Pædagogisk autoritet er blevet et varmt emne. Nogle foreslår, at retten til at bortvise elever bør genindføres. Og meningen er vist nok, at det vil kunne styrke pædagogens og lærerens autoritet. Andre foreslår, at myndighedspersoner skal have flere sanktionsmuligheder, og at politiet skal kunne udøve konsekvenspædagogik.
I forhold til forgange reformpædagogiske toner spilles der i dag andre melodier. I dag fokuseres der på classroom management og på læreren som leder. I dag er rundkredsen - symbolet på pædagogisk lighed - bortdømt til fordel for klasserumshierarkiet.
Det samme gælder forholdet mellem skole og hjem. Her hører man i stigende grad den opfattelse, at forældrene ikke bør blande sig i alt det, skolen giver sig af med fra undervisningsindhold til pædagogiske metoder. Nej, læreren bør kunne sætte sin autoritet ind og alene med henvisning til sin merviden erklære, at på skolen og i klasselokalet bestemmer læreren, fuldstændig ligesom patienter - som regel - ikke blander sig i lægens dispositioner.
Over for det lyder den reformpædagogiske stemme, at alt dette kan skade det pædagogiske forhold, tilliden mellem børn og lærere, skole og hjem, borgere og politifolk. Man kommer ingen vegne med autoritet, fordi autoritet dels krænker individets myndighed, dels skader dets iboende kreative ressourcer, siger denne stemme. Ja, vi husker sikkert alle sammen, at der for ikke så mange år siden var noget, der kaldte sig for ‘antiautoritær pædagogik’. Målet var at realisere det åbne samfund i skolen, dvs. gøre skolen til et utopia for alt det, vi drømte om på samfundets vegne. Giv din mening til kende! Stol på dig selv! Accepter aldrig en autoritet!
Det ser man i indvandrerdebatten: Hvis vi nøjes med at udøve autoritet, får vi ikke fat om ondets rod. Så straffer vi uden at begrunde, ja, endnu værre, uden at forebygge. For når autoriteten taler, er det autoriteten selv, der er begrundelsen.
Det ser man også i den pædagogiske debat. Kun den absolutte lighed i forholdet mellem lærer og elev kan få eleven til at folde sig ud og realisere sine iboende kreative ressourcer, for læreren skal være ‘facilitator’, ikke autoritet, lyder holdningen.
Så debatten raser fortsat, selv om styrkeforholdene har ændret sig: Den ene fløj hævder, at det er udtryk for et fremskridt, at autoriterne er blevet ophævet, og at vi nu om dage alle sammen på hver vores måde er kompetente. Den anden fløj fremhæver, at vi netop på grund af den slags positioner har mistet den enorme gevinst, det er, at nogle - men ikke andre - kan tale i kraft af deres institutionelle, faglige eller personlige autoritet. Ja, for nogle - f.eks. Henrik Jensen i bogen Det faderløse samfund - er selve den grundlæggende faderautoritet nedsmeltet.
Kort sagt: Har den anti-autoritære pædagogik sejret med det frie barn som vinder? Eller befinder vi os i en neoautoritær tidsalder - og repræsenterer det måske oven i købet en pædagogisk gevinst?
Mit svar er, at selve formuleringen af en modsætning mellem autoritær og antiautoritær pædagogik er forkert. Der er ikke blevet mere eller mindre autoritet. Men autoriteten har ændret form.
Hvad er autoritet, og hvordan udøves den? Autoritet kommer mange steder fra. Den kan tildeles eller overdrages som institutionel autoritet. Eller den kan komme indefra og hedder i så fald personlig autoritet.
De to autoritetstyper udtrykker sig forskelligt. Den institutionelle autoritet udtrykker sig i ydre tegn. Generalen har flere striber på skulderen end obersten, skolelederen et større kontor end viceskoleinspektøren, overlægen hvid kittel og stetoskop. Den baserer sig på magt og henviser til en magtgiver: ham, der har udnævnt generalen eller ansat lederen. Og generalen kan derfor profitere af den ydre autoritet: true med sanktioner fra højere myndighed.
Den personlige autoritet er anderledes. Den kommer indefra og kommer til udtryk i selve relationen. Den trækker på et indre lager, og derfor er den en knap ressource. Den skal hele tiden opretholde sig selv, for den har ikke andre leverandører end sig selv. Derfor er den selvfortærende. Den lærer eller pædagog, der trækker på sin institutionelle autoritet, kan hvile i sig selv. For ham eller hende er rutine et plus. Men den lærer eller pædagog, der trækker på sin personlige autoritet - som er smartere end den smarte elev, hurtigere end den hurtige, som hele tiden skal ‘vinde respekt’ - kan aldrig slappe af. Her er rutine et svaghedstegn.
Min påstand er, at striden mellem såkaldt autoritær og antiautoritær pædagogik i virkeligheden er en strid mellem institutionel og personlig autoritet. De antiautoritære lærere havde ikke givet afkald på autoritet, men udøvede den anderledes: som personlig autoritet. Og derved udmattede de ikke alene sig selv, men også selve lærerrollen.
For autoritet kan ikke undværes i forholdet mellem lærer og elev. Selve forholdet er asymmetrisk, og spørgsmålet er alene, hvordan denne asymmetri udøves. Min påstand er, at der i dag melder sig en ny autoritetsform. Ikke den institutionelle - der udøver sig med magt og virker gennem regler og systemkontrol - men heller ikke den personlige, der udøver sig med personligt overskud. Nej, i dag er det den faglige autoritet, der er kommet på banen. Og det er faktisk en gevinst af betydeligt omfang.
Den faglige autoritet udtrykker sig i en kunnen, dvs. i en adfærd, der henviser til faget. Den udtrykker sig i den rutinerede kunstners selvfølgelige penselstrøg eller i pædagogens faglige duelighed. Fordelen er, at også her er autoritetslageret eksternt og i princippet uudtømmeligt. Den faglige autoritet er ikke truet af konstant udmattelse, og samtidig udøves den ikke terroristisk. Den udøves i kraft af den højeste grad af professionalitet. For autoriteten er ikke død, og den skal ikke genindføres i sin despotiske form. Den skal professionaliseres. Fremtidens autoritet er fagautoriteten.
En af forestillingerne bag autoritetskritikken var, at autoritet kunne og burde afskaffes. Svaret er, at autoritet ikke kan afskaffes. Den er altid nødvendigvis til stede i det asymmetriske pædagogiske forhold. Men svaret er også, at autoritet ikke bør afskaffes, for hvis autoritet udøves professionelt, rummer den store gevinster. Autoritetsudøvelse er for det første en uvurderlig samfundsmæssig ressource, en hastighedsgevinst. For det andet skaber den gode autoritet et forhold, hvor myndighedstildelingen går begge veje. En autoritet er en person, der i kraft af sit ‘naturlige’ overskud kan lade andre udfolde sig.
Autoritetsudøvelse leverer hastighedsgevinster. Hvis vi hver eneste gang kræver, at et udsagn skal begrundes, udsætter vi os for et enormt tempotab. Hvis borgeren kræver af betjenten, at han begrunder sit indgreb, før borgeren respekterer det, så kan samtalen fortsætte i dagevis. Hvis patienten kræver af lægen, at alle præmisser for et udsagn eller et indgreb skal begrundes tilbage til sine mest grundlæggende forudsætninger, så kan jeg garantere for, at ventelisterne på landets sygehuse vil vokse i det uendelige. Så vil undervisningen gå i stå, fordi det antiautoritære barn vil sidde nede på første række og kræve yderligere begrundelse. Så tier eleven ikke stille, fordi hun skal, men først når det er blevet begrundet, at hun skal.
Autoritet giver hastighedsgevinster. Men er omkostningen ikke for stor? Nej, for god autoritetsudøvelse er ikke terroristisk. Ifølge den amerikanske sociolog Richard Sennett, der i 1980 udgav bogen Authority, må faglig autoritet udfolde sig i et forhold, hvor myndighedstildelingen går begge veje. En autoritet er en person, der i kraft af sit institutionelle, faglige eller personlige overskud tildeles myndighed af andre. Men samtidig må denne autoritetsperson bruge sin autoritet til at lade andre udfolde sig. Sennetts pointe er derfor, at autoritet og frihed ikke, som det ellers på det tidspunkt var en almindelig antagelse, nødvendigvis udelukker hinanden. Autoritet er et bånd mellem mennesker, som er ulige. Behovet for autoritet er fundamentalt. Børn har brug for autoriteter til at lede og forsikre dem. Voksne realiserer en vigtig del af sig selv ved at være autoriteter: Det er en måde at udtrykke omsorg på. Derfor er frygten for og hadet til autoritet en illusion.
Men hertil kommer, at den gode autoritet, ikke mindst den form for autoritet, der former forholdet mellem forældre og børn, mellem mester og lærling, eller mellem lærer og elev, er en autoritet, der tilstræber sig egen ophævelse. Forudsætningen er, at autoriteten, dvs. den person der udøver autoritet, skal være refleksiv, for hvis ikke autoriteten udøves med henblik på at den anden frigør sig fra autoriteter, har den forfejlet sit eget projekt. Herigennem mister mesteren ikke autoritet, fordi eleven vinder autoritet. Nej, så glæder mesteren sig tværtimod over at eleven vokser sig lige så stor som eller endnu større end sin lærer.
Netop derfor er autoritet et helt igennem fundamentalt aspekt ved det pædagogiske forhold, fordi målet for opdragelse og uddannelse er gennem ydre påvirkning at gøre den, der påvirkes, fri fra ydre påvirkning. Dette projekt forudsætter autoritet - men det forudsætter netop den refleksive form for autoritet, der har sin egen ophævelse for øje.
Svaret på striden mellem institutionel og personlig autoritet er ikke et enten-eller, men at vælge den helt tredje position: Vi skal generobre den faglige autoritet.
Hvis jeg skulle investere i autoritetsaktier - og det er som bekendt risikabelt med vore tiders uro på aktiemarkedet - ville jeg vælge at investere i faglig autoritet. Autoritet skal professionaliseres.
Niklas Luhmann skriver i en af sine tidligste bøger - Tillid fra det berømte år 1968, hvor den antiautoritære bevægelse som bekendt brød igennem - at autoritet har ændret stil:
»Efter at det gamle sandhedskosmos er faldet sammen, har stilen i verdens bekendthed og erkendbarhed ændret sig grundlæggende. (…) Derfor er autoritet ikke et spørgsmål om en ophøjet viden, som kun er tilgængelig for få, men et spørgsmål om en tillært specifik kompetence, der udøves arbejdsdelt.«
Pædagoger og lærere skal generobre deres autoritet i forhold til børnene, forældrene og offentligheden, og det kan de gøre, hvis de generobrer deres fag, nemlig at være eksperter i undervisning, dvs. i at formidle et fagligt stof. Det forudsætter et fagligt og et pædagogisk overskud.
Det skal de gøre selv ved at kæmpe for deres faglige autoritet, dvs. deres professionalitet. De skal kunne mestre en autoritetsudøvelse, der både høster de tempofordele, som autoriteten indebærer, og som praktiseres refleksivt, dvs. i en viden om, at midlet er at kunne sætte de højest mulige standarder i undervisningen, og at det ultimative mål er, at autoriteten ophæver sig selv, fordi eleven gør sig fri og vokser læreren over hovedet.
Denne faglige autoritet skal lærerne erobre i kraft af deres faglige uddannelse, dvs. ved at der skabes en læreruddannelse, hvis grundydelse er, at lærerne bliver eksperter i undervisning.
En af effekterne er, at myndighederne gentildeler dem en faglig respekt, dvs. udviser tillid til, at lærerne kan udfolde deres myndighed ikke i kraft af et detaljeret regel- og reguleringssystem (dvs. en udefrakommende institutionel og myndighedsbaseret autoritet), men i kraft af deres faglige autoritet.
Vi - forældrene, politikerne, embedsværket og eleverne - skal både have tillid til og udvise respekt for lærerne. Den tillid har vi kun, og den respekt viser vi kun, hvis de, lærerne, generobrer deres autoritet i form af en lærer-professionalitet, som vi, borgerne, politikerne og forældrene, kan anerkende som en indiskutabel faglig professionalitet. Resultatet? Store tempofordele. Men først og fremmest bedre undervisning. Står du over for en virkelig autoritet, gør han eller hun dig ikke mindre, men større.
Lars Qvortrup er dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet