Der er dukket hjemmearbejde op til selskaber, der forsøger at håndhæve deres rettigheder med hård hånd på nettet. Du har sikkert selv set, ja, måske endda selv lavet optagelser, af legende børn, glade fødselarer eller lyksalige ægtepar tilsat musik, som giver optagelserne det dér ekstra pift.
Men det er ulovligt at offentliggøre den slags familiær hygge, selvom det sker igen og igen på YouTube, hvor glade amatører uploader deres hjemmevideoer. Og det sker igen og igen at rettighedshavere - især dem med et enormt sangkatalog som Warner eller EMI - får dem pillet ned igen via såkaldte takedown notices.
Hvem det helt præcist skader, at der ligger sådanne øjeblikke af lykke og klodset fotografering og videoredigering på YouTube har længe været svært at gennemskue. Men nu har det i hvert fald vist sig, hvem det kan gavne: Rettighedshaverne.
Første eksempel: Det lille band Barcelona fandt for nylig ud af, fra familie og venner, at deres sang ‘Please Don’t Go’ bliver brugt i en smuk, enkel optagelse af verdens næststørste akvarium, Kuroshio Sea. Det havde de ikke noget imod, og de opdagede samtidig, at de kunne se en forbindelse imellem det voksende antal views på YouTube og salget af deres album Absolutes på iTunes. De lavede en sød, selvpromoverende takketale for arbejdet og for opmærksomheden, og deres moderselskab Universal (et af de fire store multinationale selskaber) holdt sig klogeligt i baggrunden.
Andet eksempel: Chris Brown har haft rigtig meget dårlig presse efter at have tævet sin celebre kæreste Rihanna. Helt fortjent. Men bizart nok har en bryllupsvideo flyttet fokus til hans sang ‘Forever.’ Den fungerer nemlig som soundtrack til Jill Peterson and Kevin Heinz’ bryllupsceremoni, til den nu navnkundige ‘JK Wedding Entrance Dance’-video, hvor brud og brudgom, faderen, brudepigerne fyrer den max af på vej op til og tilbage og så op til alteret igen.
I skrivende stund er ‘JK Wedding Entrance Dance’ tæt på de 21 millioner views på YouTube, og rettighedshaverne hos Sony (endnu et af de multinationale selskaber) har været ferme til at udnytte opmærksomheden. Med muligheder for at klikke videre og købe sangen steg sangen til nummer fire på iTunes’ hitliste og nummer tre hos Amazon. Og Brown var genopstået. Uden at røre en finger.
Både Universal og Sony har oven i det aftaler med YouTube om at få en proportional afregning ved visninger indeholdende deres musik, og det har her givet pote for dem begge takket være kreativt arbejde fra et par stykker kreativt plankton i det store kulturelle ocean.
Sony har tilsyneladende lært af lektien fra den usandsynlige, britiske stjerne Susan Boyle fra Britain’s Got Talent, der blev nummer to i showet men vandt ude på YouTube, hvor hendes videoer er blevet set over 100 millioner gange. Uden at hverken Boyle eller Simon Cowell og hans label Sony har tjent en rød øre på det. De havde nemlig sovet i timen og havde ikke fået forhandlet en aftale på plads om at monetize altså pengificere eller profitere på visningerne.
Der er med andre ord penge at tjene og miste på YouTube, og det kan undre at endnu et af de fire multinationale selskaber slet ikke er at finde på YouTube. Warner besluttede nemlig i begyndelsen af i år at fjerne alt deres materiale fra sitet, fordi de ikke var tilfredse med den økonomiske aftale. Det er dumt. For det er her, der opstår nye og uventede former for indtjening.
Med brugen af Barcelonas og Browns musik sker der det, som folk som den amerikanske juraprofessor Lawrence Lessig, grundlæggeren af Creative Commons, har fablet om i årevis: At en friere kultur - fri af de værste ophavsretlige bånd - kan vise sig både kulturelt og økonomisk rentabel for alle.
Og hvis især de multinationale selskaber, med en enorm musikarv på hænderne, kan se de økonomiske perspektiver, så kunne det måske - i en bedre verden - betyde en frisætning af mulighederne for at bearbejde deres materiale og skabe ny kultur uden at rende ind i takedown notices eller rende panden mod muren med ansøgninger om tilladelse.
Det kunne f.eks. gøres lovligt at bruge musik i video- såvel som musikremix-es eller som soundtrack til nylavede videoer, som i nævnte tilfælde, så længe at kildematerialet oplyses.
Hvad vi ser med disse to videoers succes, kan i hvert fald være begyndelsen til en ny form for folkekultur, hvor populær musik indgår i nye sammenhænge, om det så er familiære højtider eller højkulturel nytænkning, uden indblanding af rettighedshavere. Som det var tilfældet med folkemusikken og klassisk musik (Beethoven var skam ikke bleg for at låne lidt) for alt for mange år siden.
Så det er tid til at læse på lektien, kære strammere. For ved at frisætte jeres musik og finde andre muligheder for indtjening end blot ved styksalg af mp3’er, er der også en chance for at genvinde folkeligt territorium og kulturel relevans.
James Brown blev genopdaget og genoprejst, da hiphoppere ulovligt begyndte at sample ham i stor stil. Beatles blev opdaget af en ellers uinteresseret ny generation, da Danger Mouse lavede det ulovlige ‘Beatles/Jay-Z-mashup’ på The Grey Album. Brown og Barcelona har hittet takket være ulovlig brug af deres sange til hjemmevideooptagelser. Tør I give slip på kontrollen, kære strammere?
Til gengæld ville det så også være på sin plads at de storhittende amatører får en bid af den økonomiske kage. Menigmand og -kvinde har nemlig ikke nogen aftaler med YouTube, heller ikke de to aktuelle videoskabere. Dermed tegner der sig desværre - midt i de lovende perspektiver - et kedeligt og gammelkendt billede af de store selskaber som mester-lige skummere af fløden. Det burde være anderledes i en ny tid. Barcelona, Chris Brown og deres selskaber skylder i hvert fald.