Forleden aften havde jeg fornøjelsen af at være inviteret til fødselsdagsmiddag på den nyåbnede restaurant Paté Paté i Kødbyen på Vesterbro i København. Vi spiste tapas og muslinger og drak boblende cava i de rustikke lokaler, der engang var leverpostejsfabrik, og som nu er møbleret med fund fra sydeuropæiske loppemarkeder og denne aften fyldt med smukke mennesker iført stramme bukser og smarte briller.
Jeg tror ikke, vores selskab skilte sig synderligt ud fra mængden. Vi snakkede om maden, og vi snakkede om irakiske flygtninge, og så snakkede vi om de fem letpåklædte, østeuropæiske kvinder, der stod lige ude foran restauranten. Paté Paté ligger nemlig, ligesom sin nabo, det funky folkekøkken BioMio, lige ud til Halmtorvet, og Halmtorvet er et af omdrejningspunkterne for den lille del af den danske sexindustri, der går under betegnelsen gadeprostitution.
Det var et mærkværdigt syn. Her sad det kreative København, veluddannet og velklædt, ved bænke og borde uden for restauranten under den lune sommerhimmel, og bogstavelig talt fem meter derfra stod den ene mere lårkorteklædte migrantarbejder efter den anden og sludrede med hinanden, grinede, sms’ede, lænede sig frem mod nedrullede bilvinduer, trak sig tilbage, gik rundt, lænede sig frem, satte sig ind, kørte af sted, kom tilbage, og så fremdeles.
Nu er det vel en del af konceptet omkring den form for urban oplevelsesøkonomi, som Kødbyen med dens trendy barer, gallerier og restauranter er udtryk for, at det gerne skal være lidt autentisk. De nye beboere forsøger som regel at lade store fabrikslignende udluftningsrør løbe gennem lokalet, holde væggene rå og upyntede og i det hele taget indrette sig i overensstemmelse med stedets grovindustrielle ’ånd’.
Jeg ved ikke, hvordan fødevareleverandør Find Jørgensen har det med at fulde, unge mennesker pisser på hans lastbiler hver weekend, men det giver unægtelig byturen på Flæsketorvet et ekstra element af autenticitet, at der rent faktisk stadig arbejdes med flæsk i nogle af de store haller. Så længe kødgrossisterne stadig er en del af kulissen, er der ikke gået fuldstændig forlystelsespark i den.
Det samme kan man måske sige om kvinderne på fortovet ude foran Paté Paté. De minder om en svunden tid, da store byers indre bydele var beskidte og befolket af folk på overførselsindkomster, arbejdere, drankere, hustlere, frække chicks og friske fyre, og i hvert fald ikke kommunikationsarbejdere, konsulenter, arkitekter, velhavende turister og journalister som mig, der altså sad der og skålede i cava, mens sexhandelen foregik lige foran snuden på mig.
Det gjorde mig en smule utilpas, det skal jeg ærligt indrømme. Jeg ved ikke, om det var, fordi mine dampede muslinger pludselig smagte af dårlig samvittighed, eller om det var min æstetiske sans, der blev krænket. Måske var det begge dele. Jeg fornemmede det også blandt stedets øvrige gæster. Vi brød os ikke om det. Det var liiiige en kende for autentisk. For gadeprostitution ser altså ikke videre pænt ud. Og det ser heller ikke råt ud på den seje måde, som når Find Jørgensen-lastbiler læser kød på og gasser op og kører af sted.
Så intet under, at det opleves som presserende at få gjort noget ved gadeprostitution på Vesterbro. Samme udvikling har fundet sted i storbyer over det ganske Vesten. Den amerikanske sociolog ved Columbia University Elizabeth Bernstein har beskrevet det glimrende i sin bog Temporarily Yours Intimacy, Authenticity, and the Commerce of Sex (University of Chicago Press, 2007):
»I takt med at urbane økonomier har orienteret sig væk fra produktionsarbejde og mod serviceydelser og forbrug, er der opstået ‘en ny geografi omkring centralitet og marginalitet’: Den hvide middelklasse søger i stigende grad mod indre by for at finde bolig og fritidsaktiviteter, mens det urbane industrielle proletariat bliver reduceret i antal og forflyttet til byens periferi.«
Socialt marginaliserede mennesker bliver et problem på grund af deres negative indflydelse på økonomien. Som direktør for Københavns City Center Jan Michael Hansen sagde sidste sommer:
»Der er mange problemer, der skyder op i gadebilledet i de større byer. Gadesælgere, behændighedsspillere og tiggere, som ikke bidrager med noget kvalitet for byen.«
En lokal forretningsdrivende i San Francisco har formuleret en lignende kritik af gadeprostitution på vegne af en gruppe ved navn Save Our Streets:
»Vi er oprørte, ikke fordi det er ulovligt eller umoralsk, men fordi det forstyrrer vores hverdag.«
Det er ikke fordi den nye form for urbane økonomi ikke har plads til sexindustrien; det har den i høj grad i form af sexlegetøj, stripbarer og gennemprofessionaliserede sexteatre og andre former for mainstream-produkter, der er med til at gøre sexindustrien til en del af den almindelige underholdnings- og forbrugskultur. Men der er ikke plads til udenlandske gadeprostituerede. De hører ikke til foran Paté Paté. De virker lige så malplacerede her, som de ville gøre foran Grøften i Tivoli. De forstyrrer, ikke fordi de larmer, men fordi de minder os om, hvor ulige verdens goder er fordelt.
Det virker helt oplagt, at de må væk. Det virker også helt oplagt, at det ikke er for deres egen skyld, at de må væk. Det virker knap så oplagt, hvad der bliver af dem, når de er fjernet.