I den danske straffelovs § 260 findes der en ganske udmærket bestemmelse om ulovlig tvang. Den gør det strafbart at tvinge nogen til »at gøre, tåle eller undlade noget.« Midlet skal være vold eller trussel om vold, trussel om frihedsberøvelse, trussel om afsløring af forhold, der tilhører privatlivet mv.
Bestemmelsen har f.eks. været brugt på en trussel, der fik en konditor til at servere kager efter lukketid.
Med andre ord er der ingen nedre grænse for, hvad man ikke behøver at finde sig i at blive tvunget til. Volden eller truslen skal blot falde ind under de opregnede midler, og der skal føres bevis for, at vold eller trussel er iværksat med bevidsthed om (forsæt til) virkningen.
Straffeloven indeholder desuden en række bestemmelser, hvor det, der tvinges til, defineres konkret. Det gælder f.eks. tvang til samleje (voldtægt) og tvang til at udlevere sine penge eller ejendele (røveri).
Det hævdes fra visse politikeres side, at kvinder, som går med burka eller anden tildækning, altid er tvunget til det af deres mænd, brødre, fædre eller andre familiemedlemmer.
Hvilke midler disse formørkede mænd anvender, har der ikke rigtigt været fokus på. Men man kan vel tænke sig, at metoderne ofte vil være omfattet af straffelovens § 260. At klæde sig i burka hører uden tvivl ind under, hvad en kvinde ikke skal finde sig i at gøre eller tåle under tvang, ligesom hun heller ikke skal finde sig i at blive berøvet friheden til at bevæge sig på gader og stræder, fordi hun nægter at iføre sig burka. Frihedsberøvelse er selvstændigt kriminaliseret i § 261.
Her fremgår det, at det er den person, som truer en anden eller frihedsberøver en anden, der kan straffes - og altså ikke den person, der trues eller berøves friheden.
Det er svært at følge med i de idelige strafskærpelser, som er sket siden 2001; men så vidt vides er bestemmelserne om ulovlig tvang og frihedsberøvelse foreløbig gået fri af denne tendens. Straffen er vist stadig henholdsvis bøde eller fængsel indtil to år og fængsel indtil fire år.
Ja, det er meget godt, vil nogen så sige. Alt dette forudsætter jo, at de burkaklædte kvinder anmelder volden og truslerne til politiet, at politiet tager en anmeldelse alvorligt og efterforsker til bunds, at anklagemyndigheden rejser tiltale, og at domstolene dømmer.
Men med den viden vi har om de mange fuldblods danske kvinder uden burka, der jævnligt udsættes for vold og tvang af deres fuldblods danske mænd, kærester, samlevere og ex’er uden at gå til politiet, eller uden at det samlede straffesystem for alvor gør en forskel i deres liv, så kan vi jo godt forestille os, at de burkaklædte kvinder i endnu mindre grad vil anmelde eller få glæde af en eventuel anmeldelse.
Vi ved, at sågar (danske) kvinder, der udsættes for voldtægt, i stort tal ikke anmelder, og at de, der gør det, i stort tal må se sig svigtet af systemet.
Denne viden har dog ikke fået politikerne til at overveje at løse disse problemer ved at indføre straf for at give efter for vold og trusler. Men det gør vi, hvis vi laver et forbud mod at gå klædt i burka, og det forudsættes, at kvinderne ikke går med den frivilligt? For meningen er vel, at overtrædelse af forbudet skal være strafbar for den kvinde, som overtræder forbudet, også selv om hun er tvunget i burkaen af en eller anden mand i sin familie. Skal straffen så være fængsel - altså fra den ene frihedsberøvelse til den anden, fra det mobile fængsel, som en vis politiker har kaldt burkaen, til det stationære fængsel? Det kan da med en vis ret siges at svare til at ville straffe den kvinde, der er blevet udsat for voldtægt - sådan som det i øvrigt sker i nogle af de burkaklædte kvinders oprindelseslande.
Der er ingen gode grunde til at forsvare visse mænds vold, tvang, trusler, frihedsberøvelse etc. over for ‘deres’ kvinder. Der er derimod mange gode grunde til at forhindre disse mænd (danske som indvandrere) i at behandle kvinder umenneskeligt. Så det er vel mændene (danske som indvandrere), vi skal have fat i. Måske med mere straf til flere (ville regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne nok sige). Måske med mere oplysning, opdragelse, hjælp til nyt syn på kvinder (ville resten af det politiske spektrum vel mene). Men såvel kravene om mere straf som kravene om flere af de »bløde« foranstaltninger rettes i disse år fortrinsvis mod drenge med indvandrerbaggrund, og ikke for deres handlinger mod og holdninger til kvinder, men oftest for deres handlinger mod og holdninger til ‘det danske samfund og dets værdier’.
Et forbud mod at bære burka har ingen gang på jorden i et straffesystem som det danske og er da også blevet undsagt af alle med indsigt heri, inklusive forsigtige indvendinger fra politiet. Et forbud mod at bære burka vil have samme effekt som et forbud mod at lade sig banke gul og grøn eller give efter for en voldtægtsmand. Det ahr intet at gøre med beskyttelse af kvinders frihed fra vold og tvang. Hvis det er det sidste, som er formålet, må politikerne i gang med lidt nytænkning. Forbud og straf - hvis de skal have nogen mening, hvad de ofte ikke har - bør rettes de steder hen, hvorfra ondet stammer, nemlig mod forbrydere, ikke mod deres ofre …
Beth Grothe Nielsen er lic.jur. og forfatter