»Undskyld, jeg arbejder,« skriver arkæologen Sara Heil Jensen (Inf. 14. august) i en rødglødende reaktion på interviewet med mig (Inf. 7. august). Hun tror vist, at jeg modstander af kvinders udearbejde og at jeg kæmper for at kvinder »igen skal være afhængige af deres mands indtægt«, som Information kom for skade at referere mig for i en ellers nuanceret leder 8. august.
Hvad med at lade være at misforstå. Det gør debatten mere interessant.
Jeg slog et slag for frihed. Og man skal være naiv som Maud i Matador, hvis man tror, at familier i dag har reel frihed til at vælge at passe deres børn selv. De sidste 40 år har velfærdsstaten bevidst modarbejdet forsørgerfamilien - godt bistået af den radikale kvindebevægelse, der patroniserende kunne fortælle kvinderne, hvad de skulle og ikke skulle. De skulle ud, skulle de, væk fra kødgryderne og deres luderliv som forsørget hustru, og børnene skulle overlades til statslig omsorg. Budskabet passede perfekt til velfærdstatens ekspanderende behov for mødrenes arbejdskraft.
Resultatet er, at kun meget få familier har råd til at leve af én indtægt, fordi familien bliver økonomisk straffet på kryds og tværs, hvis faderen eller moderen - mest moderen ved vi - går helt eller delvist hjemme med børnene. Og når heldagsskolen en dag indføres, eroderes valgfriheden fuldstændig, for så bliver alle danske børn i seks-årsalderen tvangsinstitutionaliseret fra fra otte til 16.
Hvorfor er kvindebevægelsen så ligeglad med denne udvikling, hvorfor så kold i en vis legemsdel over for de kvinder, der har satset på familien frem for karrieren og som dette lands familie- og skattepolitik giver så enestående ringe vilkår?
Direktør Elisabeth Møller Jensen fra Kvinfo giver svaret 17. august. Fordi »løsningen ikke er at gå tilbage til 50’enes hjemmegående husmor«.
Tak, Elisabeth, det er rart at vide, hvor vi skal gå hen. Men det kunne jo være, du skulle overlade det valg til kvinderne selv. Og det kunne jo være, at det ikke handlede om at gå frem eller tilbage, men blot om at få muligheden for at gå i den retning, der passer ens børn og familie bedst.
Og så kunne endeligt også være, at din reaktion viser, hvad der grundlæggende er galt med den statsinstitution, du er direktør for: At Kvinfo hævder at arbejde for kvindernes interesser, men i virkeligheden kun brænder for én ting: Ligestilling, ligestilling og ligestilling. Tilsat positiv kønsdiskrimination og tvungen orlov til fædre, når uligestilling og ufrihed passer ind i den feministiske dagsorden.
Fair nok. Men lad være at sige, at det er kvindernes sag, I arbejder for, når I bevidst modarbejder visse kvinders interesser.
Det er jo bare hykleri.
Katrine Winkel Holm er teolog og kommentator