Mange vil mene, at der var tale om luksusproblemer, men Henrik er ikke mange.
Onsdag eftermiddag i Kartoffelrækkerne. Henrik i den ternede Bruno Matsson-sofa. Selvmedlidende, klynkende. Weekenden tårnede sig ubestigelig op.
»Hvad skal du,« spurgte jeg. Han sukkede.
»Jeg gider det ikke. Gider, gider, gider ikke. Fredag skal jeg til noget fernisering med Jan Abildgaard, senere skal jeg til middag hos Jo Helvad, til drinks hos Dronning Olga og til fest ude hos Asbjørn Brandt. Alle steder forventer de en tale og en sang. Lørdag skal jeg til housewarming hos Peter Eichen, til middag hos Lille Ulv og Nina, og til stor 50-årsfødselsdag hos ham den fede dommer. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men han forventer både en tale og en sang.«
»Det lyder da sjovt, det hele.«
»Det lyder så enestående rædselsfuldt. De betragter mig jo ikke som et menneske. Jeg er et kuriøst indslag. De kan jo slet ikke lide mig. De vil bare underholdes. Jeg burde tage konsekvensen af det og møde op som Opkasteren Humør Palle.«
»Ja? Hvem er han?«
»En nøgen mand med en pølserænke om halsen, som kan kaste op på kommando. Sådan ser de mig. Opkasteren Humør Palle. Ikke flere sange, ikke flere taler. Bare opkast og godt humør.«
Henriks weekend begynder i realiteten tirsdag. Mandag er helliget aviser, skummetmælk og Beethoven, men tirsdag er åben for improviseret fest. Han var endt på Andy’s med Siesta og Jan Fejemand. Derfor dette utidige mismod.
»Vi kunne jo tage en stille onsdag,« sagde jeg. »Jeg har fået anbefalet en bistro inde ved Rådhuspladsen.«
»Det lyder så røvkedeligt, at jeg faldt i søvn, mens du sagde det.«
Bistroen KBH ligger i en pause. De færreste skal noget dér på hjørnet af Studiestræde og H.C. Andersens Boulevard, andet end forbi. Restauranten bebor den nederste del af Hotel Alexandra, et hotel som gør en dyd ud af at indrette med klassisk, dansk møbeldesign, og dette afspejler sig også i Bistroens interiør. Det første, man får øje på, er en Børge Mogensen sofagruppe i hjørnet. Dernæst de seks PH-loftlamper, som hænger med intervaller i det vinkelformede rum.
Henrik var demonstrativt dårligt klædt. Vindjakke, fodboldtrøje med banan på, de sædvanlige joggingbukser, sikkerhedssko i ruskind. En tjener i hvid skjorte og sort vest kom os i møde. Han lagde slet ikke mærke til, hvor mærkelige vi så ud; en fordrukken hjemløs greve og et skævvredent ørekræ i tweed, men spurgte bare, hvor vi ville sidde. Vi tog hjørnet. Til venstre for os sad en indisk mand og en brun, amerikansk mand og talte om et eller andet, de havde været til. Foran os sad et sort, amerikansk par. Og lidt længere henne et italiensk par i 30’erne. Fra Milano gætter jeg på. International stemning. Levende lys på bordene. Henrik var utryg ved de mange fremmede. Særligt sorte mennesker har han svært ved at forholde sig til. Han er ikke racist, ikke på en ubehagelig måde, i hvert fald, men han tror, han skal opføre sig på en særlig måde over for dem, og han ved ikke hvilken.
»Lidt hjemmebagt brød med oliventapenade,« sagde tjeneren og stillede det.
Jeg studerede kortet. Retterne blev præsenteret på fransk, dernæst dansk og engelsk. Det lignede et forfinet, klassisk bistrokøkken. Priserne var i mellemlejet. På de sidste sider var vinkortet, og det var dejlig læsning. 30 gode vine på glas. Hele otte dessertvine.
»Må vi bede om to glas Schloss-Volrads, Riesling (85.-),« sagde jeg.
»Kigger de to negre ikke meget sultent på mig,« sagde Henrik.
»Lad være med at sige neger,« sagde jeg.
»De pønser på at bardere mig,« sagde han. »Tænk, jeg bliver helt sulten selv.«
Henrik valgte forretten fra sommermenuen. Indbagt jomfruhummersoufflé i spidskål og butterdej med Sauce Provencale (95.-). Jeg tog en tomattærte med atlanterhavskammusling (110.-). Vi smagte vinen. God fylde, let sødme, fremragende tysk Riesling.
»De sagde Uhmm!« sagde Henrik. »Du må fortælle dem, at jeg ikke kan spises!«
Der gik 10 minutter, så stod vores forretter på bordet. Triumf! Min ret så markant bedre ud end hans. I midten af den dybe muselmalede tallerken en tærte på fem diacentimeter, tomatsalsa ovenpå. Fire sprødstegte kammuslinger omkring, lidt plukket salat, lidt grøntsagschips, en tomatsirup på kanten.
Men han gav sig ikke uden kamp.
»Det er mødet mellem to af de helt store. Fisk og wienerbrød. Uhmm!!«
En rund humpel fiskesoufflé, på laks, tror jeg, ikke jomfruhummer, omviklet af spidskål og butterdej. Beurre blanc med tomatstykker, hvidløg, dild, purløg. Vel fedt, for min smag. Min egen ret var utrolig lækker. Salsaen havde sødme og dybde, kammuslingerne var perfekt stegt, tærtebunden var let, luftig og sprød. Byen overstrømmes af bistromad i disse tider. Jeg har smagt det meste. Dette hører til i den absolutte top.
Vi skulle begge have sandart til hovedret (220.-) og den kompetente og ukomplicerede tjener foreslog en Chardonnay fra Francis Ford Coppolas vingård i Napa Vallay. Diamond Collection (95.-). Jeg insisterede på at smage en Riesling spätlese 2006 fra weingut Selbach-Oster, Mosel (100.-). Sejr igen! Bevares, Henriks Chardonnay var dejlig, men min tysker havde det hele; fylde, sødme, et strejf af terpentin. Topklassevin.
Vi ventede kun et kvarter, så blev vores sandart båret til bords. Den var anrettet som på en bedre gourmetrestaurant. Filet af fisk i midten, under dén smørdampede perleløg og mangetout ærter, oven på fisken en puré af gulerod og omkring midteremnet en blanqette af vin, smør, vindeddike, skalotteløg og æg. Yderst en brun stribe af noget som smagte af nedkogt balsamico med honning. Fisken var stegt på minuttet, gulerodspuréen ved jeg ikke, hvordan de havde lavet, men den var ufattelig lækker, saucen var lind og tilpas syrlig. Det sorte musikerpar gik. Henrik glemte helt at kigge efter dem.
»Måske skulle jeg synge Benny Holst til Lille Ulvs middag,« sagde han og tog fat:
»Jeg står op om morgenen og går hen på mit job. Jeg laver noget, og jeg får min løn, men det jeg laver, er mere værd, end det jeg fåååår!«
Da vi fik den tredelte jordbærdessert var Opkasteren Humør Palle en saga blot.
Bistroen KBH H.C. Andersens Boulevard 8, Tlf: 33 74 44 66. www.bistroen-kbh.dk