»Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.«
Sådan afslutter lektor Lone Nørgaard sin påtale (Inf. 1. september) om, hvordan indvandring dræner statskassen.
Kære Lone Nørgaard. Jeg har kræft, og i næste uge skal jeg skannes igen, og hvis lægerne siger til mig: »Der er intet, vi kan gøre. Vi har forsøgt alle mulige behandlingsformer for dig, og nu er det slut. Du vil dø inden for nogle måneder.«
Skal de så også fortælle mig - når dit forslag er vedtaget - at ‘du ved jo, at du kan søge om aktiv dødshjælp. Det vil jo spare det offentlige for mange omkostninger til at pleje dig den sidste tid’.
At begrunde aktiv dødshjælp med behovet for at spare offentlige omkostninger er horribelt. Ja, jeg har svært ved at finde ord.
Dit forslag fortæller, at de mange tusinde mennesker, som hører lægen sige:
»Der er ikke noget at gøre,« skal overveje selvmord for at reducere statens omkostninger.
Jeg ved kun alt for godt, at nogle politikere og meningsdannere betragter mig som ‘en omkostning’ og en ‘belastning for velfærdssamfundet’. Velfærdsskrot!
Du går videre og foreslår, at den type unyttige og belastende omkostninger må staten gøre sig fri af. Du kræver dog ikke, at vi direkte likvideres. Nej, vi skal selv tage beslutningen og lade os aflive.
Lige nu, mens jeg skriver, har jeg meget svært ved at styre mine følelser. Min vrede og min forfærdelige tristhed. Opgivelse næsten.
Dit forslag viser en forfærdende mangel på respekt for menneskeliv. For det enkelte menneskes liv.
Er vi nået så langt ud, at vi skal overveje, om det kan betale sig at holde visse mennesker i live? At myndighederne skal overveje, hvilke typer mennesker, der har ret til at leve, selv om de koster samfundet penge?
Mener du virkelig, at politikere nu skal begynde at diskutere, hvilke mennesker myndighederne skal tilbyde - og dermed indirekte opfordre til at begå selvmord, kaldet aktiv dødshjælp.
Jeg håber det ikke. Frygter det ganske vist med den forråelse af den politiske debat, der foregår netop nu. En debat som i stigende grad viser, at respekten for menneskeliv er faldet til nye dybder.
Er vi blevet så resistente over for etisk overvejelse, at et menneskes død kun mødes med et skuldertræk, at et menneskes liv er reduceret til ét blandt flere elementer i en økonomisk kalkule?
Engang var det dyrebart.
Flemming Flyvholm er journalist, kræftpatient og forfatter til bogen ‘På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme’