Journalister interviewer journalister, og folk der vil til orde skal tale og argumentere som journalister for at komme igennem med noget. Niveauet, for hvad der kan siges i medierne, er derfor faldet drastisk. Det er medvirkende til et kulturelt forfald og en vidensmæssig fallit, som vi ikke kan være tjent med. Journalistikken og journalisters høje status er del af en forstemmende tendens i tiden: At vi kun kan forstå viden på én formel. Der er imidlertid temmelig megen viden, der ikke kan reduceres til journalistik.
Den journalistiske form har fået herredømmet; ‘performans’ er modsat ‘viden’ blevet de moderne formidleres løsen. Tendensen sniger sig desværre også ind på universiteterne, hvor man i dag skal performe, kunne fremlægge et stof, holde korte oplæg og i det hele taget bruge mindst mulig tid på at studere. Den mundtlige og korte formidling vægtes stadig højere i hele samfundet, og universiteterne bedømmes på deres evne til at performe - det måles hvor ofte forskere er i medierne, hvor de er tvunget til at betjene sig af en journalistisk retorik, der risikerer at smitte af på deres videnskabelige praksis.
Nogle forskere er langt bedre end andre til at levere deres nyeste resultater i elevatorpitch-længde. Det påvirker og forvrænger desværre vores opfattelse af, hvilken slags viden, der er brug for i samfundet, og ikke mindst af hvem, der kan levere den. Siden den nye universitetsreform og dens devaluerende konsekvenser - for eksempelvis humanistisk viden og dannelse - har folk fra landets business schools fået øget taletid. De taler om - nå ja, business, markedet, sammenhængskraft, innovation og konkurrencedygtighed. Emner, der kan leveres hurtigt, med konkrete eksempler, tal og overbevisende illustrationer, som skabt til den journalistiske skabelon. Humanistisk viden derimod har den ulempe, at den ikke kan forklæde sig som vare og følgelig ikke på samme måde sælges i medierne. I den offentlige debat, der for indeværende er styret af journalisternes blinde vinkler, stilles der i stigende grad spørgsmål, der skal kunne besvares kort og med konkrete svar. Der spørges så godt som aldrig til visioner eller til områder af menneskelivet og kulturen, der er mere nuancerede end og ikke kan reduceres til markedet. Lange udredninger og nuancerede synspunkter, der præsenteres det mindste abstrakt, sælger ikke. Det er fatalt, at vi har ladet journalisterne lave en så stram koreografi af den offentlige debat, at vi ikke længere kan lytte til eksperter, forskere og intellektuelle, der faktisk ved noget om det liv, vi lever. Nogen må mene, at vi er blevet for dumme til at forstå dem?
Til gengæld holder medierne liv i den ene livsstilsekspert efter den anden, der fylder os med pseudovidenskabelige ligegyldigheder, fremtidsforskning og lommefilosofisk vås. Fordi deres replikker er korte og deres eksempler konkrete (livsstil!). Det er nedværdigende for vores kultur, udtryk for en undervurdering af os, der lytter og de mange samfundsmæssige problemer, vi har. Der hvor udlægningerne af det, der sker i verden - vores egen og den store - skulle være, underholdes vi i stedet af forprogrammerede debatter, der styres med hård hånd af hovedpersonen: journalisten.
Vi forestiller os, at vi lever i et videnssamfund, men der er ingen, der længere vil være dem, der ved noget, for det er jo de kedelige, der ikke kan bruges. ALLE vil formidle og performe. Formidling er hot.
Nietzsche karakteriserede allerede i 1872 journalister som det klæbrige mellemlag i sit værk Om vore dannelsesanstalters fremtid. Man kunne være sikker på det kulturelle forfald, når journalister var for fremtrædende og markedet satte dagsordenen for alting. Det skrift er mere relevant end nogensinde: Det er præcis den udvikling, vi er vidne til i dag. Der spørges forkert. Journalister glemmer, at de skal stille spørgsmål for at nogle andre kan svare. De stiller spørgsmål, som om de selv ligger inde med svarene. Journalisten er blevet en bugtaler, der blot for sjov lukker op for nu den ene, så den anden gæst - for endelig selv at konkludere. Og deltagerne er castet til at spille nogle ganske bestemte roller med nogle lige så bestemte replikker, der skal skabe konflikt og underholdning. Ingen skal blive klogere i mediernes set up. Men hvis kulturen skal debatteres, udlægges og udvikle sig, kræver det nye indsigter frem for underholdning. Man må underlægge sig et stof, søge viden, være åben over for intellektuelle udfordringer og beretninger fra en verden, vi ikke umiddelbart forstår. Ellers sker der ingenting.
Lektor Søren Fauth fra Aarhus Universitet formulerer det glimrende i Weekendavisen, da han beskriver den nye mundlighedskulturs konsekvenser for dannelse og uddannelse: »Ingen krav må stilles. Under Venstre- og Højre-regeringen har middelmådigheden og ligemageriet triumferet mere end nogensinde før i historien. Vi satsede hele butikken på det hastige og flygtige, og hvad vandt vi: finanskrise, økonomisk afmatning i hele Europa, og undervejs gjorde vi alt, hvad vi kunne, for at erstatte kundskaber med varm luft og snak. Det er et gigantisk kultur- og færdighedstab, der afspejles i folkeskole, gymnasium og på universitetet.«
Sådan siger han i et interview med Ulrik Høy 17. april i år. Viden tager tid og flid. Det tager tid at lære et nyt sprog, at nå nye videnskabelige indsigter, at bedrive politik. Tid som medierne ikke afspejler og som vidensanstalterne ikke længere må bruge. Det er udtryk for en voldsom reduktion af tilværelsen til snik-snak, hurtige replikker og performans. Og sådan kommer kulturen og samfundet ikke ‘i verdensklasse’ inden for noget som helst. Gid journalisterne ville lytte, lade folk tale ud og berige os.
Grunden til, at vi falder i svime over Obamas retorik er, at vi er udsultede hvad visionære, idealistiske og afrundede budskaber angår. Han førte en hel valgkamp uden at gå ind på journalisternes idiotiske strategi med at stille konkrete ‘gottcha-spørgsmål’. Derfor virker han som en befriende ny type, selv om han egentlig blot er et intellektuelt, velformuleret og dannet menneske. Gid han kunne inspirere positivt til at bryde det journalistiske tyranni, at turde lytte igen og løfte niveauet for, hvad der kan siges i vores lille offentlighed.
Agnete Braad er redaktionsassistent på Louisiana Museum of Modern Art