DUBLIN - Allerede halv ti begynder de første at stille sig op ved afspærringen.
Det er tirsdag formiddag på gågaden Henry Street uden for varehuset Arnotts. Foran et af udstillingsvinduerne er der spærret af, så der i aflukket foran vinduet er plads til mikrofoner og store højttalere. Bag ruden sidder Pat Kenney, en af Irlands mest kendte tv- og radioværter, og gør sig klar til at sende sit daglige live radioshow Today with Pat Kenney på RTÉ Radio 1. Emnet er Lissabontraktaten, og kendte modstandere og tilhængere er inviteret til det to timer lange program, hvor tilskuerne ude på gaden kan stille spørgsmål og udtrykke deres mening om traktaten. Derfor har producerne travlt med at shanghaje både ja- og nej-sigere, inden showet går i gang.
»Jeg har to ja-sigere. Er der ikke nogen nej-sigere?,« forsøger en af dem sig.
Ingen melder sig. En ældre dame prikker til sin mand: »Du stemmer da nej. Kan du ikke sige noget?«
Men trods ihærdige overtalelsesforsøg fra produceren er svaret nej. Sine grunde vil han gerne holde for sig selv, som manden siger. Tre minutter i ti lige inden programstart lykkes det dog endelig. Mængden af tilskuere er vokset til små hundrede heriblandt mange modstandere af traktaten, og pludselig er folk ikke så generte mere. Tre nej-sigere bliver lynhurtigt linet op med hvide klistermærker på jakkerne, så Pat Kenney kan se, hvem han skal hive fat i, når nyhederne er læst op, og showet skydes i gang.
Forrest ved en af afspærringerne står Seamus Dowling. Han er byplanlægger og er kommet målrettet hen til Arnotts for at høre mere om traktaten.
»Jeg stemte nej sidste gang, men kan egentlig ikke helt sige hvorfor. Det var mest en mavefornemmelse. Jeg havde ikke sat mig så meget ind i det. Denne gang vil jeg gerne vide mere, inden jeg bestemmer mig. Det hele er jo mere alvorligt nu, hvor den økonomiske situation er så dårlig,« siger Seamus Dowling.
Dermed sætter han fingeren på det helt centrale i valgkampen.
Lissabon II, som afstemningen kaldes i folkemunde, finder sted med et helt andet baggrundstæppe end den første Lissabon-afstemning, der fandt sted for små 16 måneder siden. Dengang levede irerne stadig i høj grad på efterveerne af ‘Den Keltiske Tiger’, som er et begreb for den økonomiske vækst, der startede i Irland i 1990’erne og varede indtil 2007. Tigeren forvandlede landet fra at være et af Europas fattigste til et af de rigeste. Fra i 1980’erne at have kæmpet med recession og massiv udvandring vendte tingene for Irland. Blandt andet med hjælp af store tilskud fra EU, og fra 1996 til 2007 voksede den irske økonomi i gennemsnit med 6,6 procent om året, hvilket er tre gange så meget som gennemsnittet for resten af EU-landene.
Men meget af væksten var lagt an på en massiv satsning på boligmarkedet, som bankerne lånte ud til på gunstige vilkår, og statskassen indkasserede på i form af ejendomsværdiskatter. Så da den globale boligboble sprang, slog det rigtig hårdt i Irland, og de barske realiteter stod for alvor lysende klart for alle i juni, da Den Internationale Valutafond (IMF) udråbte Irland til at være det land i den udviklede verden, der er hårdest ramt af recession. Ifølge IMF vil den irske økonomi skrumpe med 8,5 procent i år, og arbejdsløsheden vil stige fra de 11,8 procent, den er i dag, til 15,5 procent næste år.
De irske økonomiske fakta er altså dystre, men i visse henseender kommer de belejligt.
»Det er guds gave til ja-siden,« som tidligere Europaparlamentsmedlem og arg modstander af Lissabon-traktaten, Patricia McKenna udtrykker det i radioshowet.
Og de politiske analytikere er enige.
»Den økonomiske situation er selvfølgelig til ja-sidens fordel. Folk er ikke dumme. De ved, at vores medlemskab af euroen holder hånden under vores kreditværdighed. I år skal Irland låne 25 milliarder euro. Folk frygter yderligere økonomisk nedgang og ser Europa som noget, der kan beskytte os mod det,« forklarer Pat Leahy, politisk redaktør og kommentator på avisen Sunday Business Post. Han understreger, at det ikke er realistisk, at Irland ikke kan låne penge længere, hvis befolkningen siger nej til Lissabon-traktaten.
»Men politiske kampagner bygger på elementære kræfter, og her udnyttes den elementære kraft, som angsten er,« siger Pat Leahy.
Begge sider af kampagnen beskylder dog hinanden for at udnytte irernes angst.
I udstillingsvinduet hos Arnotts, hvor Pat Kenney forgæves forsøger at kontrollere sine showdeltagere, raser udenrigsminister Micháel Martin over nej-sidens argument om, at minimumslønnen i Irland vil rasle ned til 1,84 euro i timen, altså mindre end 14 kroner, hvis Lissabon-traktaten går igennem.
»Det er den største løgn og noget fuldstændigt vrøvl,« lyder det fra udenrigsministeren, som påpeger, at et ja til Lissabon-traktaten vil være den bedste garanti for en vej ud af krisen. Det argument ja-siden konsekvent bruger på valgplakater og i deres annoncer.
Det får nej-sidens mest kendte ansigt, mangemillionæren Declan Ganley, til at pege fingre den anden vej og kalde ja-siden de største løgnere.
»At et ja skulle give flere job og en bedre irsk økonomi er forkert. Det står der intet om i traktaten så det er falske argumenter at basere hele kampagnen på det,« lyder det fra Ganley, som er den af de to, der høster flest klapsalver fra menneskemængden uden for vinduet.
Men på trods af Declan Ganleys popularitet på Henry Street her tirsdag formiddag, ser det ud til, at forretningsmanden er kommet for sent på banen. Han var det store ansigt i nej-kampagnen den første gang, men efter at hans nyoprettede paneuropæiske Libertas-parti kun fik én (fransk) mand ind i Europaparlamentet ved valget i sommer udtalte han, at han godt kunne tage et vink med en vognstang og ikke ville engagere sig politisk igen. For få uger siden ændrede han dog mening og kom nej-siden til undsætning.
»Ganley var med til at gøre det mere stuerent at sige nej til en traktat sidste gang, end det har været ved tidligere afstemninger. Hver gang han åbnede munden, fortalte han, at han var proeuropæer, men at han bare ikke kunne lide Lissabon-traktaten. Hans kampagne gik i høj grad på at beholde en irsk kommissær og bevare irsk skattepolitik,« siger Pat Leahy.
De garantier har den irske regering i mellemtiden fået af de andre EU-lande, og Ganley har siden tabt popularitet.
»Efter nej’et sidste gang fejrede han sejren med hardcore britiske euroskeptikere, og det virkede forkert på mange. Samtidig er han kommet så sent i gang denne gang, at nej-siden på mange måder allerede var defineret af yderligtgående grupper som ultrakonservative katolikker og meget venstreorienterede. Det får dem til at lyde mere ekstreme og marginaliserede end sidste gang, og det har givet mange en undskyldning for at gå over til ja-siden,« siger Pat Leahy.
Seamus Dowling er en af dem, der hælder den vej, efter at de to timers til tider yderst højrøstede debat i stormagasinets udstillingsvindue er ved at være til ende.
»Jeg er ikke helt sikker endnu. Jeg er nødt til at læse lidt mere om det, for det her blev jo ind imellem lidt for følelsesladet og ikke så faktuelt. Men jeg hælder nu mest til et ja. Det er det der med, at være med i centrum af Europa. Vi kan nok ikke undgå at komme til at stå lidt udenfor, hvis vi stemmer nej,« mener Seamus Dowling.
Og det er stemmer som ham, der kæmpes om her de sidste døgn før afstemningen.
Cirka hver femte vælger har endnu ikke bestemt, hvor krydset skal sættes, og selvom de seneste meningsmålinger peger mod et solidt 55 procent ja til traktaten, mener visse, at stillingen mellem ja og nej er mere lige end målingerne giver udtryk for.
»Jeg har nu svært ved at se det blive et nej. Vi har fået udført meningsmålinger hele året, og de har været meget konsistente i modsætning til sidste gang. Så hvis det bliver et nej, er det fordi mange har løjet over for analyseinstitutterne. Det er selvfølgelig en mulighed, men det er næppe sandsynligt. Hvis det sker, har meningsmålingerne i hvert fald aldrig tidligere vist så forkert,« siger Pat Leahy.