»En af mine bedste lærere, mr. Hughes, svarede engang i en evaluering af mine evner: ‘Bruger eleven tiden fornuftigt?’ ‘Fejltagelse’, skrev han. Og sådan har det været hele mit liv,« fortæller den 60-årige amerikanske professor Peter Agre til det grinende publikum i Aarhus Universitets stopfyldte Sø-auditorium.
Selv om Peter Agre i dag er æresdoktor på Aarhus Universitet og nobelpristager i kemi i 2003, så har der også været en del slinger i valsen undervejs. Familien Agre var andengenerationsindvandrere fra Norge og Sverige. Faderen underviste i kemi på det lokale universitet, mens moren gik hjemme med de seks børn, hvoraf to var handicappede.
Men selv om der blev lavet kemiforsøg hjemme over køkkenvasken, så var det kunsten, skriveriet og pigerne, som interesserede Peter Agre mest, da han blev teenager.
»Min passion var kunst og graffiti, men jeg valgte alligevel at tage timer i naturvidenskab,« fortæller Agre om sin tid på Theodore Roosevelt High School.
Passionen blev valgt fra, og det var måske netop årsagen til, at Peter Agre klarede sig dårligere og dårligere i gymasiet. Efter en studietur til Rusland gik han i boheme-retningen. Sammen med nogle venner blev der gjort oprør ved at lave et undergrundsmagasin, der parodierede det officielle skoleblad.
I 1967 droppede Peter Agre ud af gymnasiet og tjente for en tid penge ved at sælge popcorn ved fodboldkampe. Han færdiggjorde dog senere gymnasiet på aftenskole, mens der blev studeret russisk på universitetet om dagen. Og det var her, det gik op for ham, at kunstner kunne han altid blive, men hvis han ville være forsker, så var det nu, der skulle handles.
»Russisk var en forsmag på universitetet, og her forstod jeg, at hvis jeg virkelig ville ud i verden og udrette noget, så blev jeg nødt til at klare mig godt,« fortæller Peter Agre.
Valget faldt på medicinstudiet på John Hopkins University inspireret af de lokale læger og sygeplejerskers hjælpearbejde i Afrika. Her kunne han gøre en forskel og komme ud i verden.
»Mit første speciale som uddannet læge var at studere årsager til diarré, som slog tusindvis af mennesker ihjel i Asien på det tidspunkt. Det skræmte dog en del piger væk, indtil jeg mødte Mary, der var fra landet og arbejdede på et laboratorium. Hun tog det ikke så højtideligt, selv om hun bad mig om ikke at tage mit arbejde med hjem,« fortæller Peter Agre til publikums morskab.
Det skulle blive en sørgelig begivenhed, der fik ledt Peter Agre i den retning, han siden har arbejdet med.
»Vores datter, Lydia, døde kun tre måneder gammel i 1983. Alle, der har mistet nogle kære, ved, at det får en til at søge svar, og jeg begyndte at interessere mig for medfødte sygdomme, og hvad der gør, at nyfødte bliver syge,« fortæller Peter Agre.
Interessen for blodtypesystemet førte til, at Peter Agre i sine analyser af proteinerne i blodet fandt nogle udsving på de elektriske bånd, som karakteriserer forskelle i proteinerne. De uforklarlige aftegninger i proteinanalyserne generede Peter Agre. Han ville vide, hvad det uidentificerbare var. Via kloning prøvede han at identificere, hvad der dog var med det protein. Men det skulle blive en kollega og konkurrent, der hjalp ham til at forstå, hvad han havde i hænderne. Agres undersøgelse viste nemlig, at det protein, han havde opdaget, var det første protein i den familie af proteiner, som er ansvarlig for, hvordan kroppens celler transporterer vand. Proteinet fik navnet ‘vandkanal’.
»Jeg havde aldrig hørt om, at der kunne være vandkanaler i cellerne. Måske havde jeg bare ikke nærlæst litteraturen på området godt nok,« lyder det fra Peter Agre, og publikum griner med, men pointen er alvorlig nok.
»Det nye protein ville måske aldrig eller i hvert fald først langt senere være blevet fundet, hvis jeg ikke havde delt mine resultater og min viden med andre. Mange videnskabsfolk holder viden tilbage for at få patent på deres opdagelser, og den lille selvtilstrækkelighed rummer vi alle sammen, men jeg tror, vi kan komme længere ved at dele vores viden og være åbne,« siger Peter Agre.
Det var i 1991, at Peter Agre fandt cellemembranernes vandkanaler. Siden er forskningen i området boomet. Opdagelsen har haft afgørende betydning for forståelsen for, hvordan vandtransporten i vores organer fungerer. På baggrund af opdagelsen arbejdes der på at udvikle nye behandlingsformer til en række alvorlige nyre-, hjerte-, lunge- og hjernesygdomme, hvor der er problemer med vandtransporten.
»Den eneste måde, vi kunne komme videre med sådan en opdagelse, var at samarbejde med andre. Jeg har aldrig følt, at jeg havde intellekt eller evner nok til at klare det arbejde selv, men det at arbejde sammen med andre har været utrolig hjælpsomt,« lyder det ydmygt fra Agre.
Og netop det menneskelige aspekt i forskningen er vigtigt for ham at få frem, når han drager rundt og fortæller sin historie. Da han fik nobelprisen i kemi 12 år senere, reagerede hans skandinaviske mor: »Det er dejligt, men sig til Peter, at han ikke skal lade det stige til hovedet.«
»Og det er jo rigtigt. Priser og hæder er ikke vigtige. Det, der er vigtigt, er at skabe noget, der kan hjælpe andre mennesker. Og videnskab er en fantastisk mulighed for have det sjovt og skabe noget nyttigt,« lyder det engageret fra Peter Agre, der i dag er ansat på John Hopkins Univerity i Baltimore. Han ser sin egen slingrekurs som en del af det, der har været hans styrke.
»Måske jeg var blevet mindre kreativ og observerende, hvis jeg hele tiden havde holdt fokus på studierne og forskningen. Jeg tror, begge dele skal være til stede - fokus og kreativitet - for at finde ud af noget nyt,« siger Peter Agre, hvis fire voksne børn alle er gået den mere kreative vej:
»Men der er brug for alle slags, så længe man bevarer passionen for det, man laver, om det så er i forskning, kunst eller journalistik.«
Mindst en begejstret jurastuderende fandt i hvert fald sin passion ved at lytte til Peter Agres livshistorie: Han vil nu skifte til medicinstudiet, meddelte han efter foredraget.