BERLIN -Situationen er egentlig ganske bizar. I de sidste fire år har kansler Angela Merkel (CDU) og udenrigminister Frank-Walter Steinmeier (SPD) stået skulder om skulder i Den Store Koalition, der fulgte efter Gerhard Schröders rød-grønne kabinet. Merkel og Steinmeier har regeret i et måske ikke lykkeligt, men dog funktionsdygtigt ægteskab, der har krævet kompromiser af begge partnere. I søndags blev de to ministerkolleger og konkurrerende kanslerkandidater placeret i et berlinsk tv-studie, hvor journalister og tv-producenter nærede håb om en blodig duel om landets politiske fremtid.
Fra begyndelsen blev det imidlertid klart, at tv-seerne ikke skulle forvente et medrivende slagsmål mellem to lidenskabelige kandidater. Som partnere i en konstellation, der er kendt under navnet ‘Den Store Koalition’ er der naturlige grænser for, hvor meget man kan skyde sin modkandidat i skoene, uden at det påvirker ens egen troværdighed.
Merkel, klædt i stateligt mørkeblåt, indledte da også sin taletid med at rose den store koalitions præstationer i en sådan grad, at en af tv-udsendelsens hele fire tv-værter måtte minde hende om, at der ikke var tale om en duet, men om en duel. Den vurdering, svarede kansleren syrligt, måtte man overlade til seerne.
Adspurgt om hvorfor Merkel ikke længere skal være kansler, svarede modkandidaten Steinmeier, at der findes et bedre alternativ: »nemlig mig«. Derefter gik han straks i kast med den lettere utaknemmelige opgave at forklare vælgerne, hvorfor der i højeste grad er forskel på, om det er CDU eller SPD, der er ved magten.
Når Merkel talte om skattelettelser for 15 milliarder euro, indvendte Steinmeier, at det ville kræve en efterfølgende vækst på hele ni procent for ikke at slå hul i statsbudgettet, og at sådan en vækst historisk set er ganske urealistisk. Forventeligt nok tog Steinmeier også godt fat på spørgsmålet om atom-energi, der rent faktisk deler SPD og CDU. Steinmeier ønsker at afvikle Tysklands afhængighed af atomenergi inden 2020, mens Merkel ikke vil udelukke, at man kan forlænge visse atomkraftværkers levetid. Steinmeier understregede, at tvetydige politiske signaler om atomenergiens fremtid har grelle konsekvenser i form af færre investeringer i grøn energi.
Han betonede betonede også statens rolle som garant for social sikkerhed. Uden socialdemokratisk deltagelse ville salget af den tyske bilfabrik Opel til den canadiske koncern Magna ikke være blevet virkelighed, fortalte Steinmeier. Ifølge SDU-kandidaten ville en liberal-konservativ regering have overladt Opel til markedskræfterne, hvilket ville have medført lukning af utallige tyske arbejdspladser. Mandag blev det så alligevel annonceret, at Opel lukker 4.000 stillinger i alt i Tyskland. Kort inden udsendelsen havde Steinmeier endda forsøgt at kuppe Afghanistan-debatten, der i den senere tid har optaget Tyskland i stigende grad. Umiddelbart inden duellen udsendte SPD en plan for den fremtidige tyske indsats i regionen. Steinmeier forklarede i duellen, at man ønsker en intensiveret indsats og flere tropper, men også man i den næste valgperiode forpligter sig på at tidshorisont for en tilbagetrækning. Merkel nøjedes med at erklære sig grundlæggende enig.
Merkel gjorde i det hele taget ikke noget imponerende væsen af sig. Hun fremstod som den myndige bestyrer af den store koalition og lod Steinmeier fremføre sine pointer i visheden om deres naturlige begrænsninger. Socialdemokraternes problem er i stigende grad, at man efter lang tid i regering på sin vis alligevel er havnet i en slags opposition, hvor man ikke kan tillade sig at kritisere den regering, man selv er en del af.
Alt i alt overraskede Steinmeier positivt, men det er end tvivlsomt, om han fik rokket afgørende ved de fleste tyskeres tiltro til Merkel som landets mest kompetente politiker. Visse politiske kommentatorer har udlagt fraværet af et egentligt politisk slagsmål i søndagens tv-duel som en skjult kampagne for nok en runde med ‘Den store Koalition’. Hvis den bliver virkelighed, er det nok SPD og Steinmeier, der har størst grund til taknemmelighed.