Da Brorsons Kirke blev ryddet, var 72-årige Hassan Gardi en af de irakere, der blev hentet ud af politiet. Få dage forinden havde Integrationsministeriet afslået at genoptage hans sag om humanitær opholdstilladelse.
»Han blev helt chokeret, da politiet kom ind i kirken. Han kunne ikke forstå, hvad der skete, og han kunne ikke udtrykke sig,« fortæller hans kone, Gulizar Gardi, der selv er 47 år.
Hver dag mader hun Hassan, hjælper ham med at tage tøj på og vasker ham, når han har tisset i bukserne. Hassan er nemlig dybt dement. Han kan ikke tage vare på sig selv og kan ikke sige andet end ganske få elementære ord.
»Denne svære demens er at sidestille med psykisk sygdom af meget alvorlig karakter,« skriver speciallæge i neurologi Bjarne Degnbol, der undersøgte Hassan tilbage i juli, og hvis lægeerklæring blev lagt til grund for ægteparrets seneste anmodning om humanitær opholdstilladelse.
Sådan ser Integrationsministeriet imidlertid ikke på sagen.
»Ministeriet har herved lagt vægt på, at De, Hassan Mohammad Hussein Gardi, efter det oplyste ikke lider af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter,« lyder forklaringen på afslaget om genoptagelse af Hassans sag, og ministeriet tilføjer:
»Endvidere kan det forhold, at De, Hassan Mohammad Hussein Gardi, ikke er i stand til at klare Dem selv, og at De er fuldstændig afhængig af pleje fra andre, ikke føre til et andet resultat.«
I sin udtalelse understreger Bjarne Degnbol, at Hassan Gardi også har forhøjet blodtryk, dårligt hjerte og lider under posttraumatisk stresstilstand, PTSD.
Han anbefaler endvidere, at Hassan Gardi bliver hjernescannet for at præcisere demensdiagnosen, så man kan finde frem til den bedste behandlingsmulighed. Neurologen afslutter sin skrivelse med følgende bemærkninger:
»HG ville - hvis han var dansk statsborger - nu opholde sig på et plejehjem. Om man kan give ham en speciel behandling af en art - f.eks. med medicinen Aricepts el. lign. - er nok muligt. Men bare varetagelsen af ham under trygge forhold vil være en behandling i sig selv. Han vil falde til ro, få mere at spise - og alene derved få det bedre.«
Men den anbefaling valgte de danske myndigheder altså ikke at følge. Hassan Gardi fik ikke tilbudt nogen form for behandling under trygge forhold, og ægteparret så sig nødsaget til at søge tilflugt i Brorsons Kirke. Her trængte politiet ind natten til den 13. august og hentede dem ud på gaden, hvor de efterlod dem, mens de arresterede de unge mænd fra kirken.
Efter at have flakket rundt et par timer i tumulten af demonstranter og politibetjente, blev de samlet op af aktivister, og nu holder de sig skjult et sted i København, hvor Information møder parret. Hvis de melder sig til politiet, frygter de at blive anholdt og tvangshjemsendt, og det tør Gulizar Gardi ikke risikere:
»Irak er ikke som Danmark. En kvinde som mig kan ikke klare sig alene, og slet ikke hvis jeg også skal tage mig af min mand. Han kan ingenting selv. Og jeg er analfabet og har ingen uddannelse eller kvalifikationer,« siger hun og tilføjer:
»Hvis han ikke får sin medicin, kan han ikke overleve. Og hvem skal give ham medicinen? Hvem skal passe på ham? Jeg kan ikke forestille mig, at vi kan klare os i Irak.«
I Integrationsministeriet mener man nu nok, ægteparret vil kunne klare sig efter den forestående tvangshjemsendelse.
»Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at det følger af sagens oplysninger, at Deres ægtefælle plejer Dem, og at Deres ægtefælle derfor efter ministeriets opfattelse ved en tilbagevenden til Irak fortsat vil kunne tage sig af Dem,« skriver den ansvarlige embedsmand, der afslutter afslaget med at præcisere, at man ikke har i sinde at følge speciallæge Bjarne Degnbols forslag om yderligere undersøgelser af Hassan: »I lyset af ovennævnte har ministeriet ikke fundet anledning til at afvente resultatet af en eventuel CT- eller MR-skanning af Deres hjerne.«
Hassan og Gulizar Gardi flygtede oprindelig fra deres hjemby Erbil i det nordlige Irak, fordi Hassans café blev sprængt i luften, og de blev truet til at forsvinde. De ved ikke, hvem der havde parkeret en bil fyldt med sprængstof ved cafeen, men Gulizar Gardi mener, det var nogle ekstremistiske grupper, der ikke ville acceptere, at cafeens fjernsyn viste europæiske satellit-kanaler og tilbød domino-spil.
Frygten fra den episode har sat sig spor i dem begge.
»Den eksisterer stadig i os, især i min mand. Om natten har han mareridt om det, vi har oplevet. Angsten har gjot ham ældre,« siger Gulizar Gardi og fortæller, at hendes mands demens er acceleret gradvist siden flugten fra Irak, mens hans kropsvægt er dalet drastisk, så han nu kun vejer 47 kilo.
Alligevel har Gulizar Gardi forsøgt at berolige sin mand:
»Jeg har hele tiden sagt til ham, at han ikke skal være bange. Vi er i et humant land, hvor menneskerettighederne betyder meget.«