Europas samarbejde om bedre miljø skal spænde over ekstreme modsætninger.
Miljø-konferencen, der åbner i Århus i dag, skal forsøge at bygge bro over 55 landes forskelligheder
EUROPAS MILJØ
Alle hoteller i Århus er fulde, og alle byens limousiner i brug, når miljøminister Svend Auken i dag tog imod sine miljøminister-kolleger fra hele Europa.
I tre dage skal de diskutere Europas miljøtilstand, søge midler til at opprioritere miljøet i de kriseramte nye uafhængige lande i det tidligere USSR, veje til at prioritere miljøvenlige investeringer, standse forureningen med nogle af de værste organiske giftstoffer og tungmetaller, herunder bly i benzin, retningslinjer for energibesparelser, bevarelse af den biologiske mangfoldighed og adgang for borgerne til at få oplysning og deltage i miljøpolitikken.
Det paneuropæiske miljøsamarbejde begyndte efter Berlin-murens fald i Tjekkoslovakiet 1991.
Politik på tre planer
Op til konferencen har tre forsamlinger haft travlt.
I Århus Kongreshal har knap 100 parlamentsmedlemmer fra 37 af landene diskuteret en del af emnerne og søgt at afstemme fælles synspunkter i en udtalelse fra organisationen Globe-EU til konferencen. På Brobjergskolen over for det pompøse Scandinavian Congress Center har miljøorganisationerne i ECO-Forum travlt med stribevis af workshops og udstillinger om miljøproblemer overalt i Europa.
Og inde i selve kongrescenteret har miljøministeriets departementschef Leo Bjørnskov bokset med delgaterne fra 55 lande for at få udkastet til konklusion - ministerdeklarationen - gjort så god som muligt.
Og god betyder, fra de danske værters synspunkt, så vidtgående og forpligtende som muligt.
Det er sikkert ikke nemt for Leo Bjørnskov at få vidt forskellige politiske kulturer i lande som Kasakstan og Sverige, Rusland, Portugal og Tyrkiet til at gå i hak.
Det er heller ikke nemt for EU-parlamentarikeren Carlos Pimenta, der leder Globe-mødet, at afstemme holdningerne fra Hviderusland med dem fra EU-landene.
Men den fælles interesse i genopretning af fortidens miljøskader og fremskridt mod en bæredygtig udvikling har alligevel gjort det pan-europæiske samarbejde om Miljø for Europa til “det eneste fungerende sektorsamarbejde for hele Europa,” som Svend Auken udtrykker det.
København-Istanbul
I NGO’ernes forum på Brobjergskolen er spændvidden også stor. Mellem landene og mellem græsrødderne og de professionelle miljø-lobbyister.
På et møde om mere bæredygtig transport fremlægger danskeren Christian Ege et meget præcist forslag til, hvordan man skal få lastbiler og busser forsynet med et partikelfilter.
Det er påvist, at dieselpartiklerne forøger dødeligheden. Alene i København med 100-700 tilfælde om året.
Det kunne klares hvis myndighederne satte afgiften op på køretøjer uden filter og dieselbrændstof der indeholder for meget svovl til at biler med filter kan bruge den.
Forskellig virkelighed
De tjekkiske deltagere i mødet er meget interesserede, men har ærlig talt helt andre problemer derhjemme:
Hvordan får man i det hele taget grebet ind mod bilosen og afskaffet bly i benzinen.
De studser lidt, da Christian Ege fortæller, at Danmark faktisk har afskaffet bly, både i den blyfri benzin og i al anden benzin(!)
Og midt i det hele sidder Idil Eser fra Istanbul. Hun er faktisk kommet, fordi hun slet ikke ved noget om trafik og transport-problemer, siger hun.
Men hendes miljøorganisation, TEMA, er blevet stor og respekteret på grund af tyrkisk engagement i andre miljøproblemer, såsom jorderosion.
“Så nu skal vi have en transportpolitik, og det er mig, der skal lave den,” siger hun. “Så jeg kommer her for at lytte og lære.”
Hendes problemer er meget konkrete.
Hvordan argumenterer man for at et land, der satser på bilen, men ikke har råd til et ordentligt vejvæsen, skal investere i et nyt og vidt forgrenet jernbanenet?
Er det rigtigt, at biler med katalysator er skidt for drivhuseffekten?
Har Auken ikke tid?
Ude i skolegården har Landsforeningen Levende Hav rejst en jurt, et kasakisk filttelt, og en billedudstilling om fiskeriet i Aralsøen.
Fiskeriet? Jamen er Aralsøen ikke død. Er det ikke Europas største miljøkatastrofe, at søen døde da menneskene i de dengang sovjettiske republikker Kasakstan og Usbekistan gav sig til at overudnytte vandet i floderne og bruge sprøjtemidler i umådelig mængde især til bomulden?
Jo. Ferskvandsfiskene døde. Men nu er vandet så salt, at flyndere trives. Derfor hjælper Kattegat-fiskere kasakerne med at lære at fange fladfisk.
Et konkret bistandsprojekt på græsrodsniveau.
Men hvorfor er Aralsøen ikke på ministrenes dagsorden, spørger foreningens formand, Kurt Christensen. Og hvorfor har Auken ikke tid til at komme og se udstillingen og snakke med de seks inviterede kasaker.
“Han inviterer NGO’erne til at deltage, men kun på deres betingelser,” siger Kurt Christensen og peger over mod kongrescenteret.
Resolution
De mere lobby-orienterede miljøaktivister planlægger, hvordan de kan få størst mulig indflydelse og skabe opmærksomhed om deres mærkesager.
“Fat jer i korthed og hold jer til én sag,” formaner de hinanden på plenum-mødet.
“Lad være med at holde lange foredrag om små problemer som f.eks. fejl og mangler i den svenske offentlighedslov, som vel trods alt er den bedste i Europa.”
Det nydannede ECO-Forum kvitterer for inddragelsen af miljøorganisationerne i processen, for regeringernes erklærede velvilje og for de små men synlige fremskridt.
Men NGO’erne kritiserer skarpt, at der ikke sættes tilstrækkelig fælles europæisk handling bag ordene.
Den kritik rammer blandt andet landenes politik på klimaområdet efter sidste års klimatopmøde i Kyoto, holdningen til gensplejsede organismer i landbrug og fødevarer, landbrugspolitik og transportpolitik i det hele taget, uenigheden mellem landene om afvikling af atomkraft og ikke mindst de skibbrudne forsøg på at enes om økonomiske virkemidler.
For eksempel har USA og Canada, Spanien, Tyskland og Rusland sat sig imod at man indgår en paneuropæisk aftale om at afskaffe miljøskadelige subsidier til energipriserne inden får 2005, skriver ECO-forum i deres resolution.