»Parabolerne forbinder forstæderne med Marokko,« lyder speaken. Billedsiden panorerer hen over en boligblok i udkanten af Amsterdam. Marokko føles på én gang meget langt væk og uhyggeligt tæt på. Fra arabisk tv lærer ‘de’ - altså ‘muslimerne’, som åbenbart bor bag parabolerne og betonen - at »se sig selv som ofre for undertrykkelse«. Man forstår på speaken, at den er helt gal.
»Om morgenen den 2. november 2004 blev en mand myrdet på åben gade midt i Amsterdam. Men det kunne være sket hvor som helst i Europa. Ofret var filmmanden Theo van Gogh« - det er søndag aften på DR2. Egentlig skulle jeg have læst i Hatet mot muslimer, en ny bog af den svenske forsker Andreas Malm, men havner i stedet midt i et af den slags tv-programmer, Malm analyserer i sin gennemgang af, hvordan Den Store Teori om muslimsk magtovertagelse i Europa - også kaldet Eurabien - bliver til og bliver mainstream.
Mohammed Boyeri, den unge mand med marokkansk baggrund, der blev dømt for mordet på van Gogh, er hovedperson i programmet. Speaken begriber ikke, hvorfor efterretningstjenesterne ikke aflyttede Boyeris telefon op til mordet - han havde jo i årevis spredt »ekstremistiske« budskaber på nettet, der tydeligt viste, at han »bevægede sig længere og længere væk fra det moderne samfund«.
Netop modstillingen moderne/middelalderlig brugt synonymt med Vesten/islam er karakteristisk for det, nogle kalder islamofobi. Det begreb stiller Andreas Malm sig kritisk overfor. Blandt andet fordi begrebet islamofobi tilslører lighederne mellem nutidens tale om muslimer og god gammeldags racisme. Og antisemitisme, mener Malm.
Alligevel er der flere jødiske akademikere blandt tilhængerne af Eurabien-teorien. Efter en konference ved Hebrew University i 2006, hvor en af de mest prominente Eurabien-ideologer, Bat Ye’or, deltog, sammenlignede historikeren Robert Wistrich da også Eurabien-teorien med Zions Vises Protokoller - teorien om, at et dokument fra 1864 angiveligt skulle afsløre en hemmelig jødisk verdenserobringsplan.
»Men til forskel fra Zions Vises Protokoller, som er et totalt falsum, har vi i det her tilfælde dokumentation,« sagde Wistrich til den israelske avis Ha’aretz.
Bat Ye’or udgav i 2005, hvad der senere blev et kultværk blandt såkaldte islamkritikere: Eurabia - the Euro-Arab Axis. Her udfolder Ye’or en detaljeret teori om, hvordan ‘de arabiske lande’ fik krammet på de europæiske regeringer under oliekrisen i 1973 og dermed det afgørende magtovertag til at iværksætte en årtusinder gammel plan om muslimsk verdensherredømme.
Ifølge Ye’or har islam nemlig fra Muhammeds dage omkring år 600 udgjort et »besættelsesapparat«, med ‘jihad’ som den dødbringende kerne, drevet frem af ønsket om »muslimsk overtagelse og dominans af enorme territorier befolket af ikke-muslimer«.
I Ye’ors vokabular kommer ‘muslimer’ og ‘arabere’ ud på et, og hun kalder islam en »blodsugende religion«, der »stjæler blodet fra sine undersåtter«. Indtil 1973 havde araberne svært ved at få suget blodet ud af Europa, men det år ændrede alt sig. Da OPEC satte prop i olieledningerne, stillede araberne et hemmeligt ultimatum med en række krav, som EF-landene skulle opfylde, hvis de ville have olien - og pengestrømmene fra de arabiske banker og fonde - til at flyde igen.
»De europæiske magthavere [havde] intet valg. De kapitulerede betingelsesløst,« skriver Ye’or.
Euro-Arab Dialogue (EAD), der blev etableret det år, var ikke, som den officielle forklaring lyder, et fransk initiativ til at drøfte økonomiske og politiske spørgsmål mellem de europæiske og arabiske lande. Ifølge Ye’or var og er EAD et arabisk initiativ og har siden 1973 fungeret som Vesteuropas hemmelige regering. Somme tider agerer den under kodenavne som Euromediterrenian Partnership eller Barcelona-processen, men der er tale om ét og samme projekt:
»Indtil den dag i dag er den Euroarabiske Dialog fuldstændig ukendt for europæerne, til trods for, at dets okkulte maskineri har gennemført Europas irreversible forvandling via hemmelige kanaler. Europæiske skattebetalere indser ikke, at de finansierer Dialogens mange stiftelser og komplekse organer, som arbejder gennem deres egne nationale parlamenter, Europaparlamentet, EU-Kommissionen, akademia, pressen, medierne og politikerne - alle spinder de nettet,« skriver Ye’or, og tilføjer siden kirkerne, partierne, industrierne, bankerne til dette »okkulte maskineri«.
Årsagen til europæernes oplevelse af og forvirring over »den stigende sociale usikkerhed, erosionen af de grundlæggende friheder og den snigende mutation af deres samfund« er ifølge Ye’or en følge af, »hvad valgte politikere har planlagt i det skjulte i Europakommissionens besluttende organer«, og det hele leder tilbage EAD og året 1973.
‘Muslimerne’ udøver nu »et solidt herredømme over Europas politik og økonomi«.
Udover overgivelse af institutionel magt kapitulerede de europæiske ledere også over for ‘arabernes’ krav om at »implementere en stor muslimsk befolkning i Europa, som skulle nyde fulde politiske, kulturelle, sociale og religiøse rettigheder i værtslandene«. Det såkaldte indvandringsproblem i Europa er altså hverken resultat af misforstået venstrefløjshumanisme eller europæiske arbejdsgiveres behov for billig arbejdskraft. Masseindvandringen »blev faktisk planlagt på et euroarabisk seminar ved universitetet i Venedig den 28-30. marts 1977«, afslører Ye’or.
Ye’or er ombejlet både politisk og akademisk. I 2005 talte hun om »jihads ofre« på en FN-menneskerettighedskonference - i selskab med blandt andre Ayaan Hirsi Ali, der lavede filmen Submission sammen med Theo van Gogh.
I Danmark er Ye’or populær hos blandt andre Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow, mens medstifter af Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard har kaldt hende en »banebrydende forfatter« - og Ye’or var blandt hovedtalerne på Jyllands-Postens og Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedskonference i 2005.
Blandt internationale hotshots er Ye’ors teori om Eurabien hyldet af blandt andre Bruce Bawer, tidligere skribent for bl.a. Newsweek og Wall Street Journal, der mener, at »ingen anden bog forklarer den europæisk-muslimske situation i al dens kompleksitet bedre end denne«. Den britiske historiker Niall Ferguson kalder Ye’ors teori for »profetisk«, ligesom Daniel Pipes, der blandt andet har undervist i historie ved Harvard, har prist Ye’or for at »have sporet en næsten hemmelig historie«. Daniel Pipes modtog i 2006 Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris.
Ifølge Andreas Malm har Eurabien især et karakteristisk træk til fælles med klassiske konspirationsteorier:
»Indbyg fraværet af bevis som bærende bevis for teorien. Hvis ingen har hørt tale om EAD, er det et tegn på EAD’s magt. (…) Hvis vi ikke kan se den arabermuslimske magt, betyder det, at den virker i det usynlige.«
Men »som fortælling om Europas samtidshistorie er EAD-teorien bizar«, skriver Malm, eftersom magtforholdet snarere forholder sig omvendt: Allerede i 1972, året før oliekrisen, udtrykte EF ønske om at oprette en frihandelszone tværs over Middelhavet - det, der senere blev kendt som Barcelona-processen. Men først i 1990’erne var styrkeforholdene de rette, skriver Malm. Vilkårene for den frihandelszone, der blev etableret i 1995, var nemlig langt mere fordelagtige for EU end for de arabiske lande:
»For EU repræsenterer markederne på den anden side af Middelhavet en lækkerbisken. For de nordafrikanske stater udgør den en livline (…) I Barcelona-processen, der til forskel fra EAD’s tophemmelige ‘generalkommission’ kan observeres i den empiriske virkelighed, er det EU, der forbereder målsætningerne, skriver udkast til deklarationer, arrangerer konferencer, administrerer løbende virksomhed, faxer og ringer og mailer fra Bruxelles og forhandler i fælles front mod isolerede arabiske lande, som bevilges audiens én for én.«
Mens visse elementer i Ye’ors Eurabien-teori måske virker en anelse for fantasifulde for mange, er flere af dens grundelementer til gengæld temmelig rodfæstet i den offentlige debat. F.eks. ideen om, at ‘muslimerne’ i Europa udgør en slags femtekolonne, som formerer sig i en hast, de moderne europæere umuligt kan hamle op med.
Spørgsmålet om, hvorvidt ‘muslimerne’ gennem indvandring og barnefødsler snart vil udgøre majoriteten i Europa, tog magasinet Newsweek op i slutningen af juli.
»The myth of Eurabia - the false fears of a muslim takeover,« lød det på forsiden skrevet i midten af et turban-lignende hvidt klæde på sort baggrund. Eurabien-ideologer som f.eks. amerikanske Mark Steyn citeres for påstande om, at muslimer i år 2025 vil udgøre 40 procent af Europas befolkning. Newsweek maner til besindighed: så mange muslimer er der slet ikke i Europa. Artiklen refererer en undersøgelse fra U.S National Intelligence Council, der opstiller en række mulige scenarier, hvoraf »det mest aggressive« lyder på, at antallet af muslimer i Europa kan stige fra godt 20 millioner i dag - ca. fem procent af befolkningen - til omkring 38 millioner i 2025, altså blot otte procent af den europæiske befolkning.
Så kan man spørge, hvorfor det overhovedet er relevant at tælle ‘muslimer’ i Europa. Hvad Newsweek da også problematiserer i sidste del af artiklen:
»Myten om Eurabien forudsætter eksistensen af et samlet Islam, en blok, der er i stand til kollektiv og potentielt farlig handling.«
Men, skriver Newsweek, et sådant samlet islam eksisterer ikke, hverken som sammenhængende teologisk forståelsesramme, eller i form af et politisk og socialt holdningsfællesskab blandt muslimer i forskellige lande.
Et andet spørgsmål er, hvordan man tæller ‘muslimer’ i Europa. I langt de fleste europæiske lande er det jo forbudt at registrere folk efter religiøs overbevisning. Men det er ikke noget problem for Eurabien-ideologerne. For ‘muslim’ handler ikke så meget om religion som om krop og slægt.
»Det er den genealogiske baggrund i et muslimsk land, defineret som et land, hvor islam er den største religion, som afgør, om et menneske regnes for muslim,« skriver Malm i Hatet mot muslimer.
Dette kriterium må også statistikerne udgå fra, hvis de vil tælle ‘muslimer’ i Europa.
Malm efterprøver selv tesen om kolonisering via formering i Hatet mot muslimerne, fordi demografi er »et område, hvor de islamofobiske ideologer fremfører teser, som faktisk kan efterprøves mod virkeligheden«.
Malm fremviser herefter en række studier, der dels viser, at ‘indvandrere’ - i den udstrækning de har højere fødselsrate end ‘indfødte’ europæere - efter en generation har stort set samme fødselsrate som landsgennemsnittet, og dels at et land som f.eks. Iran har samme fødselsrate som Sverige, mens forskellen mellem Iran og Afghanistan er enorm.
»Islam har ingen demografisk profil,« skriver Malm.
Det er især dette element i Eurabien-teorien - koblingen mellem tesen om demografisk kolonisering og definitionen af ‘muslim’ som et spørgsmål om genealogi snarere end religiøs praksis - der får Malm til at kalde den for gedigen racisme. Eurabien-teorien forudsætter, at ‘muslimskhed’ bor i kroppen, og at ‘muslimer’ skulle være nærmest forprogrammeret fra ‘de arabiske lande’ til at udføre planen om verdensherredømme - og for anden- og tredjegenerations-‘indvandrere’ må forprogrammeringen vel så afløses af fjernstyring. Måske via parabolerne i forstæderne?
I forlængelse af denne ide mener Eurabien-ideologer, at muslimer kan være »perfekt assimilerede på overfladen«, som Mark Steyn formulerer det, uden at det betyder noget - faktisk er de, som »ligner europæere«, de farligste, fordi de kan virke i det skjulte. Alle muslimer er potentielle homegrown terrorists, som f.eks. de, der slog til i Londons undergrund. Man skal ikke lade sig narre af ‘muslimers’ praksis og fremtræden, for det handler om »essensen af identitet, af loyalitet«, skriver Steyn. Han mener ikke, at den forestilling er racistisk, for det »handler ikke om race; det handler om kultur«.
Til dette anfører Malm, at hvis kulturen bor i kroppen og nedarves generation efter generation, er det svært at se forskel på kultursammenstødsteori og racelære.
Eurabien-ideologen Bruce Bawer er ikke i tvivl om løsningen på ‘kultursammenstødet’ mellem muslimer og Vesten: Det europæiske folk må indse, at alternativet for Vesteuropa vil blive »total kapitulation eller massefordrivelse«. Steyns forslag lyder: »I en demokratisk tidsalder kan man ikke overvinde demografien - undtagen gennem borgerkrig.«
Malm, Andreas: ‘Hatet mot muslimer.’ Atlas, 2009, 747 s., 195 svenske kroner fra bokforlagetatlas.se, ISBN 978 9173893497
Ye’or, Bat: ‘Eurabia: The Euro-Arab Axis.’ Fairleigh Dickinson University Press, 2005, 384 s., 20 britiske pund fra amazon.co.uk, ISBN 978 0838640777