BERLIN - Forud for søndagens valg har de tyske parti- ledere fra både store og mindre partier travlt med at udelukke regeringspartnere. Socialdemokraterne kan ikke med Die Linke. FDP kan ikke med socialdemokraterne. Og De Grønne kan ikke med FDP.
»Sådan har det været i lang tid i Tyskland,«siger politisk journalist Daniel Brössler fra Süddeutsche Zeitung til Information.
»Før valget siger man, hvem man gerne vil regere med, og hvem man på ingen måde vil regere med. Der er ingen tradition for at afvente valgresultatet og derefter sætte sig sammen og diskutere«.
På trods af de klare udmeldinger fra partierne spekulerer både tyske vælgere og politiske kommentatorer lystigt i forskellige alliancer. Det skyldes ikke mindst, at SPD er på vej op igen efter en række elendige meningsmålinger, der blandt andet skyldtes vanskeligheder med at sælge kanslerkandidat Frank-Walter Steinmeier som karismatisk statsmand.
I en ny rundspørge for magasinet Stern og tv-kanalen RTL er Merkels CDU gået to procentpoint tilbage til 35 procent, mens FDP står til 13 procents opbakning. En måling for erhvervsavisen Handelsblatt giver blot den borgerligt-liberale blok 46 procent tilsammen, mens SPD sammen med De Grønne og venstrepartiet Die Linke kommer op på 49 procent. Andre rundspørger giver CDU og FDP et yderst snævert flertal.
Selv om socialdemokraterne langtfra er tilbage for fuld kraft, har den seneste udvikling givet forhåbninger hos midtersøgende socialdemokrater om endnu en runde med den store koalition med CDU. Den slags hemmelige ønsker skal man dog som socialdemokrat vare sig for at udtrykke i fuld offentlighed.
Den læresætning forsyndede finansminister Peer Steinbrück sig imod i den forgangne uge, da han sagde, at en fortsættelse af den store koalition ikke ville være »en stor ulykke«. Det gav stramme masker i den socialdemokratiske ledelse, hvor partiformand Franz Müntefering på det seneste har intensiveret sine udfald mod den siddende kansler, Angela Merkel, som han beskylder for passivitet i forbindelse med emner som finanskrise og arbejdsløshed.
I den sene fase af valgkampen har SPD signaleret, at man primært gik efter at forhindre en koalition mellem Merkels CDU og Guido Westerwelles FDP, som man har forsøgt at stemple som asocialt og »markedsradikalt«. Lykkes målsætningen om at forpurre Merkels drømme om en liberal regeringspartner, er det nemlig ensbetydende med, at SPD selv får plads i en ny regering - enten sammen med FDP og De Grønne eller i endnu en udgave af den store koalition.
Ifølge Daniel Brössler skal SPD være varsomme, hvis det sidste bliver tilfældet:
»Steinmeier, Müntefering og Steinbrück skal være tilfredse med ikke at havne i en opslidende rolle som oppositionsparti. Men som juniorpartner i en stor koalition vil SPD komme under alvorligt pres fra Die Linke, som vil angribe socialdemokraterne fra en venstreorienteret position.«
Til gengæld er det ikke sandsynligt, at SPD får held til at lokke FDP med i en regering med De Grønne. FDP-lederen, Guido Westerwelle, forsøgte på en partikongres i søndags at slukke ethvert socialdemokratisk håb om en såkaldt trafiksignal-koalition bestående af de røde socialdemokrater, det gule FDP og De Grønne. I stedet erklærede Westerwelle, der efter 11 år i opposition brændende ønsker sig en ministerpost, at målet er en borgerlig regering med CDU.
Med den entydige udmelding satser Westerwelle på den ene side på at lokke borgerlige CDU-vælgere til. Mange CDU-vælgere føler, at fire år med socialdemokraterne som regeringspartner har haft en uheldig indvirkning på Merkels politik. På den anden side er Westerwelles udmelding også en reel afspejling af det notorisk dårlige forhold mellem FDP og De Grønne. FDP’s krav om skattelettelser til den højere middelklasse er langt hen ad vejen uacceptabelt for de økologiske 68’ere i De Grønne, der også er indignerede over de liberales fortsatte støtte til tyskproduceret atomenergi.
Hos de fleste socialdemokrater regner man imidlertid med, at Westerwelle i tilfælde af et flertal vil genoverveje et regeringssamarbejde med socialdemokraterne og De Grønne. Den slags forhåbninger om et medgørligt FDP anser Daniel Brössler, Süddeutsche Zeitung, imidlertid for illusoriske:
»Det er en gammel forestilling hos SPD og De Grønne, at FDP’s eksistensberettigelse som parti afhænger af reel indflydelse og omsorg for deres vælgere. Socialdemokraterne mener ikke, at FDP kan tåle at være uden for indflydelse i så lang tid (11 år, red.). Jeg er ikke sikker på, at det forholder sig sådan. Efter min mening ville Guido Westerwelle tabe sin politiske troværdighed på gulvet, hvis han alligevel gik i koalition med SPD og De Grønne.«
Thorsten Denkler, politisk kommentator ved Süddeutsche Zeitung, peger på en skelsættende politisk begivenhed, der har tjent som et eksempel på, at hårde udmeldinger forud for et valg kan give alvorlige bagslag.
»Der findes jo et fortilfælde i delstaten Hessen, hvor SPD-politikeren Andrea Ypsilanti før et delstatsvalg udelukkede at arbejde sammen med Die Linke. Efter valget forsøgte hun det alligevel. Det førte blandt andet til, at SPD-formanden Kurt Beck måtte trække sig. Der er altså en dobbeltlektie: Man skal ikke udelukke sådan nogle ting på forhånd. Og hvis man alligevel gør det, skal man stå ved sit ord. Ved dette valg har partierne alle sammen begået den første fejltagelse, men jeg tror ikke, at de vil begå den fejl at bryde deres ord.«