Det overskrider langt mine grænser at se divaen danse rumba til spanske rytmer og kaste armene rundt i pseudoflamingo, og det eneste, man rigtig kan høre af sangen, er de skrigende høje sluttoner. Og det er ikke mindre forstemmende at mærke, at det er det, folk vil have, og det kaldes at give sig selv fuldt ud.
Angela Gheorghiu sluttede sin koncert i Tivoli med det ene mere smagløse ekstranummer end det andet, og det var ærgerligt, for inden pausen havde hun vist os, hvordan man skal synge Puccini og rystet alle tilstedeværende med en skønhed, man ellers ikke finder mage til i vor tid.
Når en diva af Angela Gheorghius kaliber træder frem for publikum, er der et sug, der kommer bag på alle. Man sidder og venter, men når det virkelig sker, og døren i siden går op, og myten åbenbarer sig i et menneske på scenen, går der alligevel et gib gennem salen, og en lyd undslipper et hav af læber, som uh, eller ah eller neej.
Og man stirrer på fænomenet og noterer sig, at hun jo ikke lige ligner hende den unge på plakaten, at det godt nok er noget meget sort hår, hun har fået sig, og at det er sært, som hun også en lille smule er begyndt at ligne hende Brad Pitts ekskæreste, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. Men måske har de fået lavet noget af det samme.
Så åbner stjernen munden og synger »Caro mio ben«, og det lyder lidt træt, og man tænker, åh nej, det er slut, hun er ved at blive gammel, hvor er det trist, jeg kom for sent til at opleve vidunderet, for derefter at tage røven på alle og synge Puccinis »Chi il bel sogno di Doretta« fra La Rondine, så overbevisende og så overlegent, at for et øjeblik synes alt, hvad man nogensinde har hørt hidtil at være en løgn og en afglans af den ægte vare, som Gheorghiu præsterer og skænker de måbende ører.
Hvordan kan damen i den ikke særligt klædelige klædning med det mærkelige sorte hår og det lidt opstrammede smil det? Jeg ved ikke, om tårer er et kriterium, men de stod ud af mig på den sært strømmende måde, der går uden om sentimentaliteten og mere er, som man ville græde, hvis man lige nær var blevet kørt over og havde set noget mærkeligt i øjnene. Som at blive rykket tilbage til livet.
Når man endelig møder fuldkommenheden, er det sjovt nok med en slags fornærmelse over ikke at møde den til daglig. Sådan her skal det jo lyde.
Bare ærgerligt, at mens Gheorghiu hvilede sin stemme inden resten af første halvleg, spillede orkestret ouverturen til Skæbens Magt med en stilforvirring, så det lød mere af bøhmisk cowboydermusik end skæbnesvanger Verdi. Så kom man da ned på jorden igen.
Gheorghiu fortsatte med mere Puccini og Verdi og med en magisk spiritu ret afstikkende fra orkestrets mangel på samme. Havde Gheorghiu haft en musikalsk partner, der bare tilnærmelsesvist havde kunnet matche hendes niveau, havde det været en magisk aften. Ikke at hun var nem at følge, men det kunne have været skønt at høre hende mere inspireret fra musikerne i stedet for selv at skulle tage alting i egen hånd.
Dirigenten Ion Marin havde god forståelse for divaen, men lod til at være vant til at dirigere mere garvede orkestre, så det tog i hvert fald frem til pausen at opbygge en ordentlig indforståethed.
Allerskønnest var Gheorghiu, når hun arbejdede. »O mio babbino caro«, som hun kan på fingerspidserne, er måske hendes mest gennemførte glansnummer, men det var i de mere krævende partier, hvor øjekast og hænderviften afløstes af spredt benstilling og et arbejde med hele kroppen for at forløse musikken, at hun var mest fascinerende og tusind gange mere sanselig, end når hun efter pausen rystede numsen til »I could have danced all night«.
Jeg kan være en snob, der ikke anerkender det lette repertoire og løssluppenheden, men at få både det højeste og noget nær det laveste serveret samme aften er udmattende og forstemmende. Halvt inde i anden halvdel af programmet ophørte koncerten med at være koncert og blev et show af kalkulerede ekstranumre, der skulle tilfredsstille den mere savlende del af publikum og divaens egen hang til at lege den syngende parfumeflacon i stramme kjoler med erotisk glamour og selvkæleri.
Det var selvfølgelig ganske rørende at opleve Gheorghiu være den første til at klappe af sig selv efter de høje sluttoner efterhånden overgået af små efterfølgende hvin, jo mere eksalteret stemningen blev, men først og fremmest var det en sørgelig striptease af talentet for den hujende, trampende masse.
Selv havde jeg brug for en panodil og at vende tilbage i tankerne til denne aften, hvor jeg for første gang på nært hold oplevede, hvordan Puccini egentlig skal lyde.
Lørdag den 15. august. Tivolis fødseldagskoncert. Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Ion Marin. Solist: Angela Gheorghiu, sopran