BERLIN - Han springer ind på scenen.
»I 1962, året efter Muren var blevet opført, skrev jeg denne lille kærlighedssang til den tyske by,« siger Wolf Biermann og synger straks »Berlin, du deutsche deutsche Frau.«
»Ordet ‘mur’ var ikke bare uønsket i DDR. Det var forbudt. Den skulle kaldes ‘den anti-fascistiske beskyttelsesvæg’. Men det kan man altså ikke synge,« siger han efter sangen og fortsætter: »Og hvad sagde partipamperne så til den? De var begejstrede. ‘Sådan en fræk ung mand! Han siger naturligvis ‘mur’. Det skal han ikke, det må vi forklare ham, men han er sympatisk. Han spiller guitar.«
Selv om håret og overskægget er blevet gråt, rammer tonen og replikken, hvor den altid har ramt: Klokkeklart og ofte hvor det gør rigtig nas. At han fylder 73 år til november, fatter man ikke. Den rustfarvede skjorte sidder stadig lidt skævt stoppet ned i bukserne, og læderjakken bliver henslængt på gulvet ved siden af stolen.
Wolf Biermanns lille krop er et slags omvandrende vidnesbyrd om det 20. århundredes forfærdelige tyske historie. Hans far, Dagobert Biermann, var jøde og kommunist og fra begyndelsen med i modstandskampen mod Hitler. Han blev myrdet i Auschwitz i 1943. Seksårige Wolf og hans mor Emma reddede kun med nød og næppe livet under de Allieredes bombardement af Hamborg samme år, da de på moderens foranledning sprang fra flammerne i kanalen i det nordlige Hamborg og svømmede væk. Som 17-årig, kort før DDR-arbejdernes desperate opstand den 17. juni 1953, der slog DDR fast som sovjetisk lydstat, udvandrede den unge kommunist Wolf Biermann til Østberlin. Her studerede han matematik og filosofi ved Humboldt Universitetet, og i begyndelsen af 1960’erne begyndte han at skrive sange.
Han synger »Mein Vaterland« fra 1962. Den har strofen:
Mein Vaterland, mein Vaterland/Hat eine Hand aus Feuer/Hat eine Hand aus Schnee/Und wenn wir uns umarmen/Dann tut das Herz mir weh.
(Mit fædreland har en hånd af ild, har en hånd af sne, og når vi omfavner hinanden, gør mit hjerte ondt).
»Sådan kunne det jo ikke blive ved med at gå. Så var jeg ikke blevet der Biermann, men bare forblevet den lille Wolf. Men så kom der Break, som vi siger på nytysk. De lod mig tage til Vesten i 1964. Og tænk på, hvordan det var for et ungt menneske. Det var et meget farligt privilegium. Jeg har selv læst i mine Stasi-akter, hvor det står sort på hvidt med skrivemaskineskrift: ‘Enten bliver han væk, og så vi er af med ham. Eller også kommer han igen, og så har han virkelig fortjent dette privilegium,’« siger Wolf Biermann.
Wolf Biermann kom igen, men han blev ved med at synge om Muren og andre tabuemner. Men spillet var ude for Biermann, da den vesttyske komiker Wolfgang Neuss i 1965 lavede et plagiat af SED’s partiorgan Neues Deutschland og kaldte det Neuss Deutschland. Heri kunne man på forsiden læse Biermanns sang »Wintermärchen« og ting som »Komikere i alle lande, foren jer!«
»Der findes et middelalderligt ordsprog, der siger: ‘Du skal ikke ride gennem ilden på en anden mands røv.’ Det var jo det, Neuss gjorde, men egentlig var det godt, hvad han gjorde i sin dumhed. For jeg kunne jo ikke bare affinde mig, og med det her blev jeg forbudt i DDR,« fortæller Biermann og synger »Die Stasi-Ballade« fra 1967, der gør grin med alt det, Stasi-spionerne må lægge øre til fra hans private liv og slutter med ordene: »Skønnere huller findes der også end hullet i Bautzen.«
Fængslet i Bautzen var et af DDR’s mest frygtede, men appetit på liv og kvinder kunne regimet ikke kyse ud af ham.
»Og da jeg nu levede så skønt forbudt i Østberlin, var det vigtigt for mig at formindske den lammende respekt for dette pak. Den kan man naturligvis ikke fjerne med en sang, men man kan prøve,« siger Biermann.
»Da oprøret kom i Prag i 1968, ønskede vi os jo også i DDR, at en lille Dubcek ville hoppe ud af politbureauet og sige: ‘Hej, jeg er en af jer, jeg havde bare gemt mig lidt.’ Efter oprøret var vi bange. Men spørgsmålet er altid, hvem har hvem? Har jeg angsten, eller har angsten mig? For naturligvis var jeg bange, men den angst må man kæmpe imod, og dertil har man brug for sådan én,« siger Biermann og peger på sin guitar.
I pausen går han ikke engang ud og får sig et pusterum, men sætter sig på scenekanten og taler med dem, der kommer hen til ham. Efter pausen synger han sangen om Jan Gat. Det kaldes en statue i Rotterdam, der skal minde om Hitlers bombardement af byen i 1940. Han afbryder sig selv midt i sangen. Fortæller, at en mand på omkring 50 kom op til ham i pausen.
»Hvad er der blevet af dig, Wolf? Du er blevet hængende i de samme gamle ting, kan jeg høre,« sagde manden, der fortalte, at han derimod var blevet kommunist.
»Det lyder for mig, som om det er dig, der er blevet hængende i de samme gamle ting. Du er vel PDS’er?,« svarede Biermann ham.
PDS var det tidligere socialistiske enhedsparti SED’s arvtagerparti. Partiet hedder nu Die Linke. Ja, det var manden medlem af.
»Hvad tænker han nu, når jeg synger om at være blevet født som jødebarn i Hamborg i 1930’erne? At jeg senere levede i det antisemitiske DDR? Synger jeg for ham? Eller synger jeg helt ved siden af ham?« spørger Biermann med det uidentificerede medlem af publikum som adressat.
Efter en koncert i Kölner Sporthalle i november 1976 fik styret i DDR Wolf Biermann ausgebürgert. På godt dansk: Landsforvist.
»Jeg var også den rigtige slags kommunist. Men min ven filosoffen Emile Cioran i Paris trak den dårlige tand ud på mig: ‘Hvis du virkelig er kommunist, kan du ikke være kommunist’, sagde han til mig og mindede mig om, at der aldrig er blevet løjet og hyklet og myrdet så meget som på vejen mod den socialistiske idyl. ‘Og derfor, lille Biermann, hvis du virkelig vil være tro mod din far, der kæmpede som kommunist mod nazierne og blev slået ihjel for det, så kan du ikke være kommunist.’ Og jeg kiggede på ham. ‘Æh bæ,’ sagde jeg.«
»Så, lille røvhul,« fortsætter Biermann sine kommentarer til PDS’eren, »jeg var som du, men du må hellere få benene på nakken, før du bliver lige så gammel som mig.«
Aftenens sidste sang er »Das Voltaire-Chanson« fra 2008. Den er en hyldest til Biermanns professor ved Humboldt Universitet, Wolfgang Heise, og også til den knytter sig en historie.
»Da jeg skulle op til afsluttende eksamen i 1963, var jeg så upopulær i partiet, at Heise bad mig om omgående at melde mig alvorligt syg. Han lavede så prøven med mig efter sommerferien, jeg fik min eksamen, og Heise mistede sit job på den bekostning. Diplomet ville de heller ikke give mig. Det fik jeg så sidste år, og det blev med 45 års renter og renters rente, omgående også til en doktortitel. Den nytter mig så ikke rigtig noget, da jeg ikke kan stå her på scenen og sige: De hører nu en sang af Dr. Biermann.«