ILULISSAT - Allerede kl. 6 om morgenen, da jeg går op på dækket af M/S Sarfik Innuk, kan jeg se enorme isbjerge flyde forbi skibet. Vi er timer fra at nå i havn, men de afbrækkede dele af den store gletscher er ikke til at tage fejl af. Ilulissats ambassadører er på vej sydpå.
Eller Connie Hedegaards ambassadører skulle man måske kalde dem. I de sidste fire år har den danske klimaminister gjort Ilulissat og dens isbjerge til et internationalt varemærke for klimaforandringer. Som del af det, klimaministeren har døbt ‘Grønlandsdialogen’, har verdens statsledere besøgt byen Ilulissat ved Grønlands mest produktive isbræ og sejlet rundt blandt isbjergene for at se dem smelte.
EU-Kommisionens formand, José Manuel Barroso, fløj over isbræen i helikopter. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har stået oven på Sermeq Kujalleq-gletsjeren. Forkvinden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, har spist hellefisk med lokale fiskere. Og selv John McCain tog sig tid til at besøge den lokale havn foran snurrende kameraer midt under den amerikanske præsidentvalgkamp.
»Ilulissat er blevet til et ferieparadis for statsoverhoveder,« siger Bendt Brobjerg Kristiansen, viceborgmester i den nordgrønlandske kommune Qaasuitsup.
Vi sidder i kommunens mødelokale. Bordene er arrangeret i cirkel rundt om et isbjørneskind. Gennem vinduerne kan man se ud på fiskefabrikken, der er den største arbejdsgiver i byen. Der er langt herfra og til den verden, toppolitikerne ellers bevæger sig i. Men det er også meningen med besøgene: at politikerne, der ellers kun taler om klimaforandringerne, skal se dem med egne øjne.
Problemet er bare ifølge de lokale i Ilulissat, at man ikke kan se klimaforandringer på et lynvisit. Derfor opstår der hurtigt en forløjet stemning over besøgene.
»De kommer her for jo i virkeligheden for at blive set ved siden af gletscheren og profilere sig på klima,« siger Bendt Brobjerg Kristiansen og nævner Nancy Pelosis besøg, som der er blevet snakket en del om blandt byens fiskere.
Forkvinden for Repræsentanternes Hus var på et hurtigt besøg, der blandt andet indebar et iscenesat møde med nogle lokale fiskere, som skulle fortælle hende, hvilken effekt klimaforandringerne havde på fangsten. Da en fisker efterfølgende tillod sig at spørge, hvad USA ville gøre for at nedsætte sin CO2-udledning, sagde Pelosi, at hun desværre ikke havde tid til at svare. Så fløj helikopteren igen.
I Grønland hersker der stort set ingen tvivl om, at man er inde i en historisk klimaforandring, som vil skabe store omvæltninger. De lokale i Ilulissat kan se det overalt, ikke mindst derved at fangsten og fiskeriet allerede har ændret sig markant, fordi havnen ikke længere fryser helt til om vinteren. Men faktum er også, at Grønland har oplevet varme og kolde perioder gennem hele sin historie, og grønlænderne er vant til at tilpasse sig. Og det taler grønlændere meget om nu, siger Kirsten Strandgaard, antropolog og museumsleder på Ilulissat Museum.
»Tidligere har omvæltninger som tvangsflytninger og centrale nedlæggelser af bygder været forbundet med traumer. Nu er man gået længere tilbage i historien og snakker om tilpasningsevnen. Der er en anden, mere omstillingsparat og driftig lyst til at drage fordel af de nye muligheder,« siger hun.
Ændringen i den måde, hvorpå grønlændere taler om den kommende tilpasning, har rod i den optimistiske ånd, der hersker lige nu på grund af selvstyret, men der er også realitet i historien, understrger Kirsten Strandgaard.
»Man kan ikke leve i den arktiske verden uden at tilpasse sig. Hvis man ikke længere kan fiske et sted, flytter man sig,« siger hun.
Kirsten Strandgaard vurderer, at borgerne i Ilulissat generelt er glade for de mange besøg af klimaforhandlere, turister og forskere, men at man også oplever besøgene som et massivt pr-stunt, som de lokale kun ser udefra.
Et af de mest farverige internationale klimatræf i Ilulissat fandt sted for to år siden, da verdens religiøse ledere samledes for at bede en stille bøn for verdens klima. Det var et sært syn for en by, der igennem det meste af sin historie har været en meget isoleret fiskerby. Og det skabte stor lokal opmærksomhed og forundring, siger Kirsten Strandgaard.
»Der var mullaher, patriarker, alle kristne trosretninger, jøder og Hans Blix på et krydstogtsskib ude blandt isbjergene. Paven var med på en satellitforbindelse. Så sejlede de derud med bedetæpper, turbaner, farverige kjortler og en stor blå kugle ude på fordækket. BBC, al-Jazeera og alle de store internationale medier var på. Og alle både i Ilulissat var sejlet ud for at kigge på dem.«
Og måske havde de religiøse lederes besøg en effekt, fortæller viceborgmester Bent Broberg Kristiansen med et glimt i øjet:
»Siden de religiøse ledere bad en bøn ude på ishavet, har vi haft to rigtig kolde vintre. Så det kan godt være, at det har gjort en forskel at have besøg alligevel.«
Ved et mødet for verdens statsledere i juni holdt Formand for Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), Kuupik Kleist, en tale, hvori han argumenterede for, at den nuværende klimakvotemodel er uretfærdig over for økonomier som den grønlandske, fordi den låser den grønlandske økonomi fast i tiden før industrialiseringen. Talen vandt gehør blandt mange af de fattige landes statsledere. Men de internationale medier, der var til stede, var mere interesserede i de internationale politikeres aha-oplevelser foran isbjergene end i grønlændernes eget syn på klimaproblematikken.
Connie Hedegaard har døbt den serie af møder, der har fundet sted i Ilulissat, ‘Grønlandsdialogen’. Men Kuupik Kleist mener ikke, der har været tale om ret meget dialog med grønlænderne.
»Det handler jo ikke om Grønlands nuværende interesser. Vi oplever, at vi er blevet gjort til et udstillingsvindue for klimaforandringerne. Vi er altid glade for at få besøg udefra. Men hvis udfaldet er en aftale, hvor man vil bevare Grønland som et museum, hvor vi ikke kan udvikle en industri, så er det et lidt tyndt udbytte, vi har fået af at lægge land til Connie Hedegaards gæster,« siger Kuupik Kleist.
|