Den morsomste sætning i Flemming Roses lange indlæg i Information torsdag den 27. august er en af de sidste, hvori han undskylder, at han ikke har plads til at komme ind på krigen i Tjetjenien og hans eget syn på den. To tæt trykte avissider bruger han på at demonstrere sin monumentale personlige fornærmelse, blot fordi jeg har ladet falde nogle uærbødige ord om hans overfald på den norske forfatter Åsne Seierstad og hendes bog Englen i Groznyj. Og så er der ikke plads til Tjetjenien!
Det er Tjetjenien, der er sagens kerne, men den ser Rose helst, at vi ikke nærmer os.
Så det må jeg så prøve at gøre. Hvad har Rose skrevet om Ruslands krig i Tjetjenien, og kan det have farvet hans tilgang til Åsne Seierstads bog?
I en kommentar fra Jyllands-Posten (den 3. september 2004) skriver Rose, at Moskva har været i sin fulde ret til at bruge magt i Tjetjenien, både i 1994 og i 1999, to krige, der i løbet af få år har kostet omkring 100.000 mennesker livet i en befolkning på 700.000, et nærmest ubegribeligt tal, der omsat til danske forhold ville svare til, at trekvart million danskere var blevet myrdet inden for et tidsrum af syv-otte år, et skræmmende massedrab, som Rose omtaler med det i den forbindelse noget underdrevne ord »en brøler«.
Tjetjenien beskriver han som »en røverrede, hvor slavehandel, kidnapninger, sharia-lovgivning og offentlige henrettelser hørte til dagens orden«, og i en anmeldelse af Politiken-korrespondenten Vibeke Sperlings bog Åh Tjetjenien skrevet senere samme efterår (den 27. november 2004) fører denne karakteristik til den konklusion, at tjetjenerne ikke egner sig til at have en uafhængig stat, da deres historie i 1990’erne dokumenterer, at det eneste, de formår at frembringe er »et kriminelt anarki«. Det er meget vanskeligt at læse disse udsagn som andet end en stempling af tjetjenerne som et konstitutionelt kriminelt folk, der er ude af stand til at opbygge nogen fungerende civilisation og derfor nødvendigvis må holdes nede af den russiske statsmagt.
Jeg vil ikke kommentere dette synspunkt, blot lade det stå et øjeblik. Der er meget i Flemming Roses angreb på Åsne Seierstad, der bliver nemmere at begribe, når man kender det.
Man kunne med fuld ret argumentere på lignende måde om Afghanistan. Da Rusland trak sig ud af Afghanistan i 1989, brød en syv år lang altødelæggende borgerkrig løs, der blandt andet lagde hovedstaden Kabul i ruiner. Derefter kom det fanatiske Taleban-styre til magten, der i løbet af kort tid forvandlede landet til base for en international terrororganisation. Efter amerikansk invasion og otte år med et hastigt stigende antal NATO-tropper, står det genfødte Taleban igen stærkt rundt om i landet. En røverrede præget af kidnapninger, sharialove og offentlige henrettelser, det passer også på Afghanistan.
Men der er ingen, der af den grund hævder, at afghanerne dermed har fortabt deres historiske ret til et selvstændigt land, og at Afghanistan fra nu af og i al fremtid bør være et NATO-protektorat, eller eventuelt lægges ind under en stærk statsmagt i et af nabolandene som Iran, Pakistan eller Rusland. Argumentationen ville være åbenlyst absurd, i strid med al folkeret og desuden politisk katastrofal. Men det er sådan, Rose argumenterer, når han frakender tjetjenerne retten til en stat.
Vibeke Sperling, som i sin bog forsvarede tjetjenernes rettigheder, har af de russiske myndigheder fået indrejseforbud. Flemming Rose, der frakender tjetjenerne deres rettigheder, kan frit rejse ud og ind af Rusland. Hvorfor mon?
Roses endeløse angreb på min person er i øvrigt blot en demonstration af hans foretrukne teknik: Slå budbringeren ihjel, eller begrav hans centrale påstande under et bjerg af perifere detaljer.
Englen fra Groznyj er udkommet i 13 lande, herunder tre østeuropæiske, og ikke i noget land er Åsne Seierstad blevet udsat for et tilsvarende angreb på sin troværdighed, skønt blandt andet en internationalt anerkendt Ruslands-ekspert som Simon Sebag-Montefiore i den engelske avis Evening Standard har anmeldt bogen (og i de stærkeste vendinger anbefalet den). Roses reaktion på Seierstads bog om Tjetjenien er så bizar, at den kalder på en forklaring, og det er den, jeg har prøvet at give.
Roses anklage, at jeg mener, kendsgerninger ikke betyder noget i journalistik, er for latterlig til, at jeg orker at bruge ord på den. Hans nye syn på fortællende journalistik, som han nu foregiver at elske, vil jeg blot kommentere med et citat fra hans debatmøde med Åsne Seierstad, refereret i Information den 22. februar 2008: »Det er en glidebane, der fører til fagets forfald, og det gør, at vi alle ender som historiefortællere.«
Rose udfordrer mig til debat. Jeg kan selv vælge tid og sted. Men, kære Flemming Rose, du fik dine 15 minutters berømmelse, da du under Muhammed-krisen som en korsfarer for ytringsfriheden belærte alverdens muslimer om, at vejen ind i demokratiet går gennem latter, hån og spot. Nu forstår jeg, at det ganske vist er tilladt at le ad profeten Muhammed, men det er ikke tilladt at le ad dig. Er det denne nye tolkning af blasfemi-loven, vi skal diskutere?
Det kan jeg ikke rigtig finde motivationen til, så jeg siger nej tak og bliver hjemme den aften, hvor du lejer Forum til dig selv og dine læserbreve.