Anonyme medlemmer af Flygtningenævnet rettede i gårsdagens Information en skarp kritik imod integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. De mener, hun over for offentligheden lader som om, det alene er Flygtningenævnets ansvar, når de afviste irakiske asylansøgere bliver udvist fra Danmark, selv om hun selv har mulighed for at tildele dem humanitær opholdstilladelse.
Birthe Rønn Hornbech har indtil videre ikke ønsket at kommentere sagen over for Information. Det vil Venstres udlændingeordfører, Karsten Lauritzen, til gengæld gerne:
»Jeg mener ikke, nævnsmedlemmernes kritik er saglig. Det er Flygtningenævnets ansvar at vurdere, om man får flygtningestatus i Danmark eller ej. Hvis Birthe Rønn Hornbech gik ud og sagde, at når asylansøgere har fået afslag fra nævnet, så kan de søge om humanitær opholdstilladelse, ville det jo være misvisende, for der står i loven, at humanitær opholdstilladelse kun skal gives undtagelsesvis.«
- Men det er vel rigtigt, at hun kan give humanitær opholdstilladelse, og at det derfor ikke kun er Flygtningenævnet, der bestemmer, om irakerne kan blive?
»Ministeren kan ikke give humanitære opholdstilladelser til højre og venstre. Der foregår en saglig sagsbehandling på baggrund af den praksis, som ministeriet har fastsat.«
Så der er altså ikke noget problem i, at Birthe Rønn Hornbech for eksempel har sagt, at fordi Flygtningenævnet har vurderet, at irakerne ikke opfylder kriterierne for at være flygtning i Danmark, skal irakerne udsendes?
»Nej, det er der ikke. For Flygtningenævnet tager stilling til, hvem der er flygtning. Hvis hun havde sagt, at Flygtningenævnet tager stilling til, hvem der får humanitær opholdstilladelse, havde det være forkert.«
- Men man behøver ikke nødvendigvis blive udsendt, fordi man ikke bliver anerkendt som flygtning. Man kan jo netop få humanitær opholdstilladelse?
»Ja, men så får du ikke de samme rettigheder, som hvis du bliver anerkendt som flygtning.«
- Men man skal ikke udsendes, som Birthe Rønn Hornbech siger om dem, der ikke får asyl.
»Det er helt rigtigt, hvad hun siger. Flygtningenævnet vurderer, om de er flygtninge. Og så er der for en meget, meget lille del mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.«
- Vi skrev i går om en 72-årig svært dement iraker. Han kan ikke få humanitær opholdstilladelse. Hvad siger du til det?
»Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, når jeg ikke har sagsakterne. Det, jeg kan sige, er, at ministeren ikke kan bestemme, hvem der får humanitær opholdstilladelse eller ej. Der er en praksis, som er reguleret ved lov at Folketinget.«
- Men vi er enige om, at tilladelsen gives ud fra et skøn fra ministeren, ikke?
»Jo, men det er et skøn, som lægger sig op af en praksis, som er gyldig for alle asylansøgere også. Så kan man selvfølgelig have den holdning, at hvis du bare er det mindste syg, så kan du få humanitær opholdstilladelse i Danmark, men hvis ministeren ville indføre det, skulle hun orientere Folketinget om det, og det kan jeg ikke forestille mig, hun ville gøre.«
Karsten Lauritzen understreger, at Flygtningenævnets formand, landsdommer Bent Ove Jespersen, i går eftermiddag lagde afstand til de kolleger i nævnet, der anonymt har kritiseret Birthe Rønn Hornbech.
Det har ikke været muligt for Information at få en kommentar fra Bent Ove Jespersen, men til Ritzau sagde han:
»Vi blander os ikke i, hvorledes andre myndigheder - herunder Integrationsministeriet - varetager deres opgaver. Og vi har heller ikke nogen mening om det. Det skal vi heller ikke have,« siger han.
Formanden understregede endvidere, at de anonyme nævnsmedlemmer ikke udtaler sig på nævnets vegne, når de kritiserer Birthe Rønn Hornbech:
»Det er deres personlige holdninger. Det er mig, som har ansvaret for at udtale sig på Flygtningenævnets vegne,« siger Bent Ove Jespersen.