Selv kalder de sig folkets parti. Men de er også det mest upopulære parti i Danmark. De siger selv, at Dansk Folkeparti ligger i midten, men for mange mennesker er de langt ude. Det er ikke logisk, men det er alligevel logikken i dansk politik. Det er på den ene side åbenlyst, at Dansk Folkeparti står mellem Socialdemokraterne og de borgerlige partier. De er lige nu grundlag for den borgerlige regering, men siger selv, at de sådan set ligger tættere på Socialdemokraterne. Alle andre end Enhedslisten og Det Radikale Venstre taler efterhånden samme politiske sprog som Dansk Folkeparti.
Det er på den anden side lige så åbenbart, at Dansk Folkeparti altid søger overskridelsen og overdrivelsen. Under bandekrigen foreslår partiet, at »tre gange af det grove« skal gøre det »slut med det sjove«. Efter tredje grove voldsforbrydelse skulle man, ifølge Dansk Folkeparti, i fængsel på livstid. Det forslag vil aldrig blive vedtaget, og det er der rigtig mange af partiets forslag, som ikke vil. Hvis et andet parti flirter med overskridelsens logik, kan man være sikker på, at Dansk Folkeparti realiserer ideen.
Når de konservative foreslår et forbud mod burka, men trækker det tilbage, fortsætter Dansk Folkeparti kampen. Når Socialdemokraterne taler om tvangsfjernelse af fremmedetniske børn, som ikke kommer i daginstitution, springer Dansk Folkeparti til med løftet om handling. Hvis man siger »nok er nok«, og fremfører, at Dansk Folkeparti er for meget, bliver man politisk angrebet som overdommer eller overlegen elite. Det har både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre prøvet - og tabt. Det forsøgte Ny Alliance og blev knust. Man kan altså hverken være med dem eller imod dem. Det er ikke noget særligt stort parti, men de fylder det hele. De er for meget for de fleste, men deres overskridelse og overbud er blevet den centrale logik i dansk politik.
Dansk Folkeparti taler altid forurettet. Man vil ikke finde sig i det. Det er det enkeltes menneskes irritation over det, der forekommer uforståeligt og uretfærdigt. Det er altid for dårligt, og det er aldrig konsekvent. Eller det eneste konsekvente er inkonsekvensen. Derfor kan man først rase over knive og kriminalitet og kræve minimumsstraffe: Alle skal i fængsel. Når straffene bliver til virkelighed, raser man over det i stedet. Så er det for dårligt, at uskyldige kommer i fængsel. Dansk Folkeparti taler ikke den nære verdens sag mod den abstrakte styring. Partiet er nemlig så godt som usynligt i lokalpolitik.
Og selv dem, der på landsplan er tilhængere af den nådesløse udlændingepolitik, er modstandere, når nådesløsheden viser sig i deres lokalområde. Det er altså ikke den nære verden mod den store verden, det er derimod den nære verden i den store verden. Det er forargelsen over virkeligheden på tv. Det er snusfornuften over for den store rationalitet, det er husholdningslogikken over for de objektive sandheder og den samfundsvidenskabelige rationalitet. Det mest kritiske spørgsmål, der er blevet stillet til Peter Skaarup er: Hvornår er straffene høje nok? Det kunne han ikke svare på. For Dansk Folkeparti kommer altid som den utilfredse replik. Skaarup kunne kun sige, at der er lang, lang vej endnu, til straffene er høje nok.
Det er den overskridelseslogik, som er blevet central i dansk politik: Det er jo ikke, fordi vi lever i et samfund truet af massiv systemkritik, at det ene lovforslag efter det andet viser sig på kant med loven. Det er, fordi alle fra SF til DF taler overskridelsens sprog: Det er for dårligt. Man vil ikke finde sig i det. Nu må vi have fodlænker, udvisninger, tvangsfjernelser, minimumsstraffe, forbud mod bederum og forbud mod burka, 300 timers-regler og 450 timers-regler, sanktioner og hammer.
Det er blevet ganske almindeligt, at lovforslag stillet af regeringsbærende eller oppositionsbærende partier må trækkes tilbage, fordi de er grundlovsstridige. Det betragtes tilsyneladende ikke som særligt problematisk, at man som lovgiver meddeler, at man støtter et forslag, med mindre det altså er ulovligt. Den slags forbehold må selv klimaminister Connie Hedegaard tage, inden hun annoncerer sin støtte til politiske forslag. Andre - som Socialdemokraterne - meddeler spontant deres støtte til et forbud, men proklamerer lidt efter, at de af jurister er belært om, at de som lovgivere var ved at overtræde loven. Statsministerpartiet Venstre lover i samme uge en lov mod lømler, som måske også er ulovlig, og et flertal bevæger sig igen ud i juridiske gråzoner med en kampagne mod Kirkeasyl.
Det er ikke, fordi der gives ideologiske alternativer til det danske samfund. Det er ikke, fordi den sociale orden er udsat for en systematisk kritik. Det er, fordi den centrale politiske retorik er blevet til overskridelse og overdrivelse, at selv de mest konservative samfundsstøtter foreslår ulovlig lovgivning. Det demokratiske sprog, som skulle mobilisere til deltagelse og offentlig diskussion, bliver i stedet vendt mod forvaltningen og administrationens sprog. Det er et problem, som går begge veje, at det demokratiske sprog underminerer styringens sprog, og at forvaltningens logik afviser den demokratiske retorik. Enten er det nødvendighed, globalisering og ansvarlighed og ingen diskussion. Eller også er det diskussion og sanktioner og hurtig handling.
Det første virker ikke overbevisende, og det andet virker ikke problemløsende. Tænk bare på det historiske øjeblik i denne uge, da landets justitsminister efter i årevis at have prædiket konsekvens, stuearrest og straf stillede sig frem og tilstod, at han ikke havde nogen løsninger på hovedstadens problemer med bander og våben. Alle dem, han ellers har afvist som bløde pædagoger, ville han nu indkalde til en konference. Ministeren demonstrerede åbenhed: Han lancerede en emailadresse til gode forslag! Han kunne lige så godt have sagt, at vi var slået tilbage til start. Eller, at det var tid til en ny begyndelse.