»Fuldmægtig Henning Foged, Justitsministeriet, har i fortrolighed meddelt, at …«
Sådan starter ordlyden i et fortroligt-stemplet notat, som den danske generalkonsul i Paris, Bent Andersen, skriver på en skrivemaskine den 22. november 1983. Det er i dette notat, at Bent Andersen som punkt fem skriver, at »dersom« de to fængslede PFLP-medlemmer »T og G skulle opnå en betinget løsladelse inden undersøgelsen er afsluttet, vil det danske j.m. (Justitsministeriet, red.) græde tørre tårer«.
De tørre tårer i det 26 år gamle notat, som nu for første gang offentliggøres, er blevet et stridspunkt mellem journalisten Peter Øvig Knudsen og professor Ditlev Tamm fra PET-Kommissionen. Uenigheden går i første omgang på, om det er generalkonsulen selv, der har talt med den senere PET-chef Henning Fode, og derfor i notatet gengiver Fodes formulering om de tørre tårer, eller om generalkonsulen i stedet har sine oplysninger fra en kollega i det danske udenrigsministerium, altså andenhåndsoplysninger. Det hører med i billedet, at Peter Øvig har fundet notatet i Udenrigsministeriets arkiv, fordi Justitsministeriets egne dokumenter i sagen er destrueret. Til Information har professor Ditlev Tamm tidligere udtalt, at »vi er altså fem mand, der har læst de pågældende dokumenter meget nøjagtigt, og der er ingen tvivl: Det er holdningen hos embedsmanden fra Udenrigsministeriet, som generalkonsulen gengiver i sin indberetning«.
Ikke mindst på den baggrund - at der var tale om andenhåndsoplysninger - har PET-Kommissionen ‘frifundet’ Justitsministeriet for ikke helhjertet at forsøge at få de to fængslede PFLP’ere udleveret til Danmark som mistænkte i forbindelse med et bankrøveri i Lyngby i 1983.
Der er, har Kommissionen således konkluderet, »ikke grundlag for en opfattelse af«, at ministeriet »ikke skulle have gjort, hvad der var muligt« for at fremme udleveringsbegæringen.
Modsat mener Peter Øvig, at der intet er i notatet, der taler imod, at Bent Andersen selv har talt med Fode.
»Tværtimod, vil jeg endda sige. Men selv om det nu skulle være sådan, som Kommissionen mener, så er det i det samlede forløb en mindre detalje, som ikke er afgørende. Notatet er blot endnu en brik i forløbet, som jeg har diskuteret både med Bent Andersen og Henning Fode. Da jeg ringede til Fode, var han med det samme klar over, at jeg ville spørge om formuleringen ‘tørre tårer’ i notatet fra november 1983. Han kunne endog datoen udenad,« siger Peter Øvig.
Han lægger vægt på, at i december 1983 - bare to uger senere - besluttede Justitsministeriet at gøre akkurat det, som notatet lægger op til, nemlig ikke at kræve PFLP’erne udleveret.
»På mig virker hele det afsnit, hvor PET-Kommissionen beskriver Blekingegadebanden og Lyngby-røveriet, som et forsvarsskrift for Justitsministeriet i stedet for en kritisk undersøgelse af PET, og det var vel det sidste, som var Kommissionens opgave,« siger Peter Øvig.
I den forbindelse spiller endnu et notat en vigtig rolle, men lige netop dette notat har Kommissionen ikke kunnet finde. Der er tale om et notat, som Lyngbys daværende politimester, Søren Sørensen, skrev, straks efter at han var blevet ringet op af Justitsministeriet - en opringning, der ifølge Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden førte til, at efterforskningen af Lyngby-røveriet gik i stå.
»Det er ærgerligt, at Kommissionen ikke har kunnet finde det notat, men de kan bare kontakte mig. Jeg har læst notatet, jeg har en afskrift af det, og her fremgår det umisforståeligt, at ministeriet med opringningen lagde låg på sagen,« siger Peter Øvig. Han kritiserer derudover PET-Kommissionen for to ‘undladelses-synder’:
»Den første handler om en lommebog, som i 1975 blev fundet på terroristen Carlos’ likviderede samarbejdspartner i PFLP. I den lommebog var noteret flere danske kontakter, blandt andet KAK, som Blekingegadebanden hed dengang. PET fik altså oplyst af det franske politi, at der var en dansk forbindelse til PFLP og international terror. Det har ikke været muligt for mig at se, hvad PET gør med den oplysning, bortset fra at PET i forhold til pressen benægtede en dansk forbindelse til Carlos. Men det spørgsmål undersøger PET-Kommissionen ikke. Hvorfor ikke?« spørger Peter Øvig. Den anden undladelsessynd er den værste, mener han:
»I juni 1986 blev et medlem af Blekingegadebanden taget på fersk gerning, da han forsøgte at stjæle en varevogn på Lobeliavej på Amager. Den efterforskning overtages straks af PET, som i de følgende måneder bliver klar over, at banden råder over et professionelt organisationsapparat med blandt andet et falsk firma, dækadresser, avanceret tyveværktøj og bærbare radioer af samme standard som politiets. Desuden ved PET fra deres aflytninger, at kontakten mellem PFLP og banden igen er aktualiseret. Men PET fortæller ikke noget til politiet, heller ikke to måneder senere, da kriminalpolitiet i København ikke kan finde gerningsmændene til røveriet i Daells Varehus i december 1986, et røveri begået af Blekingegadebanden« siger Peter Øvig.
»Selv om kriminalpolitiet direkte spørger PET, om de har mistanke til nogen, siger PET ingenting. For mig har netop forløbet omkring biltyveriet på Lobeliavej været et af de helt store mysterier i sagen. Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor PET ikke greb chancen og slog til, >men Kommissionen bruger bare sølle syv linjer på tyveriet uden at have undersøgt sagen og uden at konkludere noget som helst. Hvorfor?« lyder kritikken fra Øvig.
Se Bent Andersens notat om Justitsministeriets tørre tårer på