Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech melder nu ud, at Danmark alligevel ikke ønsker at tage imod irakiske kvoteflygtninge, men at man i stedet vil tage burmesere. Dermed understreger hun med al tydelighed, at Danmark har et forklaringsproblem i forhold til FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR.
Først i juli kunne Information afdække de danske myndigheders planer om at hente irakere ind ad den ene dør, samtidig med at de var begyndt at sende andre irakere ud af den anden.
I november 2008 besluttede EU at tage imod 10.000 irakiske FN-kvoteflygtninge fra nærområderne i Syrien og Jordan. Og i et notat til Folketinget ytrede Birthe Rønn Hornbech ønske om, at Danmarks skulle tage 150-200 af dem for at leve op til sine internationale forpligtigelser.
Det lidt kildne moment ved den beslutning var, at det er UNHCR, der tilkender irakerne i nærområderne flygtningestatus. Og det sker ud fra netop de retningslinjer, som de danske myndigheder går imod, når de blandt andet ikke tilkender asylansøgere fra det centrale Irak flygtningestatus og derfor er begyndt at tvangsudvise dem.
Venstres udlændingeordfører, Karsten Lauritzen, og de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, forklarede beslutningen med, at Udlændingeservice i forbindelse med kvoteflygtninge altid tager på udvælgelsesrejser til nærområderne til de flygtningeproducerende lande og dér udpeger mennesker, der også ville have fået asyl, hvis de selv var kommet til Danmark.
Men det er forkert. Som embedsmænd i Udlændingeservice forklarede over for Information, accepterer styrelsen stort set samtlige af de ansøgere, UNHCR præsenterer dem for. For udgangspunktet er jo, at UNHCR har tilkendt dem flygtninge- status, og således lever de op til Flygtningekonventionen og er dermed berettiget til asyl i Danmark.
Det efterlod integrationsministeren med et forklaringsproblem. Er der ikke noget paradoksalt i, at Danmark ikke vil lytte til UNHCR, når det drejer sig om irakere, der selv kommer til landet, mens man altså respekterer UNHCR, når man skal leve op til sine internationale forpligtigelser, kunne man spørge.
Det er åbenlyst, at beslutningen om alligevel ikke at tage imod irakiske kvoteflygtninge er et forsøg på at afmontere paradokset. Men i realiteten har integrationsministeren kun understreget, at hun savner valide argumenter.
Nu forklarer Birthe Rønn Hornbech nemlig, at Danmark skal tage imod burmesiske kvoteflygtninge i stedet for irakiske - uden at hun dog ønsker at belyse hvorfor. Og hvem er det lige, der tilkender burmeserne flygtningestatus? Det er såmænd UNHCR.
Med andre ord vil de danske myndigheder altså ikke lytte til UNHCR, når det kommer til irakere, men gerne når det kommer til burmesere.
Den mest nærliggende forklaring er, at det, UNHCR siger om irakerne, ikke er noget, Danmark ønsker at høre. Og så kan man jo bare lade være at lytte.
En sådan håndtering af retningslinjer fra UNHCR er noget relativt nyt i Danmark, der i 1952 var det første land til at ratificere Flygtningekonventionen og anerkende UNHCR’s mandat til at fortolke og overvåge overholdelsen af konventionen.
Hvor danske regeringer op igennem 1990’erne prædikede over for andre lande, at de skulle lytte til UNHCR, udviser den siddende regering og i særdeleshed den nuværende integrations- minister en ringeagt, der tidligere havde været uhørt.
»Det er helt utroligt med dem. Nu er der simpelthen gået inflation i UNHCR’s påstande om, at vi bryder konventionen,« sagde Birthe Rønn Hornbech senest til Politiken, efter UNHCR tirsdag havde fastholdt, at udsendelse af irakere til de centrale provinser er et brud på Flygtningekonventionens princip om, at modtagerlande ikke må udsende til steder, hvor mennesker risikerer forfølgelse eller overgreb.
At dette opgør med UNHCR er indenrigspolitisk motiveret og tæt forbundet med den siddende regerings opgør med ekspert- vældet, kan der ikke være tvivl om.
At resultatet så i denne sag faldt ud til lige netop burmesernes fordel, synes at være et tilfælde.