En skønsom blanding af eksperter og politikere gav i Information den 14. september udtryk for, at øget udlicitering af ministeriernes opgaver vil resultere i dårligere kvalitet. Forskningen er i fare, og de private virksomheder er ikke dygtige nok, lyder hovedpointerne. Kritikken er helt forfejlet.
For det første giver det ikke ret meget mening at bruge forskning som en anledning til at skyde på udlicitering. Det største emne for konkurrenceudsættelse i ministerierne er nemlig rene rådgivningsopgaver, der for langt de flestes vedkommende baserer sig på tidligere forskning, og som de private virksomheder har akkurat lige så gode forudsætninger for at løse.
For det andet er det en selvfølge, at al forskning for offentlige kroner offentliggøres. Dette gælder naturligvis også for private virksomheder, hvor forskningsresultater lægges frit frem i henhold til resultatkontrakten med det pågældende ministerium, fuldt på linje med universiteternes offentliggørelse af forskning.
For det tredje er det et utroligt dårligt argument, at inddragelsen af private virksomheder skulle gå ud over kvaliteten. Intet firma kan holde til at levere et dårligt produkt, og derfor har de private rådgivervirksomheder naturligvis de kompetencer, en given opgave måtte kræve. Ingen har interesse i at gå på kompromis med fagligheden, uanset om man er privat eller offentlig.
I Foreningen af Rådgivende Ingeniører og DI Videnrådgiverne, som er brancheorganisationer for mange af de private rådgivervirksomheder, tror vi, at kritikken fra sektorforskningsinstitutionerne snarere bunder i en frygt for, at deres mere eller mindre automatiske tildeling af statslige kroner nu kommer under pres. Den frygt burde jo være ubegrundet, hvis universiteterne har tiltro til egne kvalifikationer; konkurrenceudsættelse skal jo netop at sikre, at den bedste aktør får opgaven.
Konkurrenceudsættelse af ministeriernes opgaver er et positivt tiltag, der efter vores opfattelse vil gavne alle. Sektorforskningsinstitutionerne får lejlighed til at skærpe profilen og professionalismen i konkurrence med de private virksomheder, der på deres side får mulighed for at byde ind på ministeriernes spændende problemstillinger. Ministerierne får mulighed for at vælge den bedste aktør mellem toptrimmede tilbudsgivere, og borgerne får mere kvalitet for skattekronerne. Universiteterne bør gribe muligheden for at blive en endnu stærkere leverandør af myndighedsbetjening, i stedet for automatisk at frygte alt, hvad der minder om konkurrence.