Klaus Rifbjerg, som tit med skurrende skryden erklærer, at han bestemt ikke laver for mange bøger, udsendte nu til morgen en roman.
Man burde have kunnet glæde sig. Man ville så gerne have kunnet læse lysende perle-passager højt. Man skulle have kunnet analysere, tolke og perspektivere. I stedet krummer man tæer.
Gennem en flersporet komposition, der hopper tilbage og fremad i tid, følges tre slægtled af familien Nielsen så krampagtigt mekanisk, at man hører kuglelejerne knirke. Først møder man enken Emma, som i den typisk rifbjergske åbningsscene vågner op og må gruble over det gamle, absurde ord, der danner bogens titel.
Dernæst træffer man datteren Rie, som arbejder på et reklamebureau, og hendes bror Carsten, soldat, lige for tiden udstationeret i Irak. Yngste generation repræsenteres af Ries søn, Anders, der går på Forfatterskolen og længes efter at tabe sin svenddom. Indskudte afsnit tildeles desuden familieoverhovedet Richard, der helt grotesk overværer sin obduktion (!), og Carstens gamle skole- og pikspilskammerat, Jonathan, som driver antikvariat. Her får han en dag besøg af Ries klamme kæreste, Jan, der i en stabel blade finder et bundt breve, som Richard i begyndelsen af 1960erne skrev til sin elskerinde, digteren Dora Runkemaier, og som, da de kommer hans Emma i hænde, afføder Vanløse-middelklasse-patriarkens selvpåførte fald.
Stilistisk gennemprøver romanen i halvhjertet henkastethed forskellige metoder, herunder at følge fuglenes flugt over himlen og lade dem fungere som poetisk korrektiv til slægtens forvirrede fimren. Tematisk kunne bogen, så vidt jeg kan bedømme, koges ned til, at sex er godt, og Gud er dum, og at det for øvrigt kun gælder om at leve livet, så længe vi har det et evangelium, der på allersidste side får lov at blive forkyndt ved varemærket PH.
Af speciel faglig interesse er naturligvis Forfatterskolesporet, som giver forfatteren mulighed for at satirisere over en naragtig kristning af vort litterære miljø, angiveligt anført af en alvorlig litterat, der bag sine hinkestensbriller belærer digterspirerne om, at uden kontakt med dette metafysiske mere vil alle deres anstrengelser for at forløse sig som kunstnere være totalt spildt. Sporet byder desuden på indeklemte udfald mod Klaus Rifbjergs konkurrenter til positionen som det 20. århundredes mest betydningsfulde (danske) forfatter. Om Per Højholt hedder det, at han én gang for alle vendte litteraturen ryggen for at finde ind til den rigtige litteratur, og hvad Martin A. Hansen angår, mener Klaus Rifbjerg vistnok, at havde fyren ikke hittet på fidusen med at sætte et A ind i sit navn, var han gået i glemmebogen (»ned i madrassen, væk«) ligesom Jørgen Nielsen, der som bekendt tog sig af dage, og Hans-Jørgen Nielsen, hvis eftermæle Rifbjerg i forbifarten sværter. Det ville have klædt både bog og forfatter, om vi med baggrunds-viden og smag (og romanen bliver næppe læst af andre) var blevet forskånet for disse skingrende idiosynkrasier.
Kommet hertil i anmeldelsen opdager jeg, at jeg kun har en tredjedel af pladsen tilbage. Lad mig derfor gå til dokumentationen.
Flg. afsnit godtgør, hvorledes Dagstelegrafen hyppigt fader ud til intetsigende tomgang (vi er inde i poet Anders Henriksens hoved):
»For øvrigt kunne han jo have føjet Nielsen til eller være begyndt med Nielsen som det vigtigste og så have kaldt sig Anders Nielsen Allermand Godthåb Henriksen eller Godthåb Allermand Nielsen Henriksen, men det gik ikke, han fik aldrig en bog ud, hvis han kaldte sig sådan, heller ikke hvis han kaldte sig Anders Nielsen Godthåb Allermand Nyord Henriksen, det var noget lort, ikke til at have med at gøre, ren tankeflugt.« Javist, og ligegyldig tomgang på ophavsmandens computer.
Flg. sætning (faktisk kun et sætningsemne, og atter fra et afsnit om Anders og en (Gud ske lov!) villig medelev fra Forfatterskolen) er tilstrækkelig til at dokumentere, at digteren (forståeligt nok) ikke kan have gidet læse sit manuskript igennem, og at hans forlag må have befordret det ubeset i trykken:
»Måske fordi det var svært for ham at rumme inden i hovedet, hvordan det imponerende kludestativ, som med knaldende hæle i knæhøje støvler gik ved siden af ham, var i stand til på mere eller mindre gennemskuelig måde i sine tekster, uanset om de var alvorlige eller skulle forestille at være morsomme, altid fik Gud med.« Læs det lige igen. Det hænger ikke sammen.
Dagstelegrafen var næppe blevet udgivet, om ikke den var skrevet af Klaus Rifbjerg, hvis værkliste (aftrykt over fem sider og med 142 udgivelser) minder os om alle de vidunderlige læseoplevelser, han nåede at skænke os, inden han fandt sig til rette i rollen som vrissen kustode i eget museum.