Hvad har den tyske ‘progressive’ filosof Jürgen Habermas og den amerikanske ‘reaktionære’ politolog Francis Fukuyama til fælles? En hel del, hvis man spørger den amerikanske antropolog Nicolas de Genova. Habermas’ måde at tale om kultur og integration er ifølge Genova symptomatisk og »særdeles afslørende for en større dårligdom, der har plaget europæisk immigrationspolitik det sidste årti«.
Når Habermas taler og skriver om Vestens nye ‘underklasse’ af indvandrere, viser den tyske humanists perspektiv sig, ifølge Genova, at have »sælsomme ligheder« med dominerende amerikanske forestillinger, der »til stadighed hjemsøger verdens postkoloniale tilstand«.
Fukuyamas fokus på truslen fra ‘vrede unge muslimer’, og Habermas’ bekymring for ‘underklassen’ er optaget af det samme ‘problem’: ikke-europæiske indvandrere. Begge stiller spørgsmålet: ‘Hvad skal vi stille op med dem?’ og bruger i den forbindelse en række metaforer om indvandring som en kilde til »samfundsmæssige sygdomme«.
I indledningen til et Genovas arbejdsessays - Migration og race i Europa: den transatlantiske postkoloniale kræftsvulst - citerer han skiftevis Habermas anno 1996 og Fukuyama anno 2006:
»En underklasse producerer sociale spændinger som udløses i planløse, selvdestruktive optøjer og som kun kan kontrolleres med repressive midler … ghettoernes gift forurener selve infrastrukturen i byerne, endda hele regioner, og gennemtrænger alle porer i samfundet som helhed. Dette fører i sidste ende til samfundets moralske erosion,« skrev Habermas i Die Einbeziehung des Anderen, Studien zur politischen Theorie 1996/1998.
Imens skrev Fukuyama i Identity, Immigration, and Liberal Democracy fra 2006:
»Europas fiasko i forsøget på bedre at integrere dets muslimer er en tikkende bombe som allerede har resulteret i terrorisme og vold … og som måske med tiden vil true selve det europæiske demokrati.«
At tale om indvandring som en farlig gift, der undergraver samfundet, er »i sig selv udtryk for en dødelig kræft, som til stadighed løber gennem den sociale dannelse af ‘Vesten’,« mener Genova.
‘Underklassen’ er hos Habermas grundlæggende mindre værd end en social klasse med sin egen historiske betydning, og denne underklasse »manifesterer sig angiveligt kun i nyttesløse og selvdestruktive former, kort sagt et slags ynkeligt restprodukt,« skriver Genova. Han henviser til den franske sociolog Loïs Wacquants advarsel mod en ny ‘urban orientalisme’, der har ‘underklassen’ som sin »foragtelige gallionsfigur«.
I bogen Urbane udskud fra 2008 skriver Wacquant, at fortællingen om ‘underklassen’, der har domineret den intellektuelle og politiske debat op gennem 1990’erne, har givet frygten for »den ansigtsløse, dæmoniserede anden« nyt liv og fungeret som bortforklaring af de sociale uroligheder som f.eks. de såkaldte Banlieu-optøjer, dvs. forstadsoptøjerne, i Paris i 2005. Efter en episode, hvor to unge var blevet dræbt på flugt fra politiet, satte unge med baggrund i blandt andet de tidligere franske kolonier som f.eks. Algeriet biler i brand og kæmpede mod politiet i gaderne. Først Paris og efterfølgende store dele af Frankrig blev erklæret i undtagelsestilstand for at genoprette ro og orden. Man ville, som indenrigsminister Sarkozy formulerede det, sikre »Republikkens ret - i stedet for forstadens ret«.
Hos Habermas, skriver Genova, bliver ‘skurken’ i udviklingen mod ‘samfundets moralske erosion’ sjældent kaldt ved sit mere hverdagslige navn - migration - og endnu mindre bliver spørgsmålet om ‘underklassen’ anerkendt som noget, der har at gøre med race. Den sydafrikanske filosof David Theo Goldberg er en af dem, der ifølge Genova mest præcist har analyseret, hvad »Habermas tilsyneladende er lykkeligt uvidende om«: Hvordan den post-koloniale hvidhed bliver omformet og revitaliseret som ‘europæisk’ identitet ved at holde den op imod »en uformelig, heterogen, ubeskrivelig, og dog essentialiseret og udpræget ‘kulturelt’ skadelig masse af ‘immigranter’«. Denne skadelige masse »omgærdes af en tilsyneladende race-neutral, men nådesløst racialiseret form for generel anderledeshed«, der diskret kan benævnes ‘Den Tredje Verden’.
I Goldbergs bog Racistisk kultur: Filosofi og betydningens politik fra 1993, skriver han blandt andet, at de raciale associationer, som betegnelsen ‘Den Tredje Verden’ bærer, »bliver mest præcist indfanget når folk i USA og Europa advarer om, at sorte, ‘gæstearbejdere’ og ‘fremmedarbejdere’ og asylansøgere får samfundet til økonomisk og kulturelt at ligne tredjeverdenslandene«. Goldberg påpeger samtidig, at selve benævnelsen af ‘underklassen’ - som hos f.eks. Habermas - er med til de facto at skabe underklassen.
Genova mener, at det er udtryk for en foruroligende mangel på politisk forestillingsevne midt i et afgørende kapitel af europæisk intellektuelt liv, når fraser som f.eks. ‘moralsk erosion af samfundet’ dukker op på ‘de oplyste tinder’ af europæisk filosofisk diskurs.
Den moralistiske understrøm i Habermas’ analyse af opkomsten af en ‘underklasse’ har ifølge Genova bevæget sig over i »Fukuyamas meditationer«. Til forskel fra Habermas taler Fukuyama dog ikke meget om hverken fattigdom eller den sociopolitiske marginalisering af Europas ‘indvandrerminoriteter’, men i stedet om opkomsten af ‘radikal islamisme’ eller ‘jihadisme’ - som om det udelukkende handler om identitet. I et interview til Information 16. maj understregede Fukuyama selv denne pointe:
»Jihadismen (…) er udviklet i immigrantmiljøer i Europa blandt muslimer, som hverken har fundet plads i deres nye land eller bevaret forbindelsen til den kultur, de kommer fra (…) Jihadismen er en slags identitetspolitik for dem (…) på linje med fascisme og andre historiske identitetsprojekter.«
Hvad der blev afracialiseret i Habermas’ beskrivelse af ‘underklassen’ i Europa, bliver altså hos Fukuyama løsrevet fra spørgsmålet om klasse og genracialiseret, om end i en tilsyneladende raceneutral beskrivelse af »blot religiøs eller ‘civilisatorisk’ forskel - som ‘muslimsk’«.
Fukuyama efterlyser et stærkere europæisk identitetsprojekt - ellers vil de vestlige nationer »uden tvivl blive rendt over ende af mennesker, der er mere sikre på, hvem de er.«
Som Fukuyama sagde til Information:
»Der er mange, der har efterlyst en liberal reformation af islam, en slags modernisering, som skulle gøre det samme ved islam, som protestantismen efter hård kamp endte med at gøre ved kristendommen. Men hvis man tror, man kan løse problemerne ved at tilbyde utilpassede og fremmedgjorte unge mænd en tolerant og liberal religion, tager man helt fejl. De her unge mennesker vil ikke have det tolerante og det liberale.«
Ligesom Fukuyama med sin religions-identitetstale behændigt undgår eksplicit at benævne ‘de her unge mennesker’ i racialiseret form, undgår Habermas det med sin tale om ‘underklassen’. Men denne »vildledte fascination af at fordømme ‘underklassen’ fremstår, ved nærmere eftersyn,« skriver Genova, »som symptomatisk for en mere grundlæggende antiindvandrerunderstrøm, som animerer Habermas’ liberalisme (progressivisme i europæisk kontekst, red.), og som er afgørende for hans udarbejdelse af en ‘konstitutionel patriotisme’.«
Habermas påpeger, at ‘kulturelle’ friheder altid må være underordnet politisk loyalitet:
»Naturligvis må kravet om sameksistens med lige rettigheder altid være underlagt betingelsen om, at overbevisninger og praktikker ikke står i modsætning til de herskende konstitutionelle principper.«
Dette ser Genova som et krav om underkastelse forklædt som liberal multikulturalisme. ‘Multikulturalisme’ kan altså i Habermas-progressivismen tolereres eller endda energisk tilskyndes, »men kun betinget af en tvangsmæssig ærbødighed over for en politisk konstitution eller et juridisk regime - mere eller mindre indbefattet tilsyneladende ‘universelle’ demokratiske principper og kosmopolitiske værdier - som ikke desto mindre på forhånd er defineret af den dominerende nationale ‘kultur’«.
Fukuyamas recept, som han som »selvudnævnt heksedoktor« udskriver til behandling af »Europas ‘indvandrer qua muslim-problem’«, ligner til forveksling Habermas’ fremhævelse af ‘konstitutionel patriotisme’, skriver Genova: At genoplive debatten om national/europæisk identitet oplyst af udfordringen i at genopfinde ‘liberale demokratiske’ nationale ‘kulturer’ på en måde, som mere effektivt kan ‘integrere’ muslimske/indvandrer-‘minoriteter’ samtidig med at det, der opfattes som ikkeliberale ‘kulturer’, udgrænses.
Den ‘postkoloniale kræft’, »der så bedragerisk og opportunistisk vokser som en svulst på tværs af forskellige historiske perioder og geopolitiske rum«, manifesterer sig altså i let varierende forklædning hos tilsyneladende uenige intellektuelle og politiske personligheder på tværs af Atlanten. Habermas og Fukuyamas ligheder afslører dermed ifølge Genova »den globale post-koloniale tilstand af hvidt overherredømme, og den vedholdende (racialiserede) tilstand af imperium som et materielt og praktisk foretagende.«
Race bliver i dag sjældent brugt eksplicit som forskelsmarkering, men, pointerer Genova - og med ham flere andre postkoloniale kritikere:
»Race need not always speak it’s name.«