I en af forlaget Bebops mange eventyrlige og i dristighed halvt utrolige poesiudgivelser står der:
»Nydelsen har sin vildtbestand af møder..
Det er en af den franske maler og digter Francis Picabias dadaistiske formuleringer, der er så frie, at man gerne kan vende dem på hovedet og f.eks. sige: en vildtbestand af et møde har sin nydelse sådan som jeg i dag oplever denne sammenkomst med en karakteristisk vildtbestand af kunstnerisk ukonventionelle mennesker, hvor Asger Schnack har vildt overrasket mig ved at tildele mig Bebop-prisen, en hæder, jeg her takker for, sammen med nydelsen ved at have læst Bebops fordanskninger af især modernismens franske lyrik, bl.a. af Hans Arp, Robert Desnos, Paul Eluard, Yvan Goll, Philippe Soupault og Tristan Tzara. Digtere, der i den grad har kradset op i konventionernes formsprog, tilhørende den store generation af fransk poesi i mellemkrigstiden, som har sat sit uudslettelige spor i verdenspoesien siden hen, inklusive den danske, som Bebop heller ikke har forsømt i sin udgivelsesserie.
Jeg har med diverse ordbogsopslag snuset lidt til etymologien i ordet Bebop, navnet på den fornyelse af jazzen, der stod på i 1940erne, samtidig med at jeg kom til skelsår og alder, uden at jeg dog dengang skænkede stor opmærksomhed for, hvad der foregik hos Thelonius Monk, Charlie Parker og Dizzy Gillespie. Jeg var da mest optaget af at gnide på violinen og kunne ikke få den til at lyde af Svend Asmussen eller Stuff Smith. Hvis jeg prøvede, lød det grangiveligt som Corelli, Telemann eller Johan Sebastian. Det tog sin tid at fjerne traditionens harpiks fra fingrene, også hvad digtningen angik. Dizzy skrev senere sin selvbiografi, To be og not to bop. Problemet er, om man er enten be eller bop. Bedst vel begge dele af det, som vel egentlig er et lydord. Men bebop er også navnet på en dans (i 8/8 takt). Og så kan bebop betegne en herrefrisure, opretstående hår. Det fik mig til at tænke på den gamle revyvise om Bobby, fra Scalarevyen 1914 (af Carl Arctander og Alfr. Kjærulf):
» Bobby, du må ha ondt i håret./Hvis ikke, så skadu se du fåret«.
Sådan har mange det med uforberedt at møde modernismens kunst, som jeg snart fik en forkærlighed for, fordi jeg først ikke forstod moderniteten. Den respekterede ikke dur-mol-systemet eller højskolesangbogens rimkunst eller sofastykkernes knejsende kronhjort i guldramme. Mange har stadig ondt i håret eller får det, når kulturradikalere vil belære dem om vigtigheden af de skaldede eller langhårede vers, der bearbejder eller direkte modarbejder den snorlige skilning. Og toneangivende politikere vil den dag i dag slet ikke betale for hårrøddernes oprør og hårrejsende udseende.
Den politiske sprogbrug er i sig selv temmelig uimodtagelig for kunst og holder sig forsigtigt til et snævert udvalg af repeterende billedsprog og monoton retorisk syntaks, negligerende eller uvidende om, hvad der findes af sproglig musik, variation, vidtstrakte resurser af erfaring. Politikere læser dog bøger, sikkert mere fakta end fiktion. Man kan næsten aldrig høre den mindste refleks eller udluftning af klicheerne. Ingen sproglig vildtbestand huserer, skønt der er møder nok at komme efter, og at udsagnet nok er nok i al sin tristesse kan gælde for at være den mest originale nydannelse, for længst slidt ned til nokkeholderne.
Poesi er et af tilværelsens muntreste påfund. I selskab med erotik og musik. Lyrikken tilhører humorens kategori, så højttravende- den end kan forekomme nogle og ved sit blotte udseende være let at springe over. Hvilket rimelig urimeligt indfald er det ikke at tale i vers. Hvor latterligt. Men for at fatte den store kunst må man kunne høre den latter, der bobler i dybet under selv den mest tragiske affære. Den findes i sprogets ekspressive overskud og undermening. Berømt er latteren i den bibelske fortælling om disciplenes markedsforestilling i pinsen med tungetalens vittige under, som er en alvorsfuld komedie, der har haft lange poetiske eftervirkninger. Og overalt ler poesien ad sådan noget som kulturkampen, hvor den rækker tunge ad dens forargelse og uforstand.
Poesien er svært forståelig eller let forståelig. Be eller bop. Til tider finder man det vigtigste i kompleksiteten, til andre tider i simpliciteten. Alle muligheder er nødvendige. Som eksempler Klaus Rifbjergs Camouflage over for hans Amagerdigte. Dan Turèlls Bevægelser, formålsløst cirklende over for hans Døgn-digte. Per Højholts Poetens hoved over for hans Gittes monologer, T.S. Eliots The Waste Land over for hans Old Possums Book of Practical Cats, Ezra Pounds Cantos over for hans enkle epigram fra en metrostation, lydende således:
»Pludselige syn af disse ansigter i mængden:
kronblade på en våd sort gren«.
Et øjebliks dobbeltsyn og indsigt i hverdagen, et simpelhedens mirakel i tilværelsens myldrende mangfoldighed. En vildtbestand af et møde.
Poesi er både larm og stilhed, mylder og ensomhed, hast og langsomhed. Be og bop.
Som musikken er poesien et bremset fald mod døden.
Eller som Inger Christensen formulerede det i digtsamlingen Brev i april: »digtet/der frit/folder/fremtiden ud/som en faldskærm/af silke og stilhed«.
Faldet, der også rummer fremtiden. Sproget, som rummer musikken. Musikken stræber mod sin afslutning, men bliver ved med at lyde. Ligesom poesien.
Digtet er til at tage med sig eller lade være i tingenes blivende poesi. Digtet findes i blikkets møde med vildtbestanden som jeg her har gjort til en omfattende metafor. Således aflæser jeg følgende digt af Klaus Rifbjerg, mødet med hvem blev skelsættende og mere end bare en nydelse:
»Kast et digt i havet
vandet stiger
lad være
stranden er fuld af blanke
sten
bølgeslagets rytmik
fiskesangens stumme for
mat
tag dit digt og gå«
Poesien i udvidet betydning holder livsfølelsen i gang.
Lad mig tilføje: At modtage en poetisk pris er meget stimulerende.