Man kan kun beklage, at læserne endnu en gang skal belemres med pressens materielle vilkår. Så spændende er det slet ikke at høre om avisernes problemer med gentegninger, rubrikannoncer og distribution - og alligevel presser emnet sig på. For også aviserne viser sig fra deres værste side, når de står med ryggen mod muren.
Om et øjeblik indledes sæsonen for det store medieforlig. Næste år skal de mange støttekroner vendes og diskuteres, inden de igen lander hos de danske medier. Det er et vigtigt slagsmål, for det er lidet sandsynligt, at et lille land som Danmark vil kunne opretholde så bred og pluralistisk en presse som i dag uden statsstøtte. Men det er et kompliceret puslespil: Når man støtter en offentlig radiostation, bliver det sværere at skabe et kommercielt alternativ, og når man støtter nyheder på tryk, bliver det sværere at få råd til journalistik på internettet. Det er den vanskelige balancegang, når man blander sig på markedet. Den enes brød bliver den andens død.
Kulturministerens kalender er proppet med aftaler med repræsentanter for de medier (og det er stort set alle), for hvem staten er en afgørende aktør. Men allerede nu står det klart, at det er lykkedes de økonomisk pressede dagblade at få ministerens øre. Det kunne man som sådan glæde sig over, for dagbladene spiller stadig en afgørende rolle i den demokratiske debat. Det blev dokumenteret for ti år siden og bliver igen dokumenteret til november, når resultaterne af en stor undersøgelse af den journalistiske fødekæde bliver offentliggjort. Men desværre forvalter dagbladene - eller rettere sagt: den branchepolitiske organisation Danske Dagblades Forening (DDF) - ministerens lydhørhed på værste vis. For en god ordens skyld skal det nævnes, at alle danske dagblade er medlem af DDF - således også Information.
Sagen drejer sig om DR på internettet. DR vil gerne meget mere på internettet, og dagbladene mener slet ikke, at DR bør gøre noget nævneværdigt. Det er ikke en ny konflikt - aviserne har altid frygtet konkurrencen fra DR. Det var derfor radioavisen i sin tid hed Pressens radioavis. Indtil 1964 blev radioavisen redigeret af dagbladene, der på den måde havde styr på konkurrencen fra det nye medie.
DDF har udgivet en flot designet pamflet om DR, der hedder ‘I konkurrence med staten’ - heri hylder man den mangfoldighed, som det private initiativ har skabt, og glemmer ved samme lejlighed at nævne, at også dagbladene får statsstøtte. Formanden for DDF, Ebbe Dal, fik i denne uge trykt en kronik i Berlingske Tidende, hvori han kritiserer, at DR har fået Radio- og TV-Nævnets godkendelse til at lave en sundhedsportal. Endnu en gang, skrev han, vil DR ødelægge et marked, som de kommercielle aktører så fint tager sig af. Han pegede på, at Netdoktor, Sundhedsguiden og MSN Livsstil fint dækker danskernes behov for information om sundhed, og mindede om, at DR’s satsning blot tjener at »gøre livet surt« for private aktører. Han foreslog, at DR skal underlægge alle nye tiltag en ‘markedstest’, der skal afgøre, om det DR gør, kan have betydning for de private medier. Den ide - viste det sig mandag - er kulturministeren helt med på.
»Søgemaskiner kan uden besvær føre brugerne hen til de sundhedsoplysninger og -websteder, de har brug for.« Det er skønt, at Ebbe Dal har styr på, hvad vi danskere har brug for. Men man kunne alligevel anføre et ikke frygteligt kontroversielt synspunkt: At danskerne kunne have glæde af viden som sundhed fra en kilde, der ikke har kommercielle interesser i emnet.
Det kan være svært at slås med et stort og professionelt maskineri som DR. Det krævede en statsejet tv-station at bryde tv-monopolet, og det er endnu ikke lykkedes for alvor at bryde radiomonopolet. Men på internettet forholder det sig anderledes. Her er problemet ikke, at DR fylder for meget. Det forholder sig snarere omvendt: DR fylder for lidt. Man kunne ønske sig - og her var der måske noget lobbyarbejde, der ville være værd at udføre - at DR og de mange chefer, som organisationen i de seneste år har hentet hos TV2, ville være i stand til at definere public service som andet end høje seertal. DR’s formand Michael Christiansen forsøgte forleden at definere public service som en forlængelse af undervisningspligten. Det var i hvert fald et bud.
Det handler ikke blot om sundhed. Det handler i et større perspektiv om DR’s fremtid. Man skal ikke studere danskernes medievaner ret længe for at se, at DR næsten ingenting betyder for danskere under 25 år. Hvis DR ikke må forsøge at finde en meningsfuld form for public service på internettet, kan man være sikker på en ting: At DR stille og roligt vil blive irrelevant for kommende generationer. Det ville måske tilfredsstille de danske dagblade, men det ville ikke skabe større mangfoldighed i mediebilledet, hvilket ret beset er selve idéen med mediestøtten.