Da Shabana Rehman i år 2000 lod sig fotografere med et norsk flag påmalet sin nøgne krop til en otte siders stort opsat artikel i et norsk dagblad, så det for de fleste ud som provokerende humor. Men for den dengang 24-årige Rehman var det en politisk protest mod krav om lydighed og de fysiske overgreb, hun havde oplevet i årene, fra hun var 16 til 19 år gammel.
Det var den samme krop, som stod over for avisens eksalterede krigsfotograf, der fuld af selvforagt ikke kunne rejse sig fra sengen om morgenen; som havde ligget forslået i et parkeringshus i Oslos centrum og slæbt sig hjem til det ungdomshjem, hun boede på, fuld af blå mærker.
Blåveis er titlen på den norsk-pakistanske stand-up-komiker Shabana Rehmans nye selvbiografi. Det betyder blå anemoner og er slang for at få et blåt øje. Bogen handler om hendes vej ud af volden. Den giver samtidig med en skildring af teenageår, hvor ingen greb ind over for volden, også en forståelse for, hvorfor en af Norges mest profilerede samfundsdebattører og skribenter har haft behov for at ytre sig offentligt gang på gang med provokerende løft af mullaher, blottelse af rumpen til en højtidelig filmfestival og omtalte flagstunt, der formentlig ville have kostet hende selv eller nogle af hendes familiemedlemmer livet, hvis de stadig havde boet i Pakistan.
Det har ikke bare handlet om at få en platform som leverandør af heftige emner i den offentlige debat, men også i høj grad om rent fysisk at tilkæmpe sig selvbestemmelse over sin egen krop, hvilket har været mere forbundet med frygt end provokerende overmod.
Historien om volden, der blev begået af Rehmans daværende kæreste har været delvist kendt i Norge. Han var af pakistansk afstamning, søn af konservative muslimer, men levede et moderne liv med stoffer og råt natteliv, altimens han brugte islam som begrundelse for at banke sin unge kæreste. Rehman forlod ham som 19-årig efter tre år med fysisk og psykisk fornedrelse. Han døde senere af en overdosis.
En historie, der er mindre kendt, er, at Shabana Rehman også blev misbrugt af en af de socialarbejdere, som var ansat på det ungdomshjem, hun som 15-årig flyttede til, fordi hendes familie ikke kunne håndtere den frie kærlighed, hun levede ud med den voldelige kæreste.
Hun fik en abort, og socialarbejderen blev senere dømt.
»Hun er ikke komiker, men politiker,« lød det fra stand-up-kolleger, da Shabana Rehman fik succes.
Selv beskriver hun det som at hun gik på scenen og fik lov til at fortælle om sig selv og sit verdenssyn, om sin psykiater, om sine brødre og vold i byen.
Og folk lo. Hun fortalte, at hun tog moustachen i fjerde klasse, at de andre piger i 8. klasse fik farvet håret grønt og fik piercinger, mens hun fjernede skægget.
Hun blev Shabana, der havde sagt nej til vold, men hun ville samtidig ikke proppes ned i en ny, begrænsende offerrolle, defineret af andre.
»Det er mig selv, der bestemmer, uafhængig af religion, ideologi og fordomme. Jeg havde brug for at finde min egen personlige stemme, der bygger på mine egne erfaringer,« fortæller hun, og så sikker er hendes stemme, at telefonen fra Oslo ikke mærkes som afstand.
»Jeg blev både misbrugt af en ung mand med muslimsk baggrund og en repræsentant for det norske system, der skulle passe på mig. Det gjorde mig mere generelt samfundskritisk. Jeg så hykleriet og løgnene i flere dele af samfundet.«
Derfor er Rehman ikke politiker. For så havde hun været tvunget til at vælge side.
»Min loyalitet ligger ikke i noget program. Mit program er mit eget frihedsprojekt, som skulle kaste alle de begrænsninger bort, der er givet på grund af køn, race og religion. Med humoren kan du ikke vælge side. Hvis man gør det, bliver man politiker. Og så kan man ikke sige sandheden. Jeg bruger stemplet komik til at tale sandt og uafhængigt; til at sige noget der er menneskeligt genkendeligt. Så bliver det humor,« siger Shabana Rehman, der i dag også bærer efternavnet Gaarders efter den norske journalist, hun har giftet sig med og som hun har bosat sig sammen med i Oslo efter nogle års studier og optrædener som stand-up’er i New York.
Shabana Rehman er blevet betragtet som islamkritiker; en indvandrerkvinde, der løftede sløret for islams iboende kvindeundertrykkelse, men sådan ser hun ikke sig selv.
»Det var det konservative, muslimske miljø, der blev provokeret af min frihed; af det jeg tillod mig som kvinde med muslimsk baggrund. Som udgangspunkt var jeg ikke kritisk over for islam, det var faktisk omvendt,« siger hun og ler.
Hun provokerede også det norske intellektuelle miljø, der med Rehmans ord havde det bedst med at se indvandrere, som nogle »det var synd for«.
»Jeg talte frit og frækt og viste forandringer i kønsroller og flerkulturel identitet, som skabte forvirring på det tidspunkt i flere miljøer.«
Hun blev ikke blot betragtet som en, der ‘udleverede sine egne’. En kokosnød, brun udenpå og hvid indeni, som amoralsk, men også som én, der brød med forestillingen om de nye nordmænd som ofre.
»Jeg måtte ikke have min egen stemme og enkelte intellektuelle sagde, at min virkelighed ikke var sand. Jeg skulle være en del af en gruppe, det var synd for.«
Hun blev kontaktet af journalister og blev en kendt debattør. Det norske TV2 havde sendt nogle ‘afslørende’ dokumentarer om indvandrermiljøer og »det på det tidspunkt politisk korrekte og uskyldige« Norge var i oprør. Hun var pakistaner og måtte mene noget om indvandrere, ære, skam og ligestilling. Rehman var enig med journalisterne, men mente, at det også skulle handle om den liberale pakistanske mand, der fortjente at blive hørt. Hun ville interviewes med sin bror Shakil. For deres familie havde ikke været liberal fra starten. Det havde været en smertefuld proces at sætte sig ned og sætte spørgsmålstegn ved traditionen, som tvang dem til at skulle slå hinanden ihjel på grund af skam og tab af ære. I stedet for at gøre det, talte de om, hvorfor det var sådan. Og den historie om processen er vigtigere end mediernes forsøg på at bekræfte undertrykkelsen i indvandrermiljøerne, mener Rehman.
Efter et tv-interview med hende og broren kom volds-truslerne igen.
Denne gang ikke fra en kæreste, men på telefonen som bombetrusler, fordi hun havde talt om ligestilling og frihed. Endnu en gang gik hun til den lokale politistation for at anmelde voldelige trusler, mens hun tænkte: »slutter det aldrig«.
Det er markeringen af vold som noget helt og aldeles uacceptabelt, der har drevet den norsk-pakistanske komiker. Det var også tilfældet, da hun for alvor blev kendt i den danske offentlighed for sine udtalelser under karikaturkrisen.
Hun støttede Jyllands-Posten og ytringsfriheden, siger hun. Men det var ikke så meget, fordi hun syntes, det var nogle gode tegninger, men på grund af de trusler om vold, de medførte.
»De internationale, voldelige reaktioner kan man overhovedet ikke acceptere. Men jeg har aldrig selv benyttet mig af den form for politisk satire, brændt koranen af eller sådan noget. Hvorfor give fundamentalisterne den magt? Jeg har heller aldrig ‘tryllet’ med koranen. Jeg siger sandheden, f.eks. at jeg vil være en dårlig muslimsk kone, for det er længe siden, jeg har været ni år, og sådan er det jo,« ler hun.
»Humor er bedre. Når man får folk til at le, betyder det også, at de har forstået, hvad det er, man vil sige.«
Shabana Rehman bliver let irriteret, når nogen kalder hende stærk og modig.
»Jeg er netop gået ud med min beretning om mit liv med volden, som ikke er så kendt i offentligheden, fordi jeg vil vise, at jeg ikke er født stærk og aktivistisk. Det er mine erfaringer med volden, der har gjort mig til det. Hvis jeg var stærk fra starten, ville det være det samme som at sige, at andre ikke kan gå den samme vej som jeg. Alle mennesker har de ressourcer, som jeg har og kan arbejde for at gøre det samme,« siger hun.
Det var måske nok en tilfældighed, at Shabana Rehman fandt den scene, hvor hun kunne blive sig selv og få et publikum, der klappede og lo og bekræftede hende i, at hun blev forstået. Det var til en gensynsfest i hendes gamle folkeskoleklasse, der var blevet til på opfordring af hendes tidligere klasselærer, Tora, som hun i de voldelige år kunne vende sig mod og få støtte af, også under den krævende retssag mod krænkeren fra ungdomshjemmet.
Hun var 22 år og egentlig på vej væk fra Oslo og alt det grimme, til Australien og et nyt liv, men tog af sted til festen for lærerinden Toras skyld.
Hun ankom og skulle som de andre berette om de år, der var gået; de tre gange, hun var begyndt og sluttet på nordisk grundfag, så hun kunne en hel del gammelnorsk. Med sig hjem fik hun klassekammeraten Alis mobilnummer. Ali var komiker, og han inviterede hende til sit show.
»Det var en tilfældighed, ja, men mit arbejde med min psykiske rejse - jeg har gået til psykolog i 10 år og prøvet alt i selvhjælpsgenren fra tarmskylninger til rosenterapi - det var det der skulle til. Det gjorde, at jeg kunne se mulighederne i tilfældigheden. Det er tabu at tale om vold, men jeg har benyttet sprækkerne til at fortælle, og det er meget mere væsentligt end islamkritik, for det handler om, at alle mennesker uanset baggrund skal få lov til at leve et liv i frihed,« siger Shabana Rehman.
I dag er truslerne hørt op. Hun tror på, at det er, fordi, tingene har forandret sig. At det ikke er lykkedes at få hende til at holde mund, at det ikke har kunnet betale sig at true og at indvandrermiljøerne har fået øjnene op.
»Mange unge med flerkulturel baggrund er ved at finde deres fødder og er holdt op med at lade sig diktere af mullaher fra Kabul og Karachi.«