer og oprørsgrupper - den rå ekstremisme serveret på et sølvfad.«
En deraf følgende trussel er ‘militarisering’ af strategiske naturressourcer, først og fremmest vand og frugtbar landbrugsjord. Kontrol med disse ressourcer vil være nøgleområder i regeringernes sikkerhedspolitik, som igen kan medføre øget militarisering af regionen. Unægtelig et uhyggeligt perspektiv i et hjørne af verden, der er bevæbnet til op over skorstene og trækkanaler.
Den sjette og sidste trussel, rapporten tager under behandling, er ikke den mindst vigtige: Passivitet på klimaområdet kan medføre øget mistænksomhed og modvilje mod Vesten (og Israel, hvis bruttoindkomst pr. indbygger er fem gange større end naboernes). Således heddet det i rapportens slutreplik: »Hvis det internationale samfund er ude af stand til at nå en aftale på klimakonferencen i København, der viser en vilje til at mindske effekterne af klimaforandringen og bistå de fattige lande med at tilslutte sig de opnåede aftaler, kan det forstærke den allerede eksisterende opfattelse i den arabiske verden af, at mange vestlige lande (inklusive Israel) ikke er gode globale borgere.«
Det er jo klar snak. Men det hører med til billedet - hvilket rapporten også gør opmærksom på - at miljø og global opvarmning ikke er øverst på de arabiske regeringers prioritetslister. Den ‘grønne’ tænkning er f.eks. i Libanon stadig forbeholdt et meget lille mindretal af dyre restauranter og velstående familiers middagsborde, hvor mængderne af kød i dag suppleres med mere grønt. Men i den afvigte valgkamp, hvor snesevis af partier stillede op for de 17 sekter, der udgør det libanesiske tutti frutti-samfund, var der ikke en eneste politiker, der talte om miljøet - hverken mundtligt eller på plakater. Der er et stykke vej at gå - og det stykke er rigtigt langt.