Lad os begynde i 1930’erne med en af de fortællinger, der scorer guld i fascinationsfaktor. Det er historien om Stanislawa Walasiewicz, den fattige poske immigrantdatter, der under sit amerikanske navn Stella Walz slæber OL-guld hjem til sit nye land, men ender sit liv som stigmatiseret og latterliggjort.
Stella Walz’ strålende karriere topper, da hun vinder OL-guld i Tokyo i 1932. Men da hun i 1936 skal forsvare guldet i Berlin, bliver hun slået med en fodslængde af sin amerikanske rival Helen Stephens. Stephens bliver hyldet og får efterfølgende æren at møde Adolf Hitler.
»Han sagde: ‘Du er en sand arisk type. Du skulle løbe for Tyskland’. Så gav han mig en fuld kropsmassage og spurgte, om jeg ville tilbringe en weekend med ham i Berchtesgaden,« husker Stephens, der pænt takkede nej til tilbuddet. Men sølvmedaljevinderen, Stella Walz, mener ikke, at medløberen skal slippe så let. Stephens er lesbisk, og Waltz anklager hende for ikke at være en rigtig kvinde, hvorefter Stephens bliver underlagt en række kønstest, men bliver ‘frikendt’.
Et helt liv senere, den 4. december 1980, bliver 69-årige Stella Walsh dræbt af skud under et røveri. Obduktionen viser, at hun havde mandlige kønsorganer, selv om meget tyder på, at hun også havde kvindelige karakteristika. Efterfølgende undersøgelser viste, at hun både havde et XX og XY-kromosomer. Siden da har den hurtigløbende immigrant båret øgenavnet ‘Stella the fella’.
Historien om rivalerne Waltz og Stephens er kun én blandt mange om kvindelige atleter, der gennem tiden har fået deres køn gransket af dommerpaneler - fra antropologer i Berlin til genforskere i Atlanta - og af alverdens medier. De historier har fået ny relevans, efter at der i sidste måned blev sat spørgsmålstegn ved den sydafrikanske løber Caster Semenyas køn, da hun vandt guld ved VM i Berlin. Og ligesom det var tilfældet med Waltz og Stephens, er det en historie om køn og race og - ikke mindst - om spørgsmålet om, hvem der har retten til at definere de kategorier.
Det skulle ellers have været den største dag i den 18-årige Caster Semenyas liv. Hun vendte hjem til Sydafrika efter at have vundet 800 meter med VM-historiens største margen. Men kort før hun skulle løbe, havde Det Internationale Atletikforbund, IAAF, meddelt, at hun var udtrukket til en kønstest. De store benmuskler, den dybe stemme og de knap synlige bryster havde vakt mistanke.
Hjemme i Sydafrika var opbakningen kolossal. Hos Det Sydafrikanske Atletikforbunds præsident, Leonard Chuene, var tonen uforsonlig.
»Vi vil ikke tillade europæere at definere vores børn,« sagde Chuene, der kunne meddele pressen, at han midlertidigt ville trække sig som præsident, samt indgive en klage til FN.
»Hvem er disse hvide mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved en afrikansk piges genetiske makeup,« sagde han til sydafrikansk presse. »Jeg kalder det racisme, ren og skær racisme.«
Også fra politisk hold væltede støtten ind. Winnie Mandela, ANC’s førstedame, skældte ud på medierne »ejet af hvide« og hentydede til, at videnskabsfolkene havde overtrådt en grænse med deres undersøgelse af Semanya: »Dette er vores lille pige, og ingen skal få lov at røre hende«.
På nettet buldrede debatten. Debattøren Marlo David sammenlignede behandlingen af Caster med sagen om den unge pige Saartjie Baartman - den såkaldte ‘Venus hottentot’ - der i første del af det 19. århundrede blev stjålet fra sin landsby i Sydafrika og vist frem rundt om i Europa, hvor hendes krop skabte furore, fordi den på alle måder stred imod det europæiske ideal om kvindekroppen.
»Den sære alkymi mellem racisme og sexisme har sat Semenya i en situation, hvor også hun skal klæde sig nøgen for alverden for at forsvare sin storhed,« skriver Marlo David, mens den populære blogger Rippa mener, at der ligger mere jordnære motiver bag: »Er de hvide mon bare lede og kede af altid at tabe? Det næste bliver vel, at de vil teste, om den jamaicanske verdensrekordindehaver, Usain Bolt, er en leopard.«
Det er ikke første gang, at kønstesten skaber ballade. Testen blev introduceret i 1966 som reaktion på en række sager om særligt sovjetiske og østeuropæiske gymnaster med forvirrende kroppe. Den blev første gang benyttet ved OL i Mexico i 1968. I starten var det et panel af dommere, der tjekkede skedeåbninger og vurderede, om f.eks. en forstørret clitoris i virkeligheden var tættere på at være en penis. To år efter blev disse nøgenparader afløst af kromosontest. Kvinder har typisk to X-kromosomer, mens mænd har et X og et Y. Var der andet end to X’er, blev det taget som et bevis på, at der var tale om noget andet end en kvindelig atlet. Men som teknologien udviklede sig, satte debatten også ind. Else Trangbæk, institutleder ved Institut for Idrætsforkning ved Københavns Universitet, fulgte med: »Der var en hel række problemer med kromosom-kønstesten. For det første var det en stor ulykke for den, der pludselig fik at vide, at de ikke var det, de troede de var. Der er i hvert fald to tragiske tilfælde, hvor kvinder efterfølgende har taget deres liv,« fortæller Else Trangbæk, der i sin tid som gymnast selv blev testet. Desden fangede testen slet ikke problemet, mener Else Trangbæk.
»Den fik ikke fat på det reelle problem som jo var, at en hel del kvindelige atleter dopede sig med mandligt kønshormon,« siger Else Trangbæk.
Derudover stiller Else Trangbæk sig tvivlende over for, om det videnskabeligt kan dokumenteres, at atleter med forvirrende køn faktisk har en så overvældende fordel.
»Der er jo alle mulige parametre; hvordan er du bygget, hvor tidligt er du startet med at træne, hvilke stoffer har du fået. Det er en illusion, at alle er lige, når de stiller sig ved startlinjen. Når kønnet får så meget opmærksomhed, er det et symptom på, at vi har mistet tillid til elitesporten. Vi tror simpelthen, at de snyder os og ser man, hvor mange, der fylder sig med doping, kan vi have ret i vores skepsis. Og det handler jo ikke om X og Y kromosomer.«
En anden, der har været igennem testen, er Anne Folke Henningensen, ph.d. i historie og del af redaktionen bag kønsforskningstidsskriftet Kvinder, Køn og Forskning.
Hun var ynglinge- og ungdomslandsholdsspiller i håndbold fra 1991-1993. I forbindelse med ungdoms-VM i 1993 blev hun og hendes holdkammerater kromosomtestet.
»Jeg synes, at det grænsede til et overgreb. De par måneder, der vist gik, fra blodprøven var givet til resultatet kom, var fyldt med indre skrækscenarier - skjult af en jokende distancering udadtil - over for muligheden for faktisk at være en mand,« fortæller Anne Folke, der kan huske, at der blev talt en del om det på holdet.
»Og selv om ingen af os vel egentlig troede, at det ville vise sig, at vi var ‘mænd’, så var det i hvert fald en bekymring, som fyldte en del hos mig. For hvad skulle man stille op? Håndboldmæssigt såvel som personligt? Håndboldforbundet havde jo ingen ‘back-up-plan’ klar, hvis det faktisk viste sig, at vi var gode til at spille håndbold, fordi vi var ‘mænd’. Skulle man lave en ny liga for dem, der ikke klarede testen, eller hvad?«
Lige omkring det tidspunkt, hvor Anne og hendes holdkammerater fik deres køn sat under lup blev testen opdateret. Efter 1992 inddrog testen også f.eks. en psykologisk vurdering. Anna Folke Henningsen understreger, at hun ikke har indgående kendskab til den type test, men det kunne tyde på, at man i dag opererer med en mere nuanceret forestilling om køn,« siger hun.
»Men de bliver jo stadig pr. definition brugt som taksonomier - dvs. man beslutter, hvad der kan gælde som kvindeligt og hvad der kan gælde som mandligt. Og det, der ikke passer ind i de forståelser, må defineres som afvigende og kan derfor ikke få plads i systemet. Og om vurderingerne så er baseret på kropslige eller psykiske parametre, gør for mig at se ikke den store forskel,« siger Anne Folke Henningsen.
Hun har i dag et meget ambivalent forhold til kønstest.
»På den ene side er det enormt problematisk, at man på baggrund af mere eller mindre tilfældige test vil afskære nogle kvinder fra at dyrke sport på eliteplan. På den anden side kan jeg også godt se faren for kvindesporten i, at snyd med f.eks. mandlige hormoner eller lignende bliver nemt, fordi der - i hvert fald nu - er en markant forskel på maksimalpræstationen hos det, man kan kalde mandligt kropsmærkede og kvindeligt kropsmærkede atleter,« siger hun.
Og der er i hvert fald ét tilfælde i sportshistorien, hvor der ikke er megen tvivl om, at der var svindel. Igen skal vi tilbage til OL i Berlin i 1936, hvor en tysk højdespringer stillede op hos kvinderne under navnet Dora Ratjen. Sprinteren blev efter Anden Verdenskrig genkendt på en banegård med skægstubbe. Han viste sig nu at arbejde som tjener under dåbsnavnet Hermann Dora Ratjen.
Sagen bliver generelt fremhævet som det mest absurde eksempel på, hvor langt nazisterne ville gå for at skrabe sammen til Det Tredje Riges medaljehylde og bevise den ariske races overlegenhed. Også Ratjen forsvarede sig med, at han var blevet tvunget til at stille op af ungdomsorganisationen Hitler Jugend »for Tysklands ære«.
»I tre år levede jeg som kvinde. Det var overvejende kedeligt,« fortalte Ratjen, der - trods sin mandekrop - måtte nøjes med en fjerdeplads. Doran er det eneste verificerede tilfælde af, hvad der i OL-sprog går under betegnelsen ‘kønssnyderi’ i OL’s historie.
I det hele taget synes der at være langt imellem sager om ‘usikkert køn’. Ud af 2.406 kvindelige deltagere ved OL i Barcelona i 1992 blev kun fem testet som ‘overvejende mænd’. I Atlanta i 1996 var det otte. I snit viser en ud af 500-600 ‘abnormalitet’, vurderes det. Som resultat af problemets lille omfang og de mange ulemper - både for den enkelte og for arrangementet - blev den systematiske kønstest afskaffet i forbindelse med OL i Sidney i 2000. Den beslutning glædede Dansk Idrætsforbund. Og her ser man ikke umiddelbart nogen grund til at genoptage diskussionen om de obligatoriske kønstest.
»Sagen om Caster Semenya er bestemt ikke sjov, men vores holdning er, at det er godt, at de obligatoriske test blev fjernet. Det var en nedværdigende procedure. Det er okay, at man tester, hvis der virkelig er begrundet mistanke - det gør man jo også med doping - men vi ønsker ikke at hive alle kvindelige udøvere gennem det,« siger kommunikationschef Morten Mølholm, der ikke kender til nyere sager herhjemme. Men han vil ikke afvise, at der ude i klubber kan have været tilfælde, hvor der er opstået tvivl om f.eks en juniorspiller.
»Jeg tror, at der ville være en enorm konfliktskyhed i den slags tilfælde. Det er jo ikke nemt at prikke en på skulderen og sige: Jeg er altså lidt i tvivl om dit køn,« siger Morten Mølholm fra DIF.
Og det er netop det, der gør, at Rikke Rønholt, der selv er tidligere eliteløber og i dag sidder i Anti Doping Danmarks bestyrelse, mener, at de obligatoriske test skal genindføres.
»Sådan som det er nu, bliver der bare en hel masse snak i krogene. Når man stiller op i juniorrækkerne, skal man dokumentere sin alder. Hvorfor ikke bare vise et kromosomkort, der dokumenterer, at du er en kvinde?« spørger Rikke Rønholt, der mener at Caster Semenya er blevet svigtet.
»Jeg tror ikke et øjeblik, at hun er en udspekuleret snyder. Jeg er sikker på, at hun er en landsbypige, der altid har troet, at hun var en pige. Men der har været en del voksne inde over, der burde have beskyttet hende. Hendes trænere, løbeforbundet. Nogen må have haft stor nok fysiologisk indsigt til at se, at der var noget galt. Man skal jo ikke kigge på hende mange gange for at se det,« siger Rikke Rønholt, der ikke mener, at man behøver meget andet end at se det løb i sidste måned, hvor Caster vandt guld i Berlin.
»Hun får verdens bedste løbere til at ligne skolepiger. Det ser simpelthen ud, som om hun er i et andet løb,« siger Rikke Rønholt, som også fremhæver det usædvanlige tempo, hvormed Semenya har forbedret sin tid. Da hun vandt i Berlin med tiden 1.55.45, var det kun gået to år siden, hun blev nummer to ved de sydafrikanske skolemesterskaber med tiden 2.09.35.
»Det svarer til, at du stiller op i handicap-OL uden at være handicappet. Uanset hvor meget jeg træner, så kan en middelmådig mand slå mig any day. Det er derfor, at det er et så potentielt ødelæggende: Offeret er den helt almindelige kvinde, der aldrig ville kunne komme op på siden,« siger Rikke Rønholt, der mener, at man i debatten skal passe på ikke at blande tingene sammen.
»Desværre er elitesporten ikke indrettet til køn ind imellem. Vi er som samfund blevet om ikke gode så i hvert fald bedre til at rumme folk af alle mulige kønsidentiter, men det vil altid stride mod princippet om lige konkurrence i elitesporten,« siger Rikke Rønholt og tilføjer:
»I Golf har man jo også et tee-sted for kvinder og et tee-sted for mænd. Det er der jo en meget god grund til: Det giver alle lige muligheder.
Men lige netop golfsporten favner fatisk køn i mange versioner. Og det kan man ikke mindst takke den australske golfspiller Mianne Bagger for. Hun fik i 2002 foretaget en mand til kvinde kønsskifteoperation og blev årsagen til, at flere kvindelige golfforbund har ændret vedtægter, så hun kan spille i deres turneringer. Blandt andet ændrede den amerikanske Ladies Golf Union i 2005 sine vedtægter, så mand til kvinde- kønsskifteopererede kan deltage. Og det glæder Else Trangbæk. Hun mener, at der er behov for en debat om kønsidentit og sport og vil ikke udelukke, at der på det punkt kan komme noget godt ud af Semenya-sagen.
»Det ville være interessant, hvis vi kunne gå fra almindelig snagen og fascination til en egentlig debat om den måde, vi som samfund takler kønsmæssig variation. Køn er flydende, og det ville da være virkelig interessant, hvis en sag som denne kunne skabe mere frirum med mere kropslig tolerance frem for stigmatisering,« siger hun. For det er netop det sport handler om, mener idrætsforskeren.
Indtil da er der en ung pige i Sydafrika, der må vente på sin dom. Og imens kan alle andre bruge tiden på at overveje, hvad der egentlig er sket med elitesporten, mener den fremtrædende australske feminist og kønsforsker Germaine Greer.
»Hvad nu, hvis kønspolitiet finder, at Semenya mentalt er en kvinde og fysisk en mand? Hvad vil det betyde for andre kvindelige atleter, at hun ikke kan menstruere, men altid ville kunne slå dem, der kan? Men så igen; konkurrencesport har altid kanoniseret og glamouriseret udnyttelsen af genetisk fortrin. Hvem sagde, at livet var retfærdigt?«