Interaktionen mellem amerikansk og europæisk jazz har i de årtier, den har bestået, stort set kun gået én vej: Amerikanske musikere besøger Europa, spiller (gerne sammen med lokale musikere), indkasserer et højerehonorar, end de kan få derhjemme, og tager så hjem og venter på den næste invitation. Det amerikanske musikerforbunds jerngreb om arbejds- og dermed også opholdstilladelser og det amerikanske publikums ligegyldighed over for al ikke-amerikansk jazz og dets ringe mulighed for at erhverve europæiske indspilninger har forhindret en lignende, modsat trafik. Det er en væsentlig årsag til, at amerikanske jazzmusikere fortsat
– trods det skyhøje kunstneriske og udtryksmæssige niveau i Europa – ofte opfattes som værende i en mentorrolle, når de spiller sammen med europæere.
Her er tre nye duo-udgivelser, som alle – ikke uden besvær, men alligevel – kan opfattes som hørende til i kategorien ’yngre dansk musiker møder amerikansk mentor’.
I den første, indrømmet, halter kategoriseringen stærkt, for Torben Ulrich har – selv om han som bosat i USA i mange årtier kunne have skiftet til amerikansk statsborgerskab – stadig dansk pas og er dansk i vores bevidsthed, hvilket han da også cementerer for os ved at tale uforfalsket hellerupsk, når han er ’hjemme’.
Hans sprog, eller rettere: sprogtone, spiller en vis rolle her, for på Suddenly, Sound: 21 Songs for Piano, Drainpipe etc., hvor han er sammen med den unge danske pianist Søren Kjærgaard, anvender Ulrich sin stemme til, på engelsk og ret monotont og accentløst, at fremsige de 21 egne tekster, der sammen med Kjærgaards ledsagelse på klaver og en halv snes andre lydkilder udgør cd’en. Ordene ’fremsige’ og ’ledsagelse’ er her valgt med omhu, for dels er Ulrichs recitation forbløffende lidt musikalsk og desuden rytmisk ret uinspireret, dels forekommer cd’en ikke at være resultatet af et fælles projekt.
Men måske man ikke bør være så forbløffet. Et af Ulrichs livsprojekter synes at være at føre tilsyneladende modsætninger sammen, uden at vide om de vil fungere sammen, og måske det er som resultat af denne arbejdsform (’afprøvningen er selve værket’), at han lader Kjærgaards musikalitet og mange krydrende indfald samt hans egen fokusering på teksten i de ikke voldsomt graciøse prosadigte afvikle simultant. Hverken han eller Kjærgaard ved, hvor det ender.
Jeg synes, det ender i en blindgyde. På den ene side har vi fine musikalske indfald fra Kjærgaard, som med sine mange lydkilder – jeg skal afstå fra en opremsning af disse – indbyder til ligefrem musikantisk dialog. På den anden side Ulrich, som ikke responderer og kun synes optaget af det erkendelsesteoretiske i sine tekster, der kredser om elementernes (kunstarternes? sportsgrenenes?) forskellighed, men dog samlede styrke og ikke skjuler ophavsmandens udgangspunkt i det buddhistiske, det panteistiske.
En anden panteist, den amerikanske filosof, forfatter, miljøaktivist, særling og civile lydighedsnægter, Henry David Thoreau (1817-1862), spiller – uden dog at levere nogen anden tekst end titlerne på de ni stykker musik
– en stor rolle på altsaxofonisten Benjamin Koppels duo-cd med den amerikanske pianist Kenny Werner, Walden.
Walden er det skovområde i Massachusetts, hvor Thoreau på et tidspunkt levede en eneboertilværelse og samlede stof til sine tanker og værker, men hvilke af Thoreaus mange roller, Koppel & Werner i øvrigt hylder her, giver musikken ikke umiddelbart svar på. Faktisk findes der ud over titlerne intet på cd-coveret, der sætter musikken i forbindelse med Thoreau. Regner selskabet Cowbell, og dermed Koppel selv, med, at alle cd’ens købere vil fare hen til pc’en og google titlerne, så snart de fornemmer, der kan være noget konceptuelt på færde her?
Ikke desto mindre: Det er, trods hang til sødladenhed, flotte temaer, Koppel har skrevet, og Werners frodigt fantasifulde spil får det bedste frem i danskeren, som her spiller mere frigjort end længe – i hvert fald i jazzsammenhæng. En del af musikken er modal og får lov at udvikle sig meget umiddelbart og organisk, og trods udbredt anvendelse af rubato forekommer den aldrig at være uden puls. Det spirituelle element i projektet passer Werner fint, og han forstår bedre end sin danske makker at undgå new age-musikkens klicheer, som er meget lette at plukke ned til disse mestendels lyriske
temaer.
Der er også meget rubato på guitaristen Mark Solborg og hans amerikanske duo-
partner, trompetisten Herb Robertsons [NOD], men der er ikke så stor risiko for, at new age-folket vil kaste sig over musikken. Dertil er dens melodiske sprog alt for avanceret.
Robertson er en af de få musikere i den nye improvisationsmusik, som har en lang karriere i konventionel musik bag sig. I 70’erne var denne Berklee-uddannede amerikaner ensemblemusiker i hel- eller halvstore jazz- og rockorkestre, og Robertson var en efterspurgt lead-trompetist, da han i 1980 mødte altsaxofonisten Tim Berne, der ledte ham ind på den avancerede musiks smalle sti af brede muligheder. Baggrunden i den konventionelle musik har imidlertid sikret Robertson en strålende teknik og et helt eventyrligt udtryksregister på sit instrument, og det demonstrerer han også på denne cd med sin danske makker.
Den lethed, hvormed Robertson skifter udtryk, gør ham til tider helt kamæleonagtig, men det er ikke desto mindre hele tiden musikken og ikke teknikken, der styrer ham. Han og Solborg lader disse ni fælles skrevne temaer udvikle sig intuitivt, men alligevel kontrolleret. Ikke mindst mestrer de begge at spille meget intenst med meget få og meget afdæmpede virkemidler. [NOD] præsenteres som et fælles projekt, men hvis vi regner i musikalske spaltemillimeter, fylder Robertson en del mere end Solborg på pladen, hvilket man dog ikke skal lade sig narre af. Med sine enkle midler understøtter og supplerer Solborg forbilledligt sin amerikanske partner, og et par præcist placerede enkelttoner af Solborg kan have samme motoriske eller æstetiserende kraft for musikken som Robertsons growl-eskapader. Der er voldsomme abstraktioner i den måde, musikken udvikler sig på, men vi efterlades aldrig uden et helle af frapperende indfald, som kun kan spilles af musikere, der kan deres kram og er helt bevidste om, hvor musikken bevæger sig hen.