Siden 2006 har antallet af kriminelle, der er blevet henrettet i Japan, været stigende. Det viser en ny international rapport fra Amnesty International, der udkommer i dag.
De dødsdømte i Japan holdes i streng isolation, må ikke tale med hinanden og har meget begrænset kontakt med familiemedlemmer og advokater. Fangerne må desuden ikke bevæge sig rundt i deres celler, men skal sidde stille. De må ikke se tv eller arbejde med personlige projekter. De dødsdømte lever ofte i adskillige år med bevidstheden om, at de når som helst kan få at vide, at de skal henrettes om et par timer. De forhold skader fangernes mentale helbred, konkluderer Amnesty.
»At fanger lever i lange perioder med en daglig trussel om en nært forestående død er grusomt, umenneskeligt og nedværdigende,« siger James Welsh, der er hovedforfatter til rapporten.
Japans brug af dødsstraf er omgærdet af meget hemmelighedskræmmeri. Men meget kunne tyde på, at også psykisk syge kriminelle henrettes - stik imod den internationale menneskerettighedslovgivning.
Marie Roesgaard, lektor i japanske forhold på Københavns Universitet, mener, at Amnesty kan have ret i formodningen om, at der henrettes psykisk syge kriminelle i de japanske fængsler. Hun mener dog, at Japan har åbnet mere op omkring deres brug af dødsstraf.
»De seneste år har man kunne se justitsministre, der profilerer sig på antallet af henrettelser. Jeg tror, de har gjort det udfra en idé om, at dødsstraf ikke har nogen præventiv virkning, hvis folk ikke kan se hvem og hvor mange, der bliver henrettet,« fortæller Marie Roesgaard.
Japan og USA er de eneste to industrialiserede lande, der ikke har afskaffet dødsstraf.
Amnesty opfordrer den nye japanske regering til at stoppe henrettelserne og forbedre forholdene for de dødsdømte. Marie Roes- gaard mener dog ikke, at afskaffelse af dødsstraffen i Japan kommer til at ske foreløbigt.
»Japan har aldrig haft nogen seriøs diskussion om afskaffelse af dødsstraffen. For flertallet af japanere er der simpelthen nogle forbrydelser, der er så skadelige, at retsfølelsen ville lide under det, hvis forbryderen ikke blev idømt døden. En henvendelse fra Amnesty betyder selvfølgelig noget, men det bliver ikke et emne, der kommer til at stå øverst på den nye regerings liste,« forklarer Marie Roesgaard.