Der er visse fordomme, som er svære at slå ud, simpelthen fordi de skaber en æstetisk fornuftig ramme for vores visualisering. Således forholder det sig for eksempel med danskernes forhold til single malt-whiskyer: Denne verdensmåske mest populære brændevin er i vores kollektive bevidsthed noget, som produceres midt på højlandet, mellem får og sammenfaldne borgruiner, af mænd i kilt, og i regnvejr. Javel, der produceres skam ikke så få whiskyer i højlandet, men mere end halvdelen af alle skotske malt-destillerier befinder sig faktisk i det noget mindre og lavere beliggende område, Strahspey, som på mere moderne engelsk kaldes Speyside.
Det er et område mindre end Fyn på den nordvendte kyst af den centrale halvø, trygt indsluttet mellem højlandet mod syd og vest og bugten Moray Firth mod nord. Området er frodigt og skovklædt, med ganske meget landbrug, mange små og mellemstore kilder og søer, og er desuden gennemskåret af enkelte højderygge, som udløber af det sydligere beliggende bjergmassiv, Grampian Mountains. Det er et meget smukt og spændende område, som dog har et enkelt imageproblem at trækkes med: Det skotske vejr, som er notorisk berygtet for at være vådt og forblæst.
Det ville være synd at påstå, at det ikke regner i Skotland, særligt mod nord, eller at vinden ikke nu og da river. Men faktisk er vejret så omskifteligt i dette område, at det sjældent regner mere end en halv times tid ad gangen, hvorefter det gerne bliver lunt solskin straks igen. Det kan naturligvis lyde frygteligt irriterende, men faktisk lærer man hurtigt at sætte pris på den megen afveksling, og med mindre man føler, at ferie automatisk skal indebære at dase ved stranden i 34 graders varme, så er det et spændende og overskueligt område som indbyder til et besøg, gerne uden børn.
Hvis man spørger et skotsk turistbureau, vil de højst sandsynlig gladeligt fortælle om alle de strålende grunde, der er til at besøge området, selv om man ikke bryder sig om whisky. Det kan man da sikkert også godt argumentere for, men ærlig talt taler det ret imod de helt unikke tilbud, som regionen byder på, og de som hellere vil nyde noget andet, bør nok i bund og grund se sig om efter et bedre egnet feriemål.
Til de, som ikke føler sig afskrækket ved tanken om at dedikere noget tid til at smage, nyde og følge de gyldne dråber, er Strahspey til gengæld et decideret slaraffenland: Inden for under 100 kilometers rejse befinder der sig 50 forskellige destillerier, heraf de fleste stadigt aktive, og ganske mange af disse har faste besøgsafdelinger med guidede ture, smagsprøver og velassorterede bagdørsudsalg. Alene i byen Dufftown (nej, det har desværre intet at gøre med bryggeriet i tv-serien The Simpsons) med 1.400 indbyggere befinder der sig ni destillerier, heriblandt Glenfiddich, som med sine 28 kedler og 46 lagerhuse er det måske største single malt-destilleri i verden. Her opbevares på ethvert givent tidspunkt 1,8 millioner liter whisky på egetræsfade, alt sammen brygget på stedet af byg fra regionale landmænd og vand fra kilden Robbie Dhu, som ligger bogstaveligt talt i baghaven.
Byen i sig selv er et yderst charmerende bekendtskab, så pittoresk i al sin gråmelerede pimpstens-nuttethed, at det ved første øjekast ser en smule Legoland-agtigt ud, komplet med himmelblå plankedøre og et lille, rødmuret tårn på torvet. Den ligger i en flad dal og har bløde bakker dækket af lyng til den ene side og bølgende marker og skov til den anden, og for at fuldende illusionen om at være med i en scene fra Highlander ligger ruinen af middeladerslottet Balvenie Castle i udkanten af byen, på området bag destilleriet af samme navn. Balvenie er i øvrigt et af de ganske få destillerier i verden, hvor man stadig benytter sig af den ældgamle og principielt set dybt forældede Floor Malting-metode, hvor tørringen af malten foregår på gulvet i særligt indrettede haller og vendes med håndkraft. Det er et hæsligt hårdt arbejde, men absolut et besøg værd.
Det kan være en fordel at bo i en centralt beliggende by som Dufftown, Keith eller Rothes og derfra begive sig ud i landet. Selvom terrænet er noget bakket, er det ikke værre end at området indbyder yngre, friske mennesker til cykelbesøg på mange af de omkringliggende destillerier, og da den offentlige transport heller ikke ligefrem byder på en imponerende dækningsgrad, kan cykel eller bil meget vel være det ideelle valg - husk for guds skyld at øve en halv time på en parkeringsplads først; da en af de få ting englændere og skotter kan blive enige om er at the right side is the left side. Det er selvfølgelig også muligt at gå mellem de forskellige byer, men det kan kun anbefales til de, som har en vis erfaring i at gå længere afstande med oppakning - 15 kilometers vandring i byger med en dinglende rygsæk henover en bjergryg kan godt synes som et noget langt stræk, hvis man mest har lyst til at sidde foran en pejs med et glas whisky. Desuden er hovedparten af vejene så til pas smalle, at de indbyder mere til cykler og biler end gående trafikanter.
Vil man vandre i området, kan det være en god idé at opsøge et af de rejsebureauer, som arrangerer såkaldte Speyside Walks, blandt andet den tur som kaldes Speyside Way. Det er løst fastlagte dagsruter mellem Bed and Breakfast, hvor rejsebureauet transporterer oppakning fra dag til dag. Man kan så følge en fastlagt rute mellem seværdigheder - heriblandt naturligvis en del whiskyorienterede - eller man kan på mere modig vis forvilde sig ud på mere individuelle ruter over bakker, langs floder og gennem skove. På denne måde kan lysten til at feriere som en fløjtende Poul Reichard kombineres med moderne ultraluksus såsom tørre sokker og varm mad.
Varm mad, tænker mange sikkert og gyser lidt. Det skotske køkken er ikke ligefrem berømmet for sit høje kulinariske niveau, og nogle kunne blive afskrækket af landet, der har opfundet den friturestegte Mars-bar, Haggis, og hvor man spiser blodpølse til morgenmad.
Den første af disse specialiteter er dog heldigvis et fænomen som er 80 procent myte og 20 procent Glasgow, hvorimod den næste er en tur værd i sig selv: Haggis er en ret bestående af hakkede og krydrede fåreindvolde tilberedt i fåremaven, og serveret med kartoffel- og roemos. Hvorfor dette smager andet end frygteligt, er virkelig et godt spørgsmål, men det er faktisk en ægte delikatesse. Og så skader det naturligvis ikke, at den traditionelle serveringsmetode ved større begivenheder er akkompagneret af sækkepibe, og overhældt med whisky.
Bliver man træt af at spise fårekød, og rejser man i efteråret, er området desuden meget velegnet til jagt- og fiskerejser. Der er så rigt et dyreliv, at man - uden for jagtsæsonen, forstås - gerne ser hjorte, harer og fasaner dagligt, gående ganske uforstyrrede rundt i skove og på marker. Dertil er floderne Fiddich og Spey berømte for fremragende fluefiskeri, så enhver stenalderlig blodrus kan blive behørigt dulmet.
Information var i Skotland på invitation fra Grants Destilleries