Danskerne er frisindede, åbne og imødekommende, mener ghaneseren Alfred Tamakloe, der flyttede til Danmark i 1998, hvor han giftede sig med en dansk kvinde.
»I Danmark er friheden stor. Man kan sige sin mening uden på nogen måde at blive forhindret i det,« siger Alfred Tamakloe. Men når det kommer til stykket, har det danske frisind dog en grænse:
»Der er nogle begrænsninger - eksempelvis når det kommer til religion. Ghana er et meget sammensat land religionsmæssigt. Kristendommen er størst, men der er også muslimer og andre mindre religioner. Og jeg har aldrig oplevet, at der opstår diskussioner om religion i Ghana. Man er meget mere forstående over for de andre religioner,« siger han og kommer med et eksempel:
»I Ghana står det i loven, at jul, påske og ramadan er helligdage for alle. Uanset hvilken religion man tilhører. Når nogen foreslår den slags i Danmark, kommer der store diskussioner, og mange er imod. Frisindet har en grænse,« siger han og tilføjer:
»Når ghaneserne fejrer deres selvstændighedsdag, så er der både en kristen præst, en imam og en traditionel afrikansk præst, der beder.«
Han fornemmer, at danskerne har et ambivalent forhold til religion:
»Mange danskere er følsomme over for at diskutere religion. I Danmark siger man, at der er frihed til at dyrke en hvilken som helst religion. Alligevel er der mange, der vil begrænse folks frihed til at dyrke den religion, de ønsker. Det virker nogle gange lidt mærkeligt,« siger han og refererer til sommerens debat om en et muslimsk medlem af Hjemmeværnet :
»Hende kvinden i Hjemmeværnet, der gik med slør, sagde jo selv, at hun ikke følte sig undertrykt af den grund. Men alligevel vil man ikke acceptere, at hun har det på.«
Også i forhold til arbejdslivet, har Alfred Tamakloe oplevet, at danskerne ikke er helt så åbne, som man kunne håbe: »Det er blevet bedre i løbet af de år, jeg har været her. Der er kommet flere udlændinge på arbejdsmarkedet, men der er stadig problemer. De få gange, hvor jeg har følt, at danskerne er skeptiske over for udlændinge, er i forbindelse med jobmarkedet,« siger Alfred Tamakloe. Han er uddannet journalist og har været ansat på en landsdækkende ghanesisk avis og i praktik på BBC i England. I Danmark har han endnu ikke kunnet bruge sin uddannelse, men har arbejdet som hjemmehjælper og pædagogmedhjælper. I dag er han fundraiser hos IBIS:
»Min erfaring fra England og Skotland, hvor jeg har boet i korte perioder, er, at man er meget mere åbne over for at tage folk ind, selvom de ikke taler sproget perfekt. Gennem jobbet lærer man så sproget og kulturen at kende. Det ville være godt for integrationen i Danmark, hvis vi kunne gøre det samme her,« siger Alfred Tamakloe. Er man først ansat, er mentalitet på det danske arbejdsmarked til gengæld meget inkluderende:
»En ting, jeg er meget stolt over er, at alle er lige. På en arbejdsplads føler man ikke, at man er boss over andre. Selvom man har en chef, så er man lige. I 1996 var jeg i Danmark for første gang. Jeg skulle dække Images of Africa-festivalen og skulle interviewe Henning Dyremose, som dengang var direktør i Dalhoff Larsen og Horneman. Jeg blev hentet af ham personligt. Han fulgte mig selv ind på kontoret og han lavede te til mig. Det ville ikke ske i Ghana.«
For thailandske Vicki Nielsen var mænd og kvinder, der kyssede, krammede og holdt i hånden på gaden det første møde med det danske frisind. I Thailand er kærtegn noget, der foregår mere i det skjulte.
Men Vicki Nielsen kunne imidlertid godt lide den danske åbenhed omkring følelser, da hun flyttede til Danmark fra Khon-Kaen i det nordøstlige Thailand sammen med sin danske mand for to et halvt år siden.
»Vi holder ikke i hånd eller viser nogen former for kærlige eller seksuelle følelser. Det gør vi bare ikke. Men jeg kunne godt lide det. Jeg har tidligere været gift med en thailandsk mand, hvor jeg tit ønskede, at han ville holde mere om mig, men heller ikke derhjemme er der plads til mange kærtegn på grund af de her normer. I Danmark behøver man ikke være så bange for, hvad andre folk tænker,« mener Vicki Nielsen, der er 37 år. Også ligheden mellem folk og retten til at sige sin mening, sætter hun højt.
I Thailand har hun arbejdet som offentligt ansat på et skattekontor, og her var det helt uhørt, at medarbejderne sagde deres mening. I de to et halvt år, hun har arbejdet i Danmark - blandt andet som medhjælper på plejehjem og nu på et revisorkontor, har hun oplevet store forskelle.
»I Thailand er cheferne mere dominerende. Som ansat skal du helst være lidt ydmyg. Derfor er mange, der arbejder, bange for at blive fyret,« siger Vicki Nielsen.
Frisindet rummer dog også en risiko for, at man lader stå til og bliver ligeglad, og den tendens ser Vicki Nielsen blandt andet i danskernes holdning til alkohol.
»Danskerne drikker for meget - især her om sommeren, når solen skinner. Jeg ved godt, at folk hygger sig på den måde, men hvordan kan det være så dejligt, når folk også mister deres arbejde og ender på socialstøtte på grund af alkohol?,« spørger Vicki Nielsen, der ikke kun ser det som et problem for dem, der ender som alkoholikere, men også i hele måden at være sammen på.
»Det virker som om, danskerne ikke bare kan nyde hinanden uden at drikke,« siger Vicki Nielsen, der er opdraget til, at ordentlige piger ikke drikker, mens thailandske mænd derimod godt må drikke sig i hegnet.
»Ja, det er ulige og uretfærdigt, men det er jo alligevel ikke godt for dig at drikke. Alkohol er ikke vigtigt for mig på den måde, for jeg kan sagtens have det sjovt uden at drikke.«
Skolen og de danske børns opdragelse er et andet eksempel på, at det danske frisind på nogle områder er gået for vidt, mener Vicki Nielsen.
Hun har en søn på 14 år fra sit tidligere ægteskab, der går på den lokale folkeskole på Frederiksberg.
»Jeg synes, det er dejligt, at børn kan sige deres mening her, og vi kan finde en løsning sammen, men når de bliver med at diskutere og afbryde de voksne, så synes jeg, det bliver et problem. Danske børn mangler respekt for de voksne, og det skyldes både den måde, skolen fungerer på og deres opdragelse,« mener Vicki Nielsen.
Hun har aldrig været udsat for racisme i sin tid i Danmark, men hun fornemmer godt, at den er der: »Nede ved Netto, så jeg en muslimsk kvinde komme gående med tre børn. En dansk kvinde kommer gående den anden vej, men hun gør ikke noget for at give plads til moren med børnene, som om udlændinge skal vige for danskere, og sådan en opførsel, synes jeg bare ikke, man kan tillade sig,« siger hun.
For Anann O’Brien var mødet med det danske frisind en chokerende oplevelse.
»En af de ting, der chokerede mig mest ved at flytte til Danmark var, at det tilsyneladende er fuldstændigt normalt at få børn, inden man bliver gift - hvis man da overhovedet bliver gift,« siger Anann O’Brien, der flyttede til Danmark for to år siden sammen med sin danske mand, som hun mødte på en rejse til Argentina.
»I USA forventer samfundet, at du falder til ro, når du når en bestemt alder. Folk, der er fyldt 30 i USA, er for længst groet fast i rutiner og daglig trummerum. Men i Danmark går mange 30-årige stadig i skole, og hvis de har stiftet familie og fået hus og bil, fortsætter de alligevel med at feste og drikke,« siger Anann O’Brien, der for længst er kommet sig over sit chokerende møde med dansk kultur.
For hende er dansk frisind forbundet med muligheden for at leve livet, som man vil, uden utidig indblanding fra moralske vogtere.
»Der er ting, der accepteres i Danmark, som ikke accepteres i nogen andre lande,« siger hun og peger på, at netop denne form for tolerance er indbygget i selve velfærdsstatens institutioner.
»I Danmark betaler staten for folk, der er afhængige af narko og alkohol, og den betaler for arbejdsløse, der end ikke lader som om, de leder efter et job. Og dén høje grad af tolerance over for mennesker, der af den ene eller anden grund er kommet ud i tovene, ser man ikke ret mange andre steder,« siger hun.
Derimod kan det berygtede seksuelle frisind godt tage overhånd, mener Anann O’Brien.
»Det overraskede mig meget, da jeg kom til Danmark, at prostituerede gik rundt på gaden midt på dagen, uden at nogen tilsyneladende spærrede øjnene op. Jeg bor lige rundt om hjørnet fra Hovedbanegården, så jeg ser det hver dag. Jeg ved ikke … jeg bryder mig ikke meget om det,« siger Anann O’Brien, der har det på nogenlunde samme måde med fristaden Christiania. Det 34 hektar store område på Christianshavn regnes ellers af mange for et symbol på dansk frisind. Men sådan ser Anann O’Brien ikke på det.
»Området har ikke længere den dér ‘peace, love & harmony’-energi over sig, og for at være helt ærlig føler jeg mig faktisk ikke særlig tryg, når jeg går derude,« siger hun.
Også på arbejdet kniber det en anelse med frisindet, mener Anann O’Brien. Selv har hun haft mere end svært ved at finde et nyt job, siden hun blev arbejdsløs som sølvsmed - og dét problem står hun som udlænding ikke alene med, mener hun.
»De fleste arbejdsgivere foretrækker at ansætte en dansker frem for en udlænding,« siger Anann O’Brien og giver et eksempel:
»Jeg har en ven her i Danmark, som oprindeligt kommer fra Haiti. Han er meget intelligent og veluddannet, men kan alligevel ikke få selv det mest simple job. Til et jobinterview for nylig blev han sågar spurgt, om han kunne finde ud af at bruge en computer, selv om det fremgår af hans cv, at han har en Master i Informationsteknologi. Så man kan kun gisne om, hvorfor han alligevel bliver spurgt.«
»Jeg har altid syntes, at danskere har en god sans for humor. En ironi, der har pakket de mange gnidninger i et samfund ind, så de ikke har bidt,« siger Joachim Hamou, der er halvt svensk, halvt fransk og har boet i København siden 1992.
»I Danmark har man været enormt god til at have en jovialitet, så du og jeg kan være ragende uenige, men vi kan godt drikke en bajer sammen. Det er en social kompetence, som svenskere og franskmænd beundrer. Men den findes ikke mere,« siger han.
Den 42-årige kunstner slog sig ned i Danmark ved et tilfælde. Det begyndte med et job, siden en kæreste og så et barn, og siden blev han hængende. Men det var frisindet der først trak i ham.
»Da jeg kom til Danmark var det enormt befriende at komme fra svenske forhold. Her fandtes Christiania og alle mulige mærkelige eksperimenter. Jeg arbejder meget med film og mediekunst, og byen har et filmværksted. Det er uhørt andre steder. Jeg kobler det med frisind, for det hænger sammen med højskoleideen om, at alle skal have lov til at prøve alt.«
At man kunne få penge uden at lave noget, havde han heller ikke hørt om i hverken Sverige eller Frankrig.
»Det skabte en stærk kreativ klasse, som det var sjovt at være del af i starten af 90’erne. Jeg var yngre, og måske romantiserer jeg det en smule, men der var ikke samme klassificering af, hvad man var eller tilhørte. Folk stemp-lede alligevel deres dagpengekort.«
Men i 2001 skete der et vildt skifte. Retorikken skærpedes, og stigmatiseringen startede af de, der var anderledes, mener han. Frisindet blev ensrettet.
»Nogle gange kan frisindet gå så langt, som det skal være: swingerklubber, porno, what ever. Men det er hele tiden inden for en etnisk national ren kontekst. Og jeg ved ikke, om det er så skide frisindet. Jeg ser aldrig handicappede eller store aldersforskelle.«
Han blev decideret indigneret, da man for nogle år siden talte om at sænke prisen på cigaretter og alkohol. For det koster samfundet dyrt, at folk ryger og drikker sig ihjel, og det står i stærk kontrast til den indskrænkede frihed, andre i samfundet bliver pålagt.
»Den måde, man begrænser asylansøgere, er både meget dyr og ekstremt menneskefjendsk. Samtidig fremmer man nogle frihedsbegreber, som nærmest opfordrer folk til at drikke sig ihjel. Jeg tror, at man vælger, hvem man vil være frisindet med.«
I modsætning til undervisningminister Bertel Haarder, mener Joachim Hamou ikke, at frisind kan eksistere uden tolerance. For ellers udvikler det sig til en junglefrihed, hvor kun den stærkeste gorilla bliver hørt.
»Bertel Haarder er stolt af, at islamister kan udtale sig frit, eller at nazistisk propaganda kan blive trykt i Danmark. Men er det noget at være stolt af? For det er modsætningen til tolerance. Danmark er blevet et machosamfund, for man må sige, hvad man vil, men det bliver meget kraftfuldt. Der bliver ingen dialog. Den hyggelige samtale over en øl er væk.«