Den succesfulde headhunter Martin Vinge får til opgave at finde en koncernchef til Sieger, landets største virksomhed. Koncernen er familieejet og sønnen kørt i stilling, men den aldrende virksomhedsleder tvivler på sønnens evner.
»Jeg har ikke brug for en kloning. Jeg har brug for en original. Der kan bringe firmaet ind i fremtiden. En som kender den nye moral,« siger den gamle koncernchef i filmens start.
Replikken sætter gang i headhunterens mission: Han skal finde en koncernchef udefra, før den retmæssige arving kan forhindre det.
Scenen udspiller sig i starten af Rumle Hammerichs nye film Headhunter, der har premiere i morgen. Headhunteren er filmens hovedperson og spilles af Lars Mikkelsen. Han er af den eksklusive slags, der finder mulige kandidater til topposter i erhvervslivet, forhandler i skumle parkeringskældre og har et stort netværk overalt i samfundets top.
»Jeg har en fætter, der er headhunter. Jeg interviewede ham og opdagede, at det var et virkelig spændende job. På en måde minder det lidt om spionfaget før murens fald. Nu er spionfaget bare så gennemreguleret og fyldt med kontrol og rapporter. Det er ikke en sexet branche mere,« forklarer instruktør Rumle Hammerich, da Information møder ham på Nordisk Film i København.
»Vi ville lave noget, der var spændende, men som samtidig kunne foregå i en dansk virkelighed, så det ikke blev så blodigt og amerikansk. Det blev headhunteren, og ham slap vi ind gennem en dør, hvor ingen rigtig ved, hvad der foregår: Toppen af dansk erhvervsliv.«
At lave en spændingsfilm i erhvervslivets top er sjældent set i en dansk kontekst. Men hemmelighederne og manglen på offentlig indsigt giver mange historier at fortælle.
»Hvad der foregår i erhvervslivet, ved man kun fra nogle pressemeddelelser, der melder om fusioner og den slags. Men hvad der er sket under overfladen, ved kun få. Vi ville gerne vise de tumultariske forløb, der ligger forud for pressemeddelelsen.«
Sieger-koncernen er en familievirksomhed, der både er involveret i containertransport og olie, med tydelige referencer til Mærsk i virkelighedens verden.
»Mærsk er omgærdet af en del hemmeligheder. Man ved ikke, hvad der egentlig foregår. De er lukkede, og det virker bare pirrende på mig. Det er en betinget refleks,« siger Rumle Hammerich om filmens inspirationskilde.
Den magt, der findes på direktionsgangene, gør temaet interessant for en spændingsfilm.
»Det fascinerende ved at lave en film, der udspiller sig i toppen af erhvervslivet, er, at der er så meget magt. Når der er meget magt, er der også meget på spil. Der er langt at falde, når man står på toppen,« siger Rumle Hammerich og nævner Nordisk Fjers direktør, Johannes Pedersens selvmord i 1990, da hans svindel blev afsløret, og han ikke kunne håndtere faldet fra toppen til bunden.
Erfaringer fra erhvervslivet har instruktøren selv fra underholdningsbranchen, som chef for DR Drama og senere direktør i Nordisk Film.
Og selv om der er langt fra den kreative stemning på Nordisk Film i villakvarteret i Valby til de kolde direktionsgange i glas og stål i filmens Sieger-koncern, så har instruktørens egne erfaringer spillet ind.
»Som virksomhedsleder nærmer du dig nogle farlige steder i dig selv. Man kan få så meget magt, at man fjerner sig fra den virkelighed, som alle andre befinder sig i. Jo større firmaet er, jo større er chancen for, at du mister forbindelsen til virkeligheden«.
De moralske tendenser, der siden finanskrisen har været heftigt diskuteret i offentligheden. Hvor virksomhedslederes hensyn til profitmaksimering og aktionæroverskud sommetider er blevet genstand for offentlig forargelse. Hvad der i filmen refereres til, som den nye moral:
»Den nye moral handler om at vide, hvornår man skal være med på vognen, og hvornår man skal hoppe af. Mennesker der kan agere umoralsk og kynisk, men samtidig er bevidste om, hvornår de skal trække følehornene til sig. Det er de gode ledere,« siger Rumle Hammerich.
Han mener ikke, at der er tale om en tendens, der startede eller sluttede ved finanskrisen:
»Den her form for moral er ikke bare noget, der kom lige før finanskrisen. Den ligger der også i 80’ernes yuppiekultur og i det, der skabte it-boblen. Det er ikke en moral, der forsvinder over natten. De moralbegreber, vi ser indført nu, vil det tage os generationer at komme over.«