Jeg vidste godt, at Carsten Jensen overalt ser krænkede mennesker, på hvis vegne han kan demonstrere sin indfølingsevne, men jeg havde ikke forestillet mig, at hans krænkelsesfundamentalisme også skulle omfatte mig. Jeg kan dog berolige Carsten Jensen. Jeg opfatter ikke hans angreb som en krænkelse, men som en anledning til at drøfte ting, der ligger mig på sinde. Desværre var hans oprindelige essay så fyldt med fejl og misforståelser, at jeg var nødt til at feje op efter ham, før vi nu kan gå over til sagens kerne: Tjetjenien.
Jeg noterer med glæde Carsten Jensens indrømmelse af, at fakta betyder noget i journalistik, og konstaterer samtidig, at han ikke har nogen indvendinger mod min påpegning af flere graverende faktuelle fejl i Åsne Seierstads Englen fra Groznyj. Så er det på plads. At Carsten Jensen fortsat fabler om en ikke-eksisterende uenighed i synet på fortællende journalistik med henvisning til et aviscitat fra en debat, hvor han ikke selv var til stede, siger lidt om hans fortsat problematiske forhold til fakta. I forsøget på at være morsom undgår Carsten Jensen samtidig behændigt at forholde sig til min opfordring til en debat om Tjetjenien og bruger i stedet plads på at fantasere om andre ligegyldigheder. Carsten Jensens nej til at diskutere, hvad han selv påstår at bekymre sig om, kan dårligt tolkes som andet end, ja, vælg selv et ord.
Og så til Tjetjenien. Hvad er mit syn på de to krige og tjetjensk uafhængighed? Det er rigtigt, at jeg mener, at den russiske centralmagt havde principiel ret til at gribe ind i Tjetjenien i både 1994 og 1999, men det er ikke det samme som at forsvare Moskvas konkrete fremfærd. Den har jeg fordømt og kaldt forbryderisk flere gange, ligesom jeg har gentaget, at Moskva som fast medlem af FN’s Sikkerhedsråd har et særligt ansvar for fred og sikkerhed. Jeg er imidlertid uenig i det synspunkt, at Moskva alene bærer ansvaret for den tjetjenske tragedie. Tjetjenske ledere og naive, ansvarsløse og uvidende støtter af tjetjensk uafhængighed i Vesten må også tage noget på deres kappe.
I 1994 var Kreml i sin gode ret til at gribe ind, efter at 200.000-300.000 ikke-tjetjenske borgere blev fordrevet, og den russiske centralmagts suverænitet var blevet likvideret. Det skete, efter at Tjetjeniens præsident Dudajev i 1991 uden folkeafstemning proklamerede republikkens uafhængighed. Der var tale om en etnisk udrensning, hvis omfang kan måle sig med, hvad der nogenlunde samtidig vakte berettiget harme hos samme Carsten Jensen på Balkan, men disse ‘krænkede’ forbigår han i tavshed. Til forskel fra i Bosnien fik ingen af dem mulighed for at stemme ved det tjetjenske valg i 1997, da man for første gang stemte om uafhængighed.
De russere, der var tilbage i Groznyj under centralmagtens invasion i december 1994 omkom i stort antal, fordi de til forskel fra tjetjenerne ikke havde nogen steder at skjule sig i den sydlige del af republikken. Derfor er det også galt, når Carsten Jensen tager det for givet, at alle dræbte på den tjetjenske side af fronten i den første krig var tjetjenere. De udgjorde det absolutte flertal, men der var også russere, ukrainere, armeniere, jøder, ingusjere og andre, ligesom der på den russiske centralmagts side var mange tjetjenere.
Præsident Jeltsin og hans kreds bærer som nævnt hovedansvaret for det første krigsudbrud i 1994, men de, der mener, at Kreml alene er ansvarlig, skylder et svar på, hvorfor Jeltsin kunne forhandle sig til en fredelig løsning med en republik som Tatarstan, der også havde afskaffet centralmagtens suverænitet, og som Tjetjenien i 1992 nægtede at tilslutte sig en forbundstraktat, der skulle sikre Ruslands territorielle integritet? Mit bud er, at Tatarstan i sidste ende indgik et kompromis med Jeltsin, mens den tjetjenske ledelse trods flere tilbud om mere uafhængighed end nogen anden russisk region afviste ethvert kompromis, et valg, der i sidste ende fik katastrofale følger og ikke havde opbakning i det tjetjenske parlament.
Hvorfor støttede stemmer i Vesten så enøjet tjetjensk løsrivelse, selv om der fandt omfattende krænkelser af menneskerettigheder sted? Det skyldtes, så vidt jeg kan se, at 1990’erne forløb under indtryk af det sovjetiske imperiums sammenbrud og den ret til national selvbestemmelse, som bar løsrivelsesbevægelser i de baltiske lande og andre republikker. Det princip lagde man også ned over konflikten mellem den russiske centralmagt og Tjetjenien, men det gik efter en stund op for mig, at det var en falsk analogi, ikke mindst efter at have lyttet til den russiske menneskerettighedsforkæmper Sergej Kovaljov.
Han angreb på den ene side den russiske centralmagt og Vesten for at være alt for tilbageholdende med at lægge pres på Kreml, mens han på den anden vendte sig mod separatisme og etniske gruppers krav om løsrivelse og etablering af uafhængige stater, når der ikke fandtes en fredelig mekanisme for effektuering af krav om uafhængighed. Han mente ikke, at retten til national selvbestemmelse er en menneskeret. Kovaljov kaldte det ligefrem udemokratisk og reaktionært, for stater, der bliver til på basis af etnisk baserede løsrivelsesbevægelser, vil skabe borgere af første og anden rang. Derfor må enhver debat om retten til national selvbestemmelse underlægges et krav om respekt for den enkelte borgers rettigheder, ikke mindst i et multietnisk, multireligiøst eller multikulturelt samfund. Det insisterer vi på i Israel, det bør vi insistere på i en fremtidig palæstinensisk stat, og det burde selvfølgelig også gælde for det tidligere Sovjetunionen, men det blev der set stort på i flere republikker og derfor blev der udgydt blod i stride strømme.
Carsten Jensen påstår, at jeg frakender tjetjenerne retten til et selvstændigt land. Det gør jeg selvfølgelig ikke, men jeg mener, at det internationale samfunds anerkendelse af Tjetjeniens uafhængighed - hvis det igen kommer på dagsordenen - bør betinges af respekt for den enkelte borgers rettigheder.
Desuden er der begrebet nation, som der jongleres med i tide og utide. Men hvordan definerer man egentlig en nation i folkeretlig forstand? Hvem er subjekt for retten til national selvbestemmelse? Der boede cirka 300.000 ikke-tjetjenere i Tjetjenien, da man udråbte en uafhængig stat, men de blev åbenbart ikke opfattet som en del af ‘nationen’.
Mener Carsten Jensen, at det er i orden, og hvordan løser man det dilemma? Må vi i sidste ende acceptere, at det er den stærkes ret, der gælder overalt? Og hvis der er uenighed om definitionen på en nation, betyder det så, at kineserne i København, svenskerne i Finland eller muslimerne i Malmø kan hævde, at de er en nation og derfor kræve løsrivelse som tjetjenerne?
Carsten Jensen skelner ikke mellem de to tjetjenske krige, selv om der er stor forskel. Den russiske centralmagt invaderede Tjetjenien i 1994, mens tjetjenske oprørere i 1999 invaderede Rusland. Det skete med det formål at etablere et islamisk kalifat fra Sortehavet til Det Kaspiske Hav og fordrive alle vantro fra Kaukasus. I den situation var Moskva i sin fulde ret til at besvare aggressionen, et ræsonnement, der støttes af menneskerettighedsforkæmpere, men som i 1994 udviklede den legitime brug af magt sig til vilkårlig ødelæggelse af republikken og titusinder dræbte.
Carsten Jensen nævner Afghanistan som argument mod min skepsis over for tjetjensk uafhængighed i en situation, hvor det kriminelle anarki råder. Afghanistan, siger han, er en røverrede præget af sharia-love, kidnapninger og offentlige henrettelser, men ingen hævder af den grund, at afghanerne har fortabt deres ret til et selvstændigt land. Det vil ifølge ham være en politisk katastrofe at ræsonnere på den måde. Det er jeg enig i, men Afghanistan er et dårligt eksempel som argument for Tjetjeniens uafhængighed, for landet er medlem af FN og en anerkendt stat, det er Tjetjenien ikke. Mere nærliggende og relevante eksempler er Sydossetien og Abkhasien, som kræver uafhængighed af Georgien. Georgiere er fordrevet fra de to regioner på samme måde, som russere blev det fra Tjetjenien. Og alle tre steder har der været væbnede konflikter. Bortset fra Rusland - og det er selvfølgelig selvmodsigende - har ingen anerkendt de to løsrivelsesregioner, ikke engang Ruslands allierede i det tidligere Sovjetunionen. Mener Carsten Jensen, at verdenssamfundet skal anerkende Sydossetiens og Abkhasiens uafhængighed, og bør omverdenen i så fald stille krav til de to regeringers demokratiske mandat, respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal?
Det var den slags ting, jeg gerne ville have diskuteret med Carsten Jensen, men det ønsker han åbenbart ikke, selv om han påstår at interessere sig for den tjetjenske tragedie.
Og så en sidste ting, der sætter Carsten Jensen forhold til fakta i relief. Han opstiller en modsætning mellem mig og Politikens Vibeke Sperling med henvisning til, at hun har forsvaret tjetjenernes rettigheder, mens jeg har frakendt dem deres rettigheder, og derfor har Sperling fået indrejseforbud af de russiske myndigheder, mens jeg frit kan rejse ud og ind af Rusland. Hvorfor mon? Spørger Carsten Jensen med sin vanlige sans for konspirationsteorier.
Som det er fremgået, frakender jeg ikke tjetjenerne deres rettigheder, tværtimod. Jeg mener blot, at retten til uafhængighed ikke er en menneskeret, om end man i lyset af de to tjetjenske krige kan spørge, om russere og tjetjenere ikke ville være bedst tjent med at leve hver for sig? Og hvis Carsten Jensen havde interesseret sig bare en smule for fakta, ville han vide, at jeg i flere år ikke har kunnet få visum til Rusland, men til forskel fra Carsten Jensen ser jeg det ikke som et hæderstegn. Det gør mig faktisk ret trist til mode.