Det er med harme, at jeg læser om endnu et opstramningsforslag fra Arbejdsmarkedskommissionen i Information (13. august).
Blaska Orlovska er slidt op efter 26 år som rengøringsassistent, og alligevel sidder hun nu i en situation, hvor hun er for syg til at arbejde, hendes sygedagpengeperiode er sluppet op, og hun kan ikke komme igennem nåleøjet for at få tildelt en førtidspension.
Som følge af det nye arbejdsmarkedsforslag fra kommissionen bliver situationen kun værre. Der skal nemlig skaffes 14 milliarder kroner inden for sektoren, og målgruppen bliver de sygemeldte, arbejdsløse og studerende. Man kan undre sig længe over, hvorfor valget ligger på de i forvejen svage i samfundet. Svaret kunne være, at vi har en arbejdsliderlig regering, som slynger om sig med slogans a la »Arbeit macht frei« og »Ledighed er roden til alt ondt.«
Denne påstand stemmer godt overens med den følelse af mistillid, som arbejdsløse og sygemeldte mærker under et fravær på arbejdsmarkedet.
Blaska Orlovskas historie ligner til forveksling den historie, som bliver fortalt blandt sygemeldte deltagere på AOF’s Center for Sundhed og Livsstil. Kurset er arrangeret i samarbejde med kommunen og fokuserer på livsstilsændringer i form af sund kost, motion og vejledning om arbejdsmarkedet.
Jeg mødte hold x for nylig og lyttede til flere af de historier, der har ført til længerevarende sygemeldinger. Et hurtigt blik ud over klassen på ca. 20 personer viser et udsnit af den danske befolkning, som stemmer fint over-ens med de fakta om sygemeldte, der blev oplyst i Informations artiklen om Blaska Orlovska.
Der er et overtal af kvinder i alderen 40-60 år. Disse kvinder er ofte slidt ned efter adskillige år i servicebranchen. Mange kæmper med tydelige fysiske smerter, og ofte er en depression stødt til i opløbet og uvisheden om, hvad fremtiden bringer.
Sygemeldte med fysiske skavanker venter ofte længe i køen til det offentlige sygehusvæsen på at få en afklaring eller blive opereret. I mellemtiden er de så på sygedagpenge. De få yngre kvinder mellem 25 og 40 år, som også findes på holdet, fortæller om deres erfaringer med udbrændthed, stress og for høje krav mellem arbejds-, familie og det sociale liv. Flere stiller usædvanligt høje krav til sig selv, mens andre har været igennem fødselsdepressioner eller mobning på arbejdspladsen.
Fælles for kursisterne er et brændende ønske om at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Fælles er også en stor skam over at være sygemeldte. Flere nævner den mistillid for deres sygdom, som findes i systemet. Samtidig påpeger andre paradokset i denne mistillid, da sygemeldte jo er under konstant overvågning af eller i kontakt med læger, psykologer og socialrådgivere.
Desuden nævner en af lærerne på kurset, hvordan kursisterne ofte lever for deres jobs. Hun sammenligner dem med små Duracell-opladede kaniner, som ikke ved, hvor grænsen går mellem arbejde og fritid. Den udlægning stemmer absolut ikke overens med retorikken, som vi konsekvent bliver bombarderet med i pressen og fra regeringens side, om hvordan sygemeldte skal presses i arbejde. Jeg tvivler dog på, at kommissionens arbejdsmarkedsforslag om merarbejde vil gavne denne gruppe, da det jo blot er en højere dosis af det, som førte til sygemeldingen i første instans.
Arbejdsmarkedskommissionen foreslår, at sygemeldte skal arbejde, samtidig med at de modtager behandling. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, at sygemeldte arbejder samtidig med en behandling på f.eks. 25 timer om ugen? Vil politiet i sidste instans komme og tvinge syge på arbejde med knipler og tåregas, som vi så forleden ved Brorson kirken?
Forslaget til merarbejde kan kun stamme fra en mistillid om sygdommens art, for hvis folk er syge, så kan de ikke arbejde. Det er vel en fysisk umulighed, at folk med ryg-, arm- eller ben-problemer skal gøre rent, stå i butik eller køre lastbil.
Så er der selvfølgelig de psykiske problemer, som er sværere at bedømme. Alligevel må man gå ud fra, at folk har deres grunde til ikke at arbejde, og at ingen mener det ønskværdigt eller værdigt at havne i systemets hule hånd både økonomisk og aktiveringsmæssigt. Skammen er for stor, og overvågningen for intens. Lysten til arbejde syntes da også altdominerende blandt kursisterne på hold x, hvis blot de kunne.
Kathrine Lassen er cand.scient. soc. i Udviklingsstudier og tidligere FN-udsendt i Burkina Faso