»Vi var en familie med kompostbunke, dobbeltgarage og fremtidsplaner, og jeg opfattede mig som en forælder for min kærestes søn. Jeg tog med til forældrekonsultationer, jeg hentede ham fra spejder, og da vi havde boet sammen i et stykke tid, gik det op for mig, at jeg elskede min kærestes søn. Det kommer man jo til, når man engagerer sig så dybt i et barn,« siger Stéphanie Surrugue, som var en del af sin kærestes søns liv, fra han var fem, til han var ti år gammel.
»Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var det faktisk mit forhold til hans søn, som fyldte mest hos mig. For hvad med ham og mig? Kunne jeg blive ved med at se ham? Og hvad ville det betyde for ham at opleve endnu en skilsmisse? ‘Jamen I sagde jo, at I skulle være sammen for altid,’ sagde han, da vi fortalte, at vi ville gå fra hinanden. Jeg kan faktisk næsten ikke huske, hvordan vi fik det sagt,« fortæller hun om bruddet med sin eks-kæreste og hans søn.
Omkring to tredjedele af alle skilsmissebørn har eller har haft en eller flere stedforældre, men de sammenbragte familier er skrøbelige. En dansk undersøgelse viser, at par med et eller flere børn fra et tidligere ægteskab har 33 procent større sandsynlighed for at gå fra hinanden, og dermed er Stéphanie Surrugue ikke alene om at stå tilbage med den mærkelige titel: eks-papmor.
Kari Moxnes er professor i sociologi ved Trondheim Universitet og har skrevet bogen Den skånsomme skilsmisse ud fra sin forskning i skilsmisser og sammenbragte familier. Hun mener, at skilsmisserne i de sammenbragte familier sladrer om den generelle relationen mellem stedforældre og stedbørn.
»Det er slående, at forskningen viser, at forholdet mellem stedbørn og stedforældre næsten altid går i stykker, hvis den biologiske forældre og stedforældre går fra hinanden. Det er altså ikke en særlig stærk relation, selv om de, som lever i de sammenbragte familier, måske gerne vil tro det.«
Trine Jensen havde slet ikke gjort sig konsekvenserne klart, da hun nyforelsket med en barsk skilsmisse i bagagen flyttede ind hos sin eks-kæreste, der ligesom hende selv havde to børn.
»Jeg tænkte slet ikke, at det ville kunne give problemer, at jeg skulle være stedmor. Jeg havde altid ønsket en stor familie, og jeg kunne godt lide hans drenge, men det viste sig hurtigt, at de ikke var tilfredse med min måde at være mor på. De synes, at jeg smurte madpakkerne forkert, og at jeg ikke redte sengene på den rigtige måde, og de blev vrede, da jeg ville male væggene. De ville have, at det stadig skulle se ud, som dengang deres mor og far boede sammen,« siger Trine Jensen, som endte med at flytte fra sin kæreste efter to års samliv. I dag ser de to familier kun hinanden, når de mødes tilfældigt.
Mange stedforældre går ind i rollen med liv og sjæl, mener sociolog Mai Heide Ottosen fra Det Nationale Center for Velfærdsforskning, SFI. Hun forsker i modernitet og familierelationer og udgav i 1997 undersøgelsen Børn i sammenbragte familier - et studie i forældreskabet som social konstruktion. Hun blev under sin forskning overrasket over, hvor tæt de biologiske forældre vurderede, at deres børns forhold var til deres stedforældre.
»Jeg spurgte de biologiske forældre, om de betragtede deres børns forhold til deres partner, som en anden slags voksenven, som hovedsagligt mors/fars kæreste eller som en forældrefigur. Og 69 procent svarede, at de så deres partner som en ekstra forælder for barnet. Det kom bag på mig. De fleste i dag bevarer kontakten til deres biologiske børn efter en skilsmisse, og det betyder jo, at mange børn lever i familiestrukturer, hvor de har tre forældre,« forklarer Mai Heide Ottosen.
Men psykolog Sia Holm, som er privatpraktiserende psykolog med speciale i sammenbragte familier og medstifter af webforummet www.sammenbragte-familier.dk mener, at både de biologiske forældre og stedforældre snyder sig selv, når de forsøger at betragte stedforældrene som en ekstra forælder for barnet.
»Vi modellerer den sammenbragte familie efter kernefamilien, men den sammenbragte familie er helt anderledes og har helt anderledes vilkår, og det har vi nærmest ikke noget sprog for. Bare i selve ordet stedmor eller stedfar ligger der jo en forventning om, at man skal træde ind i moderen eller faderens rolle, men det skal man jo ikke, når der er en levende mor eller far et andet sted. Det at tilkæmpe sig og samtidig definere en anden slags voksenrolle i en familie er utroligt svært. Mange ender med at lege familie, selv om de ikke er det, og dermed bliver de sammenbragte familier omgivet af meget tabu. Det er for eksempel svært at indrømme, at stedforældre og stedbørn ikke nødvendigvis skal elske hinanden, og at der er en følelsesmæssig forskel på relationen mellem ens egne børn og så andres ligesom der er en følelsesmæssig forskel på ens biologiske forældre og så en anden voksen, « siger Sia Holm.
Den sandhed går til gengæld op for mange, når den sammenbragte familie bliver skilt og forholdet mellem stedbørn og stedforældre går i stykker.
»Forholdet mellem stedforældre og stedbørn mister jo den sammenhæng, det er opstået i, for stedforælderen er ikke børnenes 3. forældre og derfor føles det ikke naturligt at fortsætte relationen til barnet. Det sker sjældenere i andre tilfælde end dem, hvor stedforældrene er blevet primær omsorgsperson, « siger Sia Holm.
Anja Tegen er en af de sjældne, som har valgt at dele sine børn Emma og Rasmus med sin eks-kæreste, selvom han kun er far til den yngste af hendes to børn.
»Jeg var gravid med Rasmus, da jeg mødte min eks-kæreste, så han har været med hele vejen. Da vi gik fra hinanden, diskuterede vi lidt, om han skulle have samvær begge børn, men det blev hurtigt til, at det skulle han. Han elskede jo Rasmus lige så meget som Emma, selv om han kun var biologisk far til hende. I dag betragter både jeg og børnene ham som børnenes far,« siger Anja, som til gengæld har oplevet, at det er et større papirarbejde at sørge for, at hendes eks-kæreste kan få lov at være far for Rasmus.
»Jeg har måtte skrive under på en masse ting, så min eks-kæreste kunne få lov til at hente børnene eller deltage i forældrekonsultationer. Og jeg har da tænkt på, hvad der ville ske, hvis jeg pludselig døde. Hvem får så Rasmus? Min eks-kæreste og jeg har indleveret et papir på statsamtet, hvor vi beskriver vores deleordning i tilfælde af, at vi blev uvenner. Problemet er bare, at min eks-kæreste faktisk ikke ville have nogen rettigheder i forhold til Rasmus i sådan en situation,« siger Anja Tegen, som gik fra sin eks-kæreste, da hendes yngste barn var omkring et år. Siden da har hendes børn haft tætte forhold til flere af hendes kærester, men ingen af dem har holdt, når forholdet til kæresten var slut.
Trine Jensen har til gengæld valgt, at hun ikke vil involvere sin børn i nye kærester, og at hun heller ikke vil have nye papbørn.
»Selvom det var svært at bo sammen med min eks-mand og hans børn, var det også svært at sige farvel til dem. Min datter havde knyttet sig meget til sin stedfar, og jeg tror, at vores brud fik mange af følelserne fra hendes fars og min skilsmisse til at komme op igen. Jeg har lovet mig selv, at det ikke skal ske igen. Jeg vil ikke flytte sammen med en anden mand, før mine børn er flyttet hjemmefra.« siger Trine Jensen.
Også Stéphanie Surrugue har spurgt sig selv, om hun gjorde et barn fortræd, da hun og hendes eks-kæreste valgte at gå fra hinanden.
»Det er klart, at det har plaget mig, at jeg lod en lille dreng gennemgå sin anden skilsmisse. Jeg tænkte for eksempel meget over, hvad det ville betyde for hans opfattelse af parforhold og kærlighed, at man aldrig kan stole på at noget er for evigt?« spørger hun
Professor i sociologi Kari Moxnes er også bekymret for de børn, som oplever flere skilsmisser og det medfølgende tab af voksne, som har haft en vigtig rolle i deres liv.
»Vi ved, at det ikke er selve bruddet mellem forældrene, som giver de største psykiske problemer, men derimod de konflikter, som følger med bruddet. Det gælder også, når biologiske forældre går fra stedforældre. Problemet er bare, at det er de færreste forhold, som går i stykker, uden at det medfører konflikter,« siger Kari Moxnes som tror, at også skilsmisser mellem stedforældre og biologiske forældre kan påvirke barnet dybt.
»Vi har ingen lang tradition for sammenbragte familier, så vi ved reelt meget lidt om, hvordan denne livsform vil påvirke børnenes liv siden hen, men jeg gætter på, at de dobbelte skilsmisser vil få konsekvenser. Barnet vil jo typisk være ældre, når det oplever skilsmisse nummer to og har måske levet længere sammen med sin stedforældre end med sin biologiske forældre. Og når stedforældrene bare forsvinder kan det sætte sig dybe spor«
Psykolog Sia Holm mener dog ikke, at forældre med børn skal lade være med at flytte sammen med deres kærester af frygt for endnu en skilsmisse.
»Jeg tror faktisk ikke, børn er så sarte. De kan godt håndtere at sige goddag og farvel både til deres oprindelige kernefamilie og til stedforældre, men det kræver at både forældre og stedforældre tager ansvar for forholdet og afskeden. Det bliver nok også lettere at tage afsked, hvis man fra starten af har været åben om, at relationen altså først og fremmest er opstået på grund af de to voksnes forhold og ikke kan sammenlignes med relationen forældre/barn.«
I årene efter Stéphanie Surrugues brud med sin eks-kæreste blev hun ved med at se sit stedbarn, selv om det medførte mange komplicerede situationer.
»Jeg kan huske, at jeg tog ud til brunch hos min eks-kæreste, med mine eks-svigerforældre og mit eks-papbarn, og det var rædselsfuldt at finde ind i de nye roller. I starten havde jeg simpelthen ondt i maven, hver gang vi sås, for det rev op i mit savn efter min stedsøn,« siger Stéphanie Surrugue og fortsætter.
»Drengen blev jo også forvirret over, hvad det var for en relation, som vi havde. På et tidspunkt spurgte ham mig, hvad jeg egentlig var, for jeg var jo ikke hans papmor længere. Det endte med, at vi aftalte at vi bare ville være venner. Lilleven og storeven kaldte vi os. Siden da er det langsomt gledet ud. Jeg har fået ny kæreste, min eks-papsøn har fået en ny papmor og det ville for eksempel være unaturligt, hvis jeg blev inviteret med til hans konfirmation til næste år. Også selv om jeg var en del af hans nærmeste familie, indtil han blev 10,« siger hun
Anja Tegen har valgt at se det som en styrke, at hendes børn møder hendes kærester, selv om det også har betydet, at de har måttet sige farvel igen.
»Jeg er egentlig ikke så bekymret, for man skal jo lære at sige farvel til mennesker, som man har holdt af. Livet er jo fyldt af brud og det kan man vel lige så godt vænne sig til. Jeg tror da heller ikke, at mine børn kommer til at leve sammen med den samme hele livet. Det er der jo ingen som gør i dag.«