Jeg var ikke ligefrem begejstret for Mænd der hader kvinder, Niels Arden Oplevs vellavede, men også lidt for strømlinede filmatisering af første bind i Stieg Larssons Millennium-trilogi. Men efter at have set Daniel Alfredssons efterfølger, Pigen der legede med ilden - den svenske instruktør laver de to sidste film - ville jeg ønske, at Oplev også havde instrueret den.
Det er ellers i Pigen der legede med ilden, at den barske og dramatiske historie om Lisbeth Salander (Noomi Rapace) og hendes forfærdelige opvækst virkelig begynder at folde sig ud.
Mens den socialt og politisk engagerede journalist Mikael Blomquist (Michael Nyquist) og magasinet Millennium planlægger et opsigtsvækkende temanummer om trafficking, vender Lisbeth hjem til Stockholm efter et længere ophold i udlandet.
Men da journalisten bag trafficking-historien og hans kæreste, der har skrevet en afhandling om trafficking, findes myrdet - og siden også hendes værge, den modbydelige Nils Bjurman - falder mistanken på Lisbeth. Hun må tage flugten og samtidig forsøge at gøre op med fortiden og sin far, den afhoppede, tidligere KGB-agent Alexander Zalachenko (Georgi Staykov), som Lisbeth som barn forsøgte at brænde ihjel, fordi han mishandlede hendes mor.
Som en af få er Mikael overbevist om Lisbeths uskyld, og han opdager, at der muligvis er en sammenhæng mellem Zalachenko og mordene i Stockholm.
Lisbeth Salander var den første films mest interessante person - Noomi Rapace giver hende intensitet og nærvær - og det er hun også i Pigen der legede med ilden. Men selv om den klejne, tatoverede og socialt handikappede superhacker får mere plads, hjælper det ikke på en film, der har svært ved at finde ben at stå på.
Den ligner nemlig det, den er, en billigere tv-film, der er blevet blæst op på det store lærred, hvilket den ikke kan holde til. Filmfotografen, Peter Mokrosinski, er tilsyneladende en erfaren herre, men enten har han og instruktøren ikke kunnet blive enige om et visuelt udtryk, eller også kan denne anmelder ikke få øje på meningen med de mærkelige indstillinger og kamerabevægelser, der påkalder sig opmærksomhed, fordi de simpelthen virker umotiverede og indimellem direkte kiksede.
Det er dog ikke billedsiden, der er filmens største problem, men derimod handlingen, plottet. Dramaturgisk minder den om et mellemspil, der blot skal afvikles, før det for alvor går løs i den sidste film, Luftkastellet der blev sprængt. Det resulterer i en spændingsfilm, der aldrig rigtig bliver spændende og slet ikke engagerer følelsesmæssigt, og som tillige er alt for lang, uden at det handlingsmæssigt bliver retfærdiggjort.
At Pigen der legede med ilden overhovedet kommer i biografen og ikke kun som planlagt sendes på tv, skyldes, at Mænd der hader kvinder er blevet en kæmpesucces i det meste af Europa - i Danmark solgte den næsten en million billetter. Folkene bag fik dollartegn i øjnene, og spørgsmålet er, om de bliver straffet for dette overmod - vil publikum synes, at Pigen der legede med ilden ikke lever op til forventningerne - eller om biografgængere i hundretusindvis også vil vælte ind til denne film.